Hvordan renser du sølv?
Er du i tvivl om, hvad man kan pudse sølvtøj i? Her finder du tricks til at rense dit sølv, en liste med alt du skal bruge og en smart løsning til at rense oxideret sølv med stanniol.
Det skal du bruge til at pudse sølvtøj
- Aluminiumsbakke eller glasfad med sølvpapir i bunden
- 2,5 dl vand
- 1 spiseske bagepulver
- 1 spiseske havsalt
- Eventuelt 1 dl hvid eddike
- Klud til at tørre med
- Køkkentang til at tage sølvtøjet op af blandingen
Pudse sølvtøj – sådan gør du
1. Bring vandet i kog.
2. Hæld bagepulver og salt i foliebakken.
3. Hæld langsomt eddike over. Eddike er ikke nødvendigt, men det vil fremme processen, så du hurtigere ser resultatet.
4. Læg sølvtøjet i bakken uden det rører ved hinanden og hæld det kogende vand over, så det dækker sølvtøjet. Det kogende vand vil aktivere bagepulveret, som vil starte processen, hvor snavset fra sølvtøjet overføres til folien.
5. Vent i 30 sekunder. Hvis sølvtøjet er meget medtaget, kan du lade det ligge i blandingen i et par minutter.
6. Fjern sølvtøjet med en tang, og fjern eventuelt det sidste snavs med en klud.
7. Nu kan du nyde synet af dit blanke sølvtøj og glæde dig over, at det ikke tog den halve dag.
Hvordan pudser man oxideret sølv med stanniol?
Du kan rense oxideret sølv ved hjælp af stanniol. Bemærk dog at dette trick ikke anbefales til smykker med ædelsten.
Det skal du bruge
- Stanniol (sølvpapir)
- Salt
- En skål
- kogende vand
Sådan renser du oxideret sølv
- Lav små kugler af sølvpapir.
- Kom kogende vand ned i en skål.
- Tilføj sølvpapirskugler og lidt salt til skålen med det kogende vand.
- Herefter skal du lade dit sølv være i skålen i et par minutter.
kilde: brodersens.dk
Denne artikel er senest opdateret november 2023