Pilea – Venskabsplanten med den mystiske oprindelse

Planten, der kom til Norden i 1940'erne, er nem at holde og pryder pænt i vindueskarmen. Den mest almindelige Pilea-plante er Pilea Peperomioides og her kan du få tips til alt inden for plantning og pasning af din Pilea.

Pilea-planten er blevet en populær stueplante og især på Instagram har den finurlige plante fået meget opmærksomhed de seneste år. En Pilea kan holde sig flot og grøn hele året. Den er let at passe og kræver ikke meget plads. Den er en mindre, grøn plante med smukke, runde blade, der kan blive op til 10 cm i diameter. Bladene sidder på en lang, tynd stilk placeret næsten i midten af bladet.

Pilea-planten egner sig godt til vindueskarmen. Dog skal du ikke tage fejl af den lille plante, for den vokser og formerer sig hurtigt. Nogle mener, at det sker med samme hast som ukrudt. En Pilea er dog i modsætning til ukrudt ikke noget du vil af med hurtigst muligt, men faktisk en livskraftig stueplante, du kan få glæde af længe. Her får du en udførlig guide til Pilea-pasning.

Pilea: Historien om planten fra Kina

Pilea-plantens latinske navn er Pilea Peperomioides. Den kom til Norden i 1946 i den norske missionær Agnar Espegrens bagage. Han var blevet sendt hjem fra Hunan provinsen i Kina to år forinden og i den forbindelse tilbragte Espegren og hans familie en uge i Yunnan i Kina. Her fandt han Pilea Peperomioides, måske på et marked, skriver Alice Vincent i sin bog Rootbound: Rewilding a Life.

Netop denne historie ligger til grund for, at Pilea-planten også kaldes missionærplanten. Men planten har faktisk flere kaldenavne. Den kaldes også elefantøre, kinesisk pengeplante, venskabsplanten og tallerkenplanten. Ja, kært barn.. eller kær plante.. har mange navne.

Pilea-planten, som den norske missionær bragte med sig, har formeret sig i Skandinavien gennem 60 år, fordi stiklinger er blevet delt mellem familie og venner. Derfor er de planter, vi ser i dag, genetisk set identiske med den, som den norske missionær plukkede tilbage i 40’erne. Det betyder, at den Pilea-plante, du har stående hjemme i stuen altså muligvis er over 60 år gammel.


En masse nye Pilea-babyer, der er plantet og klar til måske at blive givet videre til en kær.

Er Pilea giftig?

Ifølge Helse Norge er planten ikke giftig, og der forventes ingen symptomer ved et lille indtag af den. Helse Norge råder til at give noget vand at drikke for at fjerne rester og ubehagelig smag, hvis uheldet er ude, og dit barn eksempelvis har set sit snit til at få et mellemmåltid.

Sådan planter du en Pilea

Typisk vil man købe en ny Pilea-plante i en krukke eller potte. Hvis din Pilea ikke er i potte eller krukke, eller skal du omplante den, så er det vigtigt, at du vælger en potte med et hul i bunden til dræning. En Pilea kan nemlig ikke lide at soppe i vand. Her er fem simple trin til at plante en Pilea.


Lerkrukker med hul i bunden, så vandet kan løbe ud.

  • Sørg for at vælge en krukke med god plads, så Pilea planten ikke skal leve trængt.

  • Start med et lag lecakugler i bunden af krukken. Kuglerne forebygger, at rødderne rådner og dræber planten, idet overskydende vand lettere kan løbe fra. Eventuelt kan du også tilføje lidt grus i din blomstermuld. På den måde sikrer du endnu bedre gennemløb af vand, så jorden drænes ordentligt.

  • Fyld lidt jord oven på lecakuglerne, så det dækker. Helt almindeligt blomstermuld er det, de fleste bruger.

  • Placer Pilea-planten i midten af potten. Få eventuelt hjælp af en anden, der kan holde planten lige.

  • Fyld jord omkring planten, og pres jorden let ned langs siderne. Sådan undgår du lufthuller, og at jorden synker, når du vander den.

  • Vand din Pilea rigeligt, så snart du har plantet den. Så giver du den en god start!


Det er en god idé at lægge lecakugler i bunden af potten inden du planter din Pilea.

