Vi genopliver Danmarks egnsretter

Får I ofte sortpølse hjemme hos jer? Er svupsakker en af livretterne? Få et glædeligt gensyn med Danmarks gammeldags husmandskost her.


Indvandrere fra Holland og Polen gav nye opskrifter

Danske egnsretter er ikke så forskellige, som de var for to-tre hundrede år siden. I dag er vi kulinarisk et mere samlet land. Der er dog stadig forskelle fra egn til egn, og mange af de gammeldags opskrifter er så gennemarbejdede og elskede, at de sagtens kan tåle en renæssance.

For 200 år siden var madtraditionerne meget prægede af egnens befolkningsgrundlag, tilflyttere fra andre lande og nabolande. For eksempel var der mange polske arbejdere på Lolland, og de bragte en del opskrifter med sig. Ligesom Amager var påvirket af den hollandske indvandring.

I gamle dage spiste man hele grisen

Samtidig førte den enkelte familie en helt anden og mere sæsonpræget husholdning.
En landbrugsfamilie leverede selv alle råvarer til maden og var derfor meget afhængige af egen produktion. Der blev af samme grund ikke smidt så meget ud – når en gris var slagtet, blev alt, blod, grisehoved, tæer og indvolde anvendt, og det skabte tradition for en masse retter, der i dag næsten er udryddet.

Et andet aspekt var, at maden skulle være mere kalorierig dengang, for arbejdet var hårdt og fysisk krævende.

4 egnsretter, du ikke må glemme

Vi har fundet en række opskrifter fra gamle dage – med inspiration fra hjemmesiden egnsretter.dk.
Her er hver landsdel repræsenteret, og du kan gå på opdagelse i de gamle, sjove udtryk. Hvad siger du for eksempel til ‘åleroulade’ og ‘gåseblodspølse’?

Rugbrødslagkage fra Sønderjylland

En kær gæst på det gammeldags, sønderjyske kaffebord. Navnet kan sikkert få mange, især børn, til at rynke på næsen, men kagen er vidunderligt velsmagende.

Få opskriften på Rugbrødslagkage her

Mikkelsdagssuppe fra Orø

I gamle dage var d. 29. september en fest- og helligdag. Høsten var i hus, og det skulle fejres, bl.a. med Mikkelsdagssuppe, som skiller sig ud fra andre klare supper ved at indeholde både okse- og hønsekød.

Få opskriften på Mikkelsdagssuppe her

Plukkemad fra Sjælland

Plukkemad var de dele, der var til overs på gården, når grisen var slagtet. Eller med andre ord – indvolde, blod osv., som ikke tålte nedsaltning og skulle spises med det samme. Her er opskriften på plukkemad eller finker, som det også hedder.

Få opskriften på plukkemad her

Svupsakker fra Lolland

Svupsakker er æbleskiver serveret med en sjat brændevin i midten. De gav i den grad varmen i gamle dage, og det var der brug for, ikke mindst op til jul.

Få opskriften på svupsakker her 

Mest læste artikler