LED-lys er rykket udendørs

Styr havelysets farve, sluk en lampe eller sæt ekstra blus i en projektør. De nyeste systemer styrer havebelysningen ved hjælp af en smartphone.

LED-pærer: Nye priser og lysvarianter

LED-pærerne er på vej til de danske haver, og det er der flere årsager til. For det første er prisen ved at kunne matche andre typer af pærer. For det andet er der kommet styr på farven på lyset – det der hedder Kelvin.

For nogle år siden lyste LED-pærer med et nærmest blåligt-hvidt lys, i dag kan de fås med forskellig lystemperatur – fra helt hvidt skærende lys til gullig hyggebelysning – næsten som en gammeldags glødepære. Og endelig er LED-pærer de mest økonomiske pærer på markedet. I forhold til en glødepære, sparer du 80 % af elforbruget, når du skruer en LED-pære i fatningen.

Integrerede pærer med 5 års garanti

Mange LED-pærer er integreret i lamperne, og du skal som forbruger lige vænne dig til, at pæren ikke kan skiftes. Til gengæld lover producenterne, at lampe inklusive LED-pære holder i mellem 15 og 20 år, og lamperne kan købes med 5 års garanti.

Styring af lysstryrke og farve med smartphone

LED-pærer kan også noget ekstra. De små smarte pærer kan nemlig styres på en helt anden måde end andre pærer. Er lamperne forbundet i en særlig “smart” løsning, kan både lysstyrke og lysets farve styres.

Styringen foregår enten fra et panel i huset eller fra din smartphone, så du kan sidde ved grillen på terrassen og dæmpe belysningen i havelamperne – og give dem et lidt mere gulligt skær, når ungerne ikke længere spiller bold.

Lyspunkter

Når du undersøger markedet for udendørsbelysning, er det vigtigt at vælge lampen efter, hvordan lyset passer til funktionen. Der skal være nok lys til, at du kan orientere dig, og belysningen skal give sikkerhed – og samtidig være flot. LED-lys giver helt nye muligheder, fordi pærerne er små og integrerede i lamperne.

Have- og terrassebelysning

Det er hyggelamperne, der – ligesom bordlampen ovre i hjørnet af stuen – skaber atmos-færen i aftenhaven. Lamperne oplyser for eksempel en flot plante eller skaber hyggestemning med svagt lys rundt om i haven eller langs husmuren. Her skal lyset være afdæmpet og gerne have et gyldent skær – som et stearinlys eller en glødepære.

Du kan også vælge lamper, du kan flytte rundt i haven, for eksempel langs terrassen, på vej ned til bålpladsen eller der, hvor børnene leger.  

Funktionel belysning

Når vi taler funktionelt belysning, forventer vi, at lamperne skal opfylde nogle helt konkrete funktioner. De skal give nok lys til, at du kan orientere dig, og belysningen skal samtidig give sikkerhed. Det kræver, at typen af lamper, og ikke mindst hvordan du anvender dem, skal gennemtænkes.

Lyset skal være så kraftigt, at du kan se stien, havelågen og trappetrinnene og finde nøglehullet – og i øvrigt føler dig tryg ved at gå ind igennem haven. Nogle af lamperne bør have en sensor, så lyset tænder, når du kommer hjem med bilen, går op ad havegangen etc. Her må lyset gerne være hvidt og “koldt” – det giver det klareste lys. Dog må lamper, der er tændt hele aftenen for eksempel langs med havegangen, have et lidt mere gyldent skær.

En lampe med integreret LED er velegnet til formålet – det er praktisk med indbygget sensor.

Skal lampen skabe hygge på terrassen eller i haven, når mørket falder på, vil det for eksempel være oplagt at vælge en lampe, som afgiver et varmt lys frem for et koldt.

Præventiv belysning

Sikkerhedsbelysningen er den, der tænder, når det bliver mørkt og slukker igen, når det bliver lyst – og som via en bevægelses- eller varmesensor “afslører”, når nogen kommer ind i haven.

Belysningen virker præventiv i forhold til indbrudstyve. Du skal dog sørge for, at lyset ikke slukker for hurtigt, men er tændt i et stykke tid efter, at nogen er gået forbi.

Fordelen er, at det kan spare strøm, fordi lyset ikke er tændt konstant (men vær opmærksom på, at føleren skal bruge mindre strøm end lyskilden, den styrer).

Præventiv belysning må gerne være hvidt og koldt og kraftigt.

Her findes også en smartfunktion, der styres over smartphonen. Den gør det muligt at sætte udendørslyset til at tænde og slukke i intervaller, du selv vælger, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.

Læs også: Udendørslamper – find inspiration til udendørsbelysning i din have

Mest læste artikler