Udnyt dine valnødder bedst muligt med disse 5 lækre opskrifter

Oktober er højsæson for danske valnødder, som kan anvendes til både kage, brød, mad og som snacks. Her er fem lækre opskrifter, som kan stille din valnøddesult.


Nordens mandel

Valnødder er netop nu i sæson, så det er bare med at udnytte dem i køkkenet. De kan bruges til både brød, kage, salater og som snacks – ja, de er nærmest nordens svar på sydens mandel, som også kan anvendes til det meste.

Brug dem som lidt ekstra bid i salaten eller spis dem som aftensnack ristet i lidt salt – mulighederne er mange, så det er bare om at komme i gang.

Sådan samler og tørrer du valnødderne

Saml valnødderne op, så snart de er faldet til jorden. Fjern den grønne skal, vask nødderne i varmt vand og lad dem tørre nogle dage. Brug handsker, når du fjerner den grønne skal. Saften farver kraftigt, og du får sorte fingre i dagevis.

Valnødder skal enten tørres eller fryses. Hæng dem i et par udtjente nylonstrømper, et løg-net eller spred dem ud på nogle bageriste og lad dem tørre ved brændeovn eller radiator i fire-seks dage.

Herefter knækker de let og er klar til at spise. De holder fint indtil jul (og også mange måneder efter). I stedet for at tørre nødderne kan du knække dem lige efter høsten, komme dem i små poser og fryse dem. Det kræver dog lidt flere kræfter, da nødderne helt bogstaveligt er hårde at knække, når de stadig er friske og fugtige.

Hvis du ikke er så heldig at have et valnøddetræ i haven – eller at have en have i det hele taget – så brug de sociale medier og spørg, om nogen kan undvære en spandfuld eller måske vil sælge til en billig penge. De kan selvfølgelig også købes i butikkerne, men det kan nogle gange godt betale sig at købe privat.

5 lækre måder at tilberede valnødder

Valnødder smager fantastisk på alle mulige måder, og vi har samlet 5 forskellige opskrifter, så du virkeligt kan nyde valnødden til fulde, mens den er i sæson.

Saltristede valnødder

Ingredienser

  • 3 dl valnøddekerner
  • 5 dl vand
  • 1 spsk. salt

Sådan gør du

Rør saltet ud i vandet. Læg valnøddekernerne i blød. Lad trække ca. 10 min. Spred nødderne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og rist nødderne i ovnen i ca. 15 min. ved 175 °.

En sprød og salt snack, som er vores eget svar på sydens saltristede mandler. Valnøddens lidt bitre anstrøg forsvinder helt. Hvorfor importere mandler sydfra, når vi har bugnende valnøddetræer herhjemme?

Valnøddemuffins

Ingredienser

  • 5 æg
  • 300 g flormelis
  • 200 g smeltet smør
  • 3 dl mælk
  • Revet skal og saft af 1 usprøjtet citron
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 knvsp. stødt nellike
  • 2 dl hakkede valnøddekerner
  • 100 g hakket chokolade
  • 400 g mel
  • 2 tsk. bagepulver

Sådan gør du

Pisk æg og flormelis skummende. Tilsæt smør, 3 dl mælk, revet skal og citronsaft, vaniljesukker, stødt ingefær, stødt nellike, valnøddekerner, chokolade. Vend bagepulver i mel og vend det i dejen til sidst. Hæld dejen på muffinforme og bag i ca. 20 min. ved 175 °.

Valnøddepaté

Ingredienser

  • 2 løg
  • 2 porrer
  • 2 gulerødder
  • 2 håndfulde svampe
  • 1 håndfuld friske krydderurter (fx rosmarin, timian og oregano)
  • rapsolie
  • 3 dl fløde
  • 5 dl kogte brune ris
  • 2 dl finthakkede valnøddekerner
  • 3 æg
  • revet muskatnød
  • 1 dl grøntsagsbouillon
  • salt og peber

Sådan gør du

Hak løg, porrer, gulerødder, svampe og friske krydderurter. Svits det hele et par minutter i rapsolie. Kom det svitsede op i en stor røreskål og tilsæt fløde, ris, valnøddekerner, æg, lidt revet muskat og 1 dl grønsagsbouillon. Rør det hele godt sammen, kom det i et smurt ovnfast fad. Bag pateen ca. 1 time ved 175 °. Servér med en god salat.

Valnøddeboller

Ingredienser

  • ½ pk. gær
  • 5 dl håndvarmt vand
  • 1 dl tykmælk
  • 1 dl havregryn
  • 2 dl hakkede valnødder
  • Ca. 5 dl hvedemel
  • Ca. 4 dl speltmel
  • 1/2 tsk salt

Sådan gør du

Opløs gær i vand. Rør salt, tykmælk, havregryn og valnødder i. Tilsæt melet lidt efter lidt, indtil dejen er lind og slipper. Lad hæve ca. 1 time ved stuetemperatur. Form ca. 20 boller og lad dem hæve ca. 30 min. Bag bollerne i ca. 30. min. ved 175°

Valnøddepesto

Ingredienser

  • 1 dl valnøddekerner
  • 1 dl grofthakket persille
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk salt
  • 1 knvsp. peber
  • rapsolie efter behov

Sådan gør du

Blend valnødderne, persille, hvidløg, salt og peber med olie (tilsættes lidt efter lidt). Rapsolien gør pestoen lind. Nyd pestoen på valnøddebollerne, sammen med valnøddepatéen, til ost osv.

Mest læste artikler