Robotkøkkenhaven og robotlugemaskinen - mød dine nye venner

Den smarte have

Haverobotterne kommer! Manden bag robotstøvsugeren Roomba har lavet en automatisk lugemaskine. Andre robotfreaks står bag en robotkøkkenhave, der fuldautomatisk kan plante, vande, luge og høste. Læs mere om din fagre nye robothave her. 

Den soldrevne robotluge, Tertill - designet af manden bag robotstøvsugeren Roomba.
Den soldrevne robotluge, Tertill - designet af manden bag robotstøvsugeren Roomba. Foto: Tertill og FarmBot Genesis

2 haverobotter med fremtid i

Der er spændende nyheder på vej til haven. Rundt omkring i opfinderverdenen rumsterer det allevegne med folk, der arbejder med robotiserede og fuldautomatiske hjælpemidler til haven. Her er to af dem, der virker mest lovende:

  • Tertill - den fuldautomatiske lugemaskine.
  • FarmBot Genesis - et køkkenhavesystem, hvor det er en robot, der tager sig af afgrøderne hele vejen fra plantning til høstning.

Lugerobotten Tertill

Robot lugemaskinen Tertill.  
Lugemaskinen Tertill  

Tertill er en lille snedig lugemaskine, der kører på solenergi, og som er programmet til at kende forskel på ukrudt og nytteplanter. Maskinen er udviklet af manden bag den meget succesfulde robotstøvsuger Roomba, Joe Jones.

Tertill er desuden også en yderst succesfuld crowdsourcing-kampagne på kickstarter.com. Kampagnen har i skrivende stund fået donationer på over 2 millioner kroner i løbet af kun én måned. Tertill skal ifølge planen være på markedet i maj 2018. 

Sådan fungerer robotlugeren Tertill

Tertill ligner en lille salatslynge i plastik og måler sølle 21 centimeter i diameter. Der er med andre ord ikke noget robot-terminator over maskinens ydmyge udseende. Det ville heller ikke være i tråd med robottens diskrete måde at arbejde på. 

Tertill er soldreven og kan arbejde uafbrudt selv i overskyet vejr. Den kan med sine skråtstillede ben desuden bevæge sig i mange forskellige terræner - både i mudret og muldrig jord og op og ned ad bakke.

Maskinen fungerer ved, at den skærer alle gevækster, der er over en tomme, ned. Er planterne højere end dette, er den programmeret til at køre uden om dem. Hvis man har nogle planter på vej i et område af køkkenhaven eller blomsterbedet, hvor Tertill er sat til at husere, så følger der særlige kraver med til Tertill, som man kan beskytte disse planter med.

Tertill rykker, som det fremgår, ikke ukrudtet op med rode. Den skærer det bare over på plænklippervis. Ukrudtet kan derfor vende tilbage fra samme frø. Idéen er her, at planten til sidst vil give op, efter Tertill gentagne gange har skåret planten ned til sokkeholderne.

Se video om Tertill her:

Læs mere om robotlugemaskinen Tertill her

Robotkøkkenhaven, FarmBot Genesis

I samme haveunivers arbejder stærke kræfter på at udvikle en robotkøkkenhave. Det er det amerikanske open-source projekt FarmBot Genesis, der står bag disse bestræbelser.

Der findes allerede nogle prototyper af den fuldautomatiske køkkenhave, der skal anlægges i et højbed. Tegningerne og planenerne bag maskinen er offentliggjort. Målet for folkene bag robotokøkkenhaven er at skabe et globalt fællesskab, hvor alle kan bidrage til at udvikle FarmBotten.

Sådan fungerer robotkøkkenhaven

FarmBotten skal som det første monteres på et højbed. Når farmbotten er sat op, er det meninigen, at man på den app, der er udviklet til robotkøkkenhaven, skal kunne plotte sin plan for køkkenhaven ind i et koordinatsystem. 

Derefter "loader" man FarmBotten med de ønskede frø. Robotten vil herefter tage sig 100 % af planten i hele dens livscyklus - fra såning til høstning.

Robotkøkkenhaven vil med fordel kunne programmeres til at plante forskellige afgrøder ved siden af hinanden. På den måde kan man udnytte al pladsen i bedet samtidig med, at man for eksempel kan så planter ved siden af hinanden, der kan leve i et symbiotisk forhold og beskytte naboen mod skadedyr. FarmBotten kan naturligvis også programmeres til at give individuelt afpassede vandingsmængder til hver enkelt plante. Der lader kort sagt ikke til at være nogle ende på, hvad robotkøkkenhaven kan udføre, når den er færdigudviklet. 

Se video om FarmBot Genesis her:

Læs mere om FarmBot her.

26. juli 2017
Mere om Den smarte have