Prisen og kvaliteten på Amarone

Der kan være stor kvalitetsforskel på en dyr og en billig Amarone. Se her, hvorfor.


Derfor kan der være så stor kvalitetsforskel på en dyr og en billig Amarone

Når mange danskere er på udkik efter årets julevin, og interessen falder på den populære og elskede Amarone, så skal man være opmærksom på, at der kan være rigtig stor forskel på, om valget står mellem en billig Amarone til omkring 100 kr. – eller om skal vælge den til 300 kr. eller mere. Hvad er forskellen, og hvorfor er der så stor forskel på priserne? Det prøver vi nu at sætte lidt fokus på i dette afsnit.

Hvis man kender lidt til produktionsmetoden eller har læst afsnittet “Regler for produktion af Amarone” – så vil man være klar over, at det kræver rigtig meget at leve op til de strenge krav og regler, der gælder for at kunne lægge Amarone navnet til vinen.

Kvaliteten kan være meget varierende, og det er derfor svært at finde en god Amarone mellem 100 og 150 kr. Grundet en del forfalskninger har Fødevarestyrelsen også advaret mod de “for billige” Amarone-vine.

Lad os se på, hvordan man kan producere en ægte Amarone, og overholde de gældende regler. Vi vil samtidigt prøve at sammenligne, hvad man får ekstra, og hvad der ligger til grund for en dyrere Amarone. Vi gennemgår produktionsforløbets vigtige faser og ser på, hvor forskellen kan ligge, og hvor stor den kan være. 

Markerne og druerne

Der er stor forskel på prisen og kvaliteten på druerne alt efter, hvor markerne ligger i området. Er der tale om maskinhøstning eller håndplukning med efterfølgende sortering. Er druerne indkøbt fra store konsortier eller håndteret fra enkelte marker på eget domæne.

Høsten

Der kan også være stor forskel på sukker- og væskeindholdet i druerne på høsttidspunktet. Højt væskeindhold giver selvfølgelig mere volume, hvor mindre væskeindhold giver mere koncentreret frugt og mindre volume – og dermed også flere omkostninger pr. liter færdig vin.

Druerne til Amarone vinen høstes omkring slut september og start oktober, hvorefter de skal ligge til tørring fra høsten og min. frem til 1. december, hvor man kan påbegynde presningen. 

Tørring af druerne

Druerne skal ligge til tørring på sivmåtter eller plastickasser i min. de ca. 2 måneder fra høsten og frem til 1. december, hvor man kan påbegynde presningen.

Normal siger man, at druerne helst skel ligge til tørring under ventilerede forhold i 3-4 måneder – og nogle producenter vælger at lade druerne ligge til tørring i 4-5 måneder og sågar helt op til 6 måneder, så druerne mister helt op til 50% af væskeindholdet, for derved at blive mere intense.

Det giver en kraftigere og mere sødmefyldt vin med høj alkohol – i tilfælde helt op til 17%. Den længere tørretid og væsketabet har en helt klar og direkte effekt på prisen af den færdige vin.

Lagring

En Amarone skal være lagret i min. 2 år ifølge reglerne. Normal lageres en god Amarone i 2-3 år på fad, og Riserva vinene ligger på fad fra 4 år og opefter – nogle helt op til 10 år. Det er selvfølgelig afgørende for omkostningerne, om vinen overhovedet bliver lagret på fad, om der anvendes nye eller gamle fade til lagringen.

Flere producenter benytter en kombination, da de nye fade afgiver mere end de gamle, der har været benyttet i flere år.

Vine fra gode producenter har generelt bedre lagringspotentiale, hvilket også giver bedre holdbarhed på flaskerne efterfølgende. Det siger sig selv, at der er stor forskel på prisen for den færdige vin, alt efter om den har ligget i 2, 4 eller flere år, førend den er blevet frigivet til salg.

Den billige kontra den dyre Amarone

Der findes Amarone i alle prisklasser – set fra omkring 100 kr. og opefter.

Hvis en producent ønsker at fremstille en billig Amarone og overholde reglerne til punkt og prikke, så kan han høste eller købe de billigste druer, som er maskinhøstet og usorteret med højst muligt væskeindhold fra de ringeste marker – eller benytte frasorteret druer fra andre producenter.

Efterfølgende kun lade druerne tørre fra høsten og frem til 1. december med så minimal ventilationen som muligt, hvorved væskeindholdet og volumen forbliver højst muligt i druerne før presningen.

Producenten skal bare sørge for, at vine kommer op på de min 14%. Lagring mindst muligt, evt. på stål- eller cementtanke uden brug af træfade overhovedet, eller på gamle udtjente fade, så der ikke kræves investering i nye og mere kostbare fade. 

Kvaliteten og prisen

Når en billig Amarone, produceret efter reglerne, sættes til salg i Danmark til de ca. 100 kr. – så går de ca. 45 kr. til afgifter, moms, flaske og transport fra Italien. Herefter skal fratrækkes avancer, logistik, transporter og handling m.m.

Det efterlader måske kun et sted mellem 15 til 20 kr. til produktionen af vinen, og derfor får man sandsynligvis ikke en kompleks og koncentreret Amarone.

Så kan man spørge sig selv, om det er den vin, som man sætter sin lid til at nyde juleaften.

Når man ofrer omkring det dobbelte eller mere, så er omkostningerne til afgifter, transport og handling de samme – men så er der meget mere at producere en Amarone i den rigtige kvalitet for. 

Metoden kopieres

Flere producenter over hele verden benytter også teknikken med at tørre druerne før presningen, også til vine på andre druer end dem vi kender fra Amarone.

Nogle af de store kraftige Zinfandel vine fra Californien produceres delvist med denne teknik.

Der produceres også Primitivo vine fra det sydlige Italien, hvor den specielle druesort høstes sent og delvist tørrer på stokkene, så der kan fremstilles en intens vin med mere sødme og  høj alkoholprocent. 

Mest læste artikler