Placering af Pilea

En Pilea trives bedst med masser af lys. Det skal dog ikke være direkte sollys, da det vil få dens blade til at blive gule og kedelige. Den skal derfor have en masse indirekte sollys, hvilket den kan få i et nordvendt, køligt vindue eller hvis den placeres lidt inde i rummet, hvor den ikke står direkte i Solens stråler.

Du kan med fordel dreje din Pilea en halv omgang engang imellem, så den får lys fra alle sider. Den vokser nemlig efter lys og varme, så ved at vende planten får du en mere symmetrisk og ensartet plante. En skæv Pilea er altså et tegn på, at den ikke trives med sin placering. Er din Pilea blevet skæv, skal du dog ikke blive for bekymret. En Pilea vænner sig lynhurtigt til forandringer i omgivelserne, og så snart den får indirekte sollys på den mindre frodige side, vil den begynde at vende sig i den anden retning, så den bliver mere lige igen.


Din Pilea vil trives godt i et nordvendt vindue. Der er ikke direkte solllys og der kan være lidt køligt.

Vanding af Pilea-planten

En Pilea kan ikke lide at få “plaskvåde fødder”. Du skal derfor sørge for, at den står i en potte med hul i bunden, så det overskydende vand kan løbe fra. Dræningen styrkes ved at lægge lecakugler i bunden af krukken.

Som hovedregel skal din Pilea vandes, når de øverste 3-4 centimeter jord er tørre. Overfladen af jorden må altså gerne tørre ud og sprække, men jorden skal helst ikke tørre ud nede ved rødderne. Du kan tjekke, om det er tid til vanding ved at stikke fingerspidsen ned i jorden og mærke efter. Er den øverste jord fortsat fugtigt, bør du vente lidt endnu med vandingen. Hvis du ikke har lyst til at stikke fingeren i jorden hver gang, så kan du prøve at vande Pilea-planten en gang om ugen og vurdere, om det fungerer. Du kan også tilegne dig en fugtighedsmåler til jord, som vil hjælpe dig med at vise, når det er tid til vanding. 

Hvis din yndlingskrukke ikke har hul i bunden, kan du lægge pecakugler eller små sten i bunden af krukken. Du kan også bruge din yndlingskrukke som potteskjuler ved at plante din Pilea i en plastik potte med hul i bunden og så placere dén i krukken.

Skal Pilea have gødning?

Nogle Pilea-planter holder sig flot grønne hele tiden og har derfor ikke brug for gødning. Hvis din plante har brug for et ekstra skud energi, kan du gøde den omtrent hver 14. dag i vækstperioden. Det er altså ikke nødvendigt at gøde en Pilea i vinterhalvåret, hvor planten ikke vækster så meget. Flydende gødning, som blandes op med vand, egner sig godt til en Pilea.

Sådan formerer du Pilea-planten med stiklinger

Noget af det sjove med en Pilea-plante er, hvor hurtigt den producerer stiklinger, som du kan plukke og plante om. Du kan give Pilea-babyerne, som de også kaldes, til familie og venner i gave eller bare som en sød gestus. Derfor har den også fået navnet venskabsplanten.


Pilea stiklinger fra stammen.

Efterhånden som din Pilea vokser, popper der hurtigt små stiklinger op ved stammen eller ude i kanten af potten. Hvis du vil omplante en stikling fra stammen, skal du grave lidt ned i jorden, så du kan skære stiklingen af helt inde ved moderplantens stamme. Stiklinger skal helst være 3-5 centimeter lange før du skærer dem af og omplanter dem.


Her kan du se et skud fra stammen. Når det bliver 3-5 centimeter langt, kan du skære det af.

Når du har skåret den af, planter du den i sin egen potte (se: Sådan planter du en Pilea) og vander den godt. Hvis du vil bruge en Pilea-baby, som er poppet op fra et rodskud et andet sted i potten, så skal du enten rykke den forsigtigt op med rod eller skære den af dér, hvor den vokser op af jorden. Herefter skal den også plantes i sin egen potte og vandes godt.


Nyplantede Pilea babyer, der har fået godt med vand.

Hvis du gerne vil opleve, hvordan rødderne tager form på den lille Pilea-baby, kan du i stedet for at plante den direkte i en potte, sætte den i et glas med vand. Lige så snart de nye rødder begynder at pible frem, skal din Pilea-baby plantes i jord i en potte.


