Sådan rengør og vedligeholder du bedst dit strygejern

Hvis ikke du husker at rengøre dit strygejern både indvendig og udvendig, kan du faktisk risikere at ødelægge det. Se her, hvordan du nemt og hurtigt gør dit strygejern skinnende rent. Og få Idényts 6 bedste tips til bedre strygning. 


Typiske strygefejl

Det er ikke helt ligegyldigt, hvor ofte og hvordan du rengør dit strygejern. Du kan nemlig nemt komme til at ødelægge både dit tøj og særligt strygesålen, hvis ikke du er opmærksom.

En typisk strygefejl, som mange af os begår, er, når vi glemmer at gøre strygejernet ordenligt rent – eller benytter os af helt forkerte metoder.

Gammelt snavs kan nemlig hurtigt brænde fast på undersiden af strygejernet, og dit tøj kan blive ødelagt af permanente, grimme pletter.

Udvendig rengøring af strygejern

Til en begyndelse skal du sikre dig, at strygejernet er helt koldt, så ikke du brænder dig under rengøringen. Kom lidt hvid eddike på en ren klud og aftør strygesålen omhyggeligt. 

Tip! Hvis du har meget svært ved at få bugt med snavset, kan du lave en blanding af eddike og bagepulver. Aftør strygesålen i polerende bevægelser indtil snavset er helt væk.

Indvendig rengøring

Det er nemt at rengøre sit dampstrygejern indvendig: Hæld en blanding af eddike og vand ned i strygejernet og tænd for det. Vent et øjeblik til strygejernet er varmt, hold det ind over håndvasken og lad så vandet komme ud ved at trykke på damp-knappen. Til slut kan du tørre strygejernet efter med en klud, så det igen er skinnende rent.

Hvor ofte du skal rengøre dit strygejern afhænger af, hvor kalkholdigt vandet er, og hvor ofte du bruger strygejernet. Bor du i et område, hvor vandet er fyldt med kalk, er du muligvis nødt til ofte at afkalke dit strygejern. Heldigvis er det hurtigt overstået!

6 gode tips til bedre strygning

Strygning af dug

Det er altid en udfordring at stryge en dug. Det mest enkle trick er at stille to stole parallelt med strygebrættet og folde dugen i etaper, når du er færdig med et stykke. Du kan også lægge et tykt håndklæde oven på et bord og derved bruge bordet som strygebræt. Det forudsætter dog, at bordets overflade ikke er for dellikat eller skrøbeligt.

Stygning uden dampstrygejern

I dag er de fleste strygejern med damp. Hvis du har et ældre strygejern uden damp eller bare foretrækker et klassisk strygejern, så handler det om at finde alternative måder at gøre tøjet fugtigt på. Det kan gøres løbende med en sprayflaske (forstøver) med vand ved siden af strygebrættet. Det er dog mere effektivt at fugte hele strygebunken, inden du gør i gang, så kan fugten bedre nå at fordele sig.

Undgå cirkulær strygning

Stryg altid frem og tilbage. Strygning i cirkulære bevægelser kan risikere at strække tøjet ud af form.

Ledning til strygejern

Sørg for at arrangere ledningen til strygejernet, så du ikke falder over den eller kommer til at give den en tur med strygejernet. Hvis du skal bruge en forlængerledning, så skal det helst være en godt isoleret én af slagsen. Strygejernet trækker meget strøm, så ældre, tynde ledninger kan godt risikere at gå i stykker og forårsage brand. 

Tjek vaskeanvisningerne

Tjek vaskeanvisninger i dit tøj. Der kan du se, hvilket temperaturniveau, du skal stryge tøjet på. Det ved de fleste, men mange glemmer at kigge efter, så tøjet bliver enten strøget for varmt eller for koldt, og resultatet bliver derefter.

Brug skåneklæde

Skal du i gang med mere skrøbelige tekstiler, for eksempel med broderier eller blonder, så kan det betale sig at lægge et fugtigt frottéhåndklæde mellem tøjet og strygejerne, så du skåner de finere detaljer i tøjet.

Mest læste artikler