Haren kommer med påskeæg

Glæd familien med masser af æg, blomster og påskeharer.


Påske betyder dejlige feriedage med masser af muligheder for fest, leg og afslapning. Vi har samlet en håndfuld ideer til din påske. Alle kan være med – lige fra mindstemand til mormor (der sikkert kan kunsten at puste æg). Sæt i gang – og god påske!

Spiselige påskeharer – sådan gør du

Dej: (24 stk)

  • Ca. 500 g mel
  • 150 g smør
  • 75 g gær
  • 2 æg
  • 2 1/2 dl mælk
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk salt, sammenpisket æg til pensling.

Smelt smør, tilsæt mælk. Opløs gæren heri. Tilsæt sukker og salt. Rør æggene i et ad gangen. Tilsæt mel lidt efter lidt. Dejen skal slippe, men må gerne være fugtig. Lad hæve i ca. 30 min.

Form først bollerne – gerne i en lidt aflang facon (som et æg).

Rul 24 små kugler til næse. Lav 48 aflange ører. Lim delene på kroppen med sammenpisket æg. Lav en rille i hvert øre, som vist på foto. Endelig laves øjne med enden af en tændstik. Lad harerne efterhæve ca. 30 min. Nu pensles forsigtigt med sammenpisket æg. Bages ca. 12 min. i en 220° varm ovn (varmluft).

Æg i påsken?

Hvorfor æggene spiller så vigtig en rolle i påsken, ved man ikke med sikkerhed. Men udover at farve og lege med æg var de stærke symboler i påsken, hvor de – på samme måde som æbleskiver i julen – blev givet som almisser. Tjenestefolk fik således efter stand og rang et antal æg. Fordelingen kunne til eksempel være femten æg til karlen, ti til pigen og fem til tjenestedrengen. 

Herefter lavede gårdens frue gerne æggekage til alle.  

Historien med påskeharen

Påskeharen blev “opfundet” i Tyskland i 1600-tallet. Den blev populær, fordi den kom med søde sager til børnene. Men herhjemme var haren et skadedyr,så først i 1900-tallet, fik den lov at være en del af vores påske. Til gengæld blev vi så glade for den, at vi uden at rynke på panden tillægger den evnen til at lægge æg – godt nok af chokolade.

5 ideer til din påske

1. Fra æg til hare

Påskebordet bliver ekstra festligt med disse sjove æggeharer.

Du skal bruge crepepapir eller store servietter og silkebånd. Her er æggene farvet, men det er ikke nødvendigt for at give den sjove påskehare-effekt. Crepepapir foldes på langs og lægges om ægget, så spidser møder hianden i æggets “tynde” ende. Med en rest silkebånd tøjres ørene over ægget. Og crepepapiret kan nu foldes ud og klippes til i enderne som strit-ører.

2. Hvidt i hvidt

Er du til en enkel dekoration, som alligevel signalerer påske, kan du følge ideen her. En glascylinder fyldes med hårdkogte æg og evt. skaller fra morgenbordet. Primula tages ud af potten og placeres i cylinderen, så rodnettet er synligt. Primula kræver meget vand. Når de skal vandes, løftes planten op i en dyb tallerken og får lov at suge lunkent vand i ca. 10 min. Så sættes den på plads i cylinderen igen.

3. Stjerneæg

Også de mindste kan være med til at dekorere de farvede æg. Her har vi brugt stjerner, men du kan finde rigtig mange søde og sjove klistermærker i legetøjs- eller hobbyforretninger.

4. Hjemmelavede æg

Det er sjovt at puste æg – men det kan godt være lidt svært. Heldigvis kan du dekorere hårdkogte æg – og så kan de jo spise bagefter, hvis de ikke har stået alt for længe på bordet uden køl.

Her er æggene dryppet med stearin i sirlige mønstre. Bagefter er de dyppet i farve og siden pyntet med pailletter og fjer. En æggebakke er næsten uundværlig i processen. Her kan æggene stå og tørre eller vente på næste lag maling. 

5. En fest af farver

Primula i glade farver og kulørte påskeæg er et perfekt match til en sød påske-dekoration. Her er planter og øg sat i en plastikbeholder, men gå på jagt i dine egne skabe og find sjove ideer til fadet. Alt fra en dyb tallerken til et gammelt fad fra et loppemarked vil klæde arrangementet. 

Mest læste artikler