Pilea babyer kan stå i vand til den slår rødder. Derefter skal de plantes i jord.

Hvis Pilea mistrives

Hvis du oplever gule blade, tørre pletter eller krøllede blade, er det tegn på, at din pilea mistrives. Der er tre nøgleord: lys, vand og temperatur. Du skal sørge for, at din Pilea ikke står i direkte sollys, som kan gøre bladene gule. Ryk derfor planten over i et nordvendt vindue, hvor den får en masse indirekte sollys.

Det er også en god idé at revidere din vanding af planten. Får Pilea-planten for meget vand eller kan det ikke løbe ud af potten, vil den også få gule blade, og det er et tegn på, at rødderne drukner. Hvis din Pilea ikke allerede står i en krukke med hul i bunden, så er det første skridt mod en sund Pilea at omplante den i sådan en krukke. Du kan også forsøge at vande planten sjældnere.

Har din Pilea brune tørre pletter eller krøller bladene sammen, kan det være tegn på, at den står for varmt. Det er en hårdfør plante, som godt kan klare noget kulde. Stil den derfor køligt. Hvis du har mulighed for det, så sæt den udenfor over natten.

Det vidste du måske ikke om Pilea-planten

Måske ved du det ikke, eller måske har du aldrig set det med egne øjne før. Det sker nemlig ikke for alle Pilea-planter, men den kan blomstre. På nogle af dem popper små knopper eller hvide blomster frem i foråret.

Grunden til, at alle Pilea-planter ikke blomstrer, er formentlig et spørgsmål om det klima og temperaturen, som de oprindeligt levede i. Som botanikere har fundet ud af, voksede planten på kølige og skyggefulde bjergsider oppe i højden, hvor temperaturen kunne falde til frysepunktet om vinteren. Pilea-planten har muligvis haft en hvileperiode over vinteren og så har den kunnet bruge den opsamlede energi til at skyde blomster frem i foråret.


Du kan være heldig at opleve disse små, fine blomster, hvis du prøver tricket med at stille Pilea planten køligt over vinteren.

Flere danskere har oplevet, at deres Pilea har blomstret, og de har alle tilfælles, at deres planter har stået udendørs eller i en kølig udestue over vinteren. Tricket må altså være at placere din Pilea-plante et køligt sted, hvis du vil have chancen for at opleve blomster til foråret. Det er dog yderst sjældent, at en Pilea prydes med åbne hun-blomster, så bliv ikke skuffet, hvis det kun er lukkede han-blomster, som kommer frem.

Andre Pilea-arter

Når vi siger Pilea, vil de fleste tænke på den kinesiske pengeplante, Pilea Peperomioides. Denne art har dog mange søskende, som også er fine stueplanter, der er nemme at holde.

Pilea Depressa


Pilea Depressa.

Pilea Depressa er en flot hængeplante, der med sine små runde blade også kaldes baby tears. Denne art stammer fra de varmere og tropiske egne i Caribien, så den egner sig bedre til lune steder i hjemmet, i et drivhus eller på en overdækket terrasse. Denne Pilea er heller ikke vild med direkte sollys, men du kan sætte den i et østvendt vindue, så den får en middel-mængde lys. Angående vanding er det en tommelfingerregel at vande planten tre gange om ugen i sommerperioden og en gang om ugen i vinterperioden. Dog er det ligesom Pilea Peperomioides vigtigt, at den ikke overvandes.

Pilea Glaucophylla


Pilea Glaucophylla.

Pilea Glaucophylla eller Pilea Greyzy, som den også hedder, er en smuk udgave af planten med et gråligt skær. Dens små blade sidder i grupper flere steder på de lange stængler og kan også egne sig som en hængeplante, hvis den får lov til at gro. Ligesom de andre Pilea-arter skal Pilea Greyzy placeres i indirekte sollys. Du kan med fordel placere den i et østvendt vindue, så den får lidt morgensol. Det vil ikke skade. Vanding er ligesom med de andre Pilea arter. Undgå at overvande, så den sopper.

Der er en art af Pilea for alle grønne fingre derude. Så ønsker du en nem stueplante med masser af liv, er en Pilea et godt bud.

Til toppen.

Kilder: Rootbound: Rewilding a Life (bog)

Mest læste artikler