8 ting opvaskemaskinen OGSÅ kan bruges til

Du kan tilberede laks i en opvaskemaskine … Ja, det er faktisk ikke en joke, men en lovprisning til maskinen, der kan anvendes på uendeligt mange måder.  

en opvaskemaskine

Kræver en rengjort maskine

Opvaskemaskinen er naturligvis skabt til at vaske service, glas og bestik op. Først og fremmest. Men en moderne opvaskemaskine er så avanceret og hygiejnesikret, at man sagtens kan udvide anvendelsesmulighederne.
Det gælder dog for alle de tips, vi nævner her, at de kræver en helt rengjort maskine uden sæbe- og madrester. Men det er under alle omstændigheder vigtigt, at du holder din opvaskemaskine i topform, så mon ikke du er klar til at prøve disse ting af?

8 overraskende ting, du kan putte i opvaskemaskinen

1. Vaske baseballkasketter. Hvis der er en teenager i huset, kan de beskidte kasketter hobe sig op. Men en tur i vaskemaskinen ødelægger formen på denne hovedbeklædning, og hér kommer opvaskemaskinen ind i billedet. Placér kasketten på øverste hylde, og du bevarer både form og farve på den.

2. Tilberede laks. Det lyder skørt, men er faktisk sandt. Hvis din opvaskemaskine er ren og helt tømt, kan du tilberede fisk i den. Placér laksen i folie med et par citronskiver og lidt smør. Sørg for, at folien lukker tæt, og fold flere lag omkring fisken. Der må naturligvis ikke bruges opvaskemiddel, men maskinen skal køre på det varmeste program med længst tørretid. Prøv det!

3. Vaske lærredssko. Gummisko og lærredsko bliver ødelagt i vaskemaskinen, men en opvaskemaskine er mere varsom med tingene. Følg samme fremgangsmåde som med baseballkasketten.

4. Rense værktøj. Opvaskemaskinen er oplagt til at gøre snavset værktøj rent og skinnende. Det gælder naturligvis ikke de elektriske ting …

5. Gøre din tandbørste bakteriefri. Din tandbørste kan blive ret ækel, hvis den ikke koges ind i mellem – eller får en tur gennem opvaskemaskinen. Et progam i denne maskine dræber med garanti bakterierne.

Læs også: Sådan holder du din opvaskemasine ung!

6. Rense børster og elastikker. Alt dit hårgrej kan gå i opvaskemaskinen – pånær de elektriske ting. Børster, elastikker og hårbånd har rigtig godt af at blive vasket godt igennem.

7. Gøre køleskabs- og fryserhylder rene. Det er vanskeligt at vaske hylder og skuffer i fryser og køleskab. De dele, der kan afmonteres, kan med stort held rengøres i opvaskemaskinen. Og denne gang er det helt fint at bruge vaskemiddel præcis, som du plejer.

8. Hygiejnetjek på legetøj. Plasticlegetøj kan blive helt utrolig snusket, og der er ofte brug for en mere omhyggelig afrensning, end en klud kan klare. En omgang i opvaskemaskinen klarer jobbet.

Mest læste artikler