10 geniale apps der kan redde din sommerferie

Det kan være noget af et rod at skulle holde styr på alt fra pakkelister, valutakurser, flyinformation og vejvisning når ferien står for døren. Der er heldigvis hjælp at hente. Med disse 10 apps kan du nemt holde styr på det hele med din mobil.


Der findes et væld af forskellige apps til smartphones, som er designet til at gøre livet lettere på rejsen og ferien. Det kan være en jungle at afprøve dem, for at finde de bedste. Mobilsiden netkablet.dk har derfor gennemgået et stort antal nye og gamle apps, for at finde de bedste denne sommer.

Her følger en gennemgang af de 10 apps, og en kort forklaring af hvad de kan bruges til.

1: PackPoint – pakkeliste

Personlige samt forudlavede pakkelister, som er nyttige at have ved hånden. Her kan du afkrydse listerne, imens du pakker, så du er sikker på ikke at glemme noget vigtigt undervejs. Du kan også indtaste din feriedestination, hvorefter en foreslået pakkeliste vises.

2: Google Translate – oversættelse

Ved at pege mobilen mod en tekst, får du oversat teksten med det samme. Dette er yderst smart – især når du sidder med et uforståeligt menukort eller er faret vild blandt forvirrende gadeskilte. Google Translate kan også oversætte tekst, som du selv skriver ind i appen. 

3: XE Currency – valutaomregner

XE Currency sørger for, at du ved nøjagtigt hvad tingene koster. Appen fungerer nemlig som en valutaomregner og viser dig alverdens forskellige valutakurser. Dette er ideelt til turene i supermarkedet, hvor det er svært at vurdere, hvad brødet og mælken koster. 

4: Rome2Rio – rutevejledning

Du kan få hjælp til dine ture på rejsen med Rome2Rio. Appen fungerer som en udenlandsk form for Rejseplanen.dk og viser dig den letteste vej fra ét sted til et andet. De viste transportmidler er alt fra bus, tog og færge til fly, bil, cykel og gåben.

5: Hitlist – rejseønskeliste

Hvorfor ikke lave en liste over dine yndlings rejsedestinationer? Hitlist appen giver dig adgang til en smart ønskeliste, hvor du kan placere alle de destinationer, du ønsker at rejse til. Det smarte er, at du efterfølgende vil få besked om billige flybilletter til de pågældende steder, samt en masse anden god information om destinationerne. 

6: TripAdvisor – anmeldelser

Mund-til-mund-anmeldelser er som regel de bedste, fordi man hører fra andre, om de har haft en positiv eller negativ oplevelse det pågældende sted. Dette kan dog være svært i udlandet – men ikke med TripAdvisor. Læs andres oplevelser af seværdigheder og restauranter, og tag de bedste valg på turen. TripAdvisor er med mange længder det site der har flest anmeldelser af restauranter og attraktioner.

7: Google Trips – planlægning

Du kan gøre planlægningen af rejsen nem ved at downloade appen Google Trips. Appen er specielt egnet til Google-brugere, der anvender de forskellige platforme fra Google såsom Gmail, Google Maps, Google calendar osv. Her samles alt ét sted – alt fra planer i kalenderen, forslag til aktiviteter, rejsedokumenter til vigtige tidspunkter.

8: Maps.me – bykort

Det kan være svært at finde rundt, når man ikke nødvendigvis har mobildata eller dækning. Her kan du bruge appen Maps.me, der er et fantastisk alternativ. Hvis du sørger for at hente byområderne ned på din telefon, imens du har adgang til mobildata eller WiFi, vil du gratis kunne finde vej på din rejse.

9: Flio – lufthavnsinformation

Har du lyst til at få rabatkoder til over 300 lufthavne, bør du hente Flio. Udover at give adgang til rabatter vil du også have adgang til en masse lufthavnsinformation. Knap 6.000 lufthavne er i appens database, hvor du kan se både forsinkelser, placering af gates, spisesteder, opladning og WiFi.

10: Rick Steves Audio Europe App – lydguide

Rejser er bedst, når man får fortalt historier og informationer om stedet. Hav din personlige rejseguide i ørene med Rick Steves Audio Europe App. Her kan du tilgå en masse forskellige lydguides til seværdigheder og ruter rundt omkring i Europa. Dette er perfekt for dig, der ønsker at lære noget på turen.

Dette var vores bud på de ti mest nyttige apps til rejser. Ved at hente disse apps vil du få allermest ud af din smartphone – også i udlandet. De ti apps er præsenteret i samarbejde med netkablet.dk, som op til denne sommer har sammenlignet hundredevis af rejse-apps.

Du kan se mere information om rejse-apps’ne her hos netkablet.dk.

Mest læste artikler