3 sjove lege med æg: Påskejagt, løb og trille æg

I påskens fridage er det en oplagt idé at lave lege med hele familien. Få tre forslag til lege med æg - gå på æggejagt, løb med æg eller se, hvem der vinder i disciplinen 'trille æg'.

Trille æg

I påskens fridage er det en oplagt idé at lege med æg. Her er tre sjove lege for børn:

Æggejagt
Løb med æg
Trille æg 

Gå på æggejagt i haven

Her gælder det om at finde de æg, som de voksne har gemt under buske, i hækken og i træerne. Æggene kan for eksempel – hvis det er tørvejr – være små papæg med indhold, eller farvede plasticæg. Lad eventuelt hvert barn gå på æggejagt efter en bestemt farve æg. Den, der først kan fremvise alle sine æg, har vundet.

Læs også: 7 smukke ideer til hjemmelavet påskepynt med pustede æg

påskejagt
Foto: Getty Images

Løb med æg: Påskeleg for større børn

Denne leg er for de større børn. Afmærk en bane på mindst 20 meter på græsplænen med en startstreg i den ene ende og fx en omvendt spand eller stor urtepotte i den anden. Giv hver deltager en spiseske og et hårdkogt æg. Når startskuddet lyder, tager deltagerne skeens skaft i munden og lægger ægget på bladet. Nu gælder det så om at gå eller løbe så hurtigt som muligt ned og runde spanden og tilbage igen til startstregen – uden at tabe ægget. De, der undervejs taber deres æg, skal starte forfra. Vinderen er den, der er først i mål. Hvis det kniber med pladsen, kan banen laves kortere, og legen have flere runder.

Trille æg: Påskeleg for børn og voksne

Når man skal trille æg, skal deltagerne stå i samme afstand fra et stort hårdkogt hvidt æg, som er lagt på græsset cirka 4 m væk. Med hver sit hårdkogte æg skal deltagerne nu forsøge at komme så tæt på det hvide æg som muligt. Æggene skal enten have forskellige farver eller være mærket på anden vis, så man kan se, hvem der vinder.

trille æg
Foto: Getty Images

Læs også: Så lang tid skal et blødkogt æg have

Denne artikel er opdateret den 20. januar 2024

Mest læste artikler