Syltning af friske grøntsager – 5 nemme opskrifter

Hæld sensommerens store udvalg af friske grønsager på glas - rødbeder, lime-citron pickles, grønne tomater, grøntsagspickles, blommechutney. Få 5 lækre opskrifter her.


Forberedelse til syltningen

Sørg for, at råvarerne er friske og af bedste kvalitet. Og rengør sylteglassene omhyggeligt, og skyl dem i Atamon.

1. Syltede små hele rødbeder

  • 1 kg små rødbeder
  • 3/4 l eddike
  • 300 g sukker
  • 4 hele nelliker
  • 2-3 skiver peberrod
  • Atamon

Sådan gør du (syltede rødbeder)

Vask rødbederne grundigt, og kog dem ca. 20 min. i letsaltet vand – afhængigt af størrelse. Skyl straks rødbederne i iskoldt vand, og gnub skallen af. Bring eddiken i kog, og tilsæt sukker og nelliker. Kom rødbederne i et glas skyllet i Atamon sammen med peberroden, hæld den kogende lage over, og luk glasset.

2. Lime-citron-pickles

Smager forrygende til indisk mad – karryretter og de fleste gryderetter.

  • 4 lime, helst økologiske
  • 2 citroner, helst økologiske
  • 60 g salt
  • 1 spsk. sennepskorn
  • 1 tsk. fennikelfrø
  • 2 stjerneanis
  • 3 tørrede chilier
  • 200 g rørsukker
  • 1 spsk. stødt ingefær
  • 3/4 dl vand
  • Atamon

Sådan gør du (lime-citron-pickles)

Skær limefrugterne i kvarte og citronerne i både, og kom dem i en skål. Drys med salt, og lad det trække i 24 timer. Rist sennepsfrø, fennikelfrø, stjerneanis og chili i en tør sautérpande eller gryde, til kornene begynder at poppe.

Tag panden af varmen, tilsæt den afdryppede saft fra citrusfrugterne, sukker, ingefær og vand, og kog 2 min., til sukkeret er opløst. Kom lime og citron i et sylteglas skyllet i Atamon, og hæld lagen over, så frugterne er dækket. Luk glasset, og opbevar frugterne mindst 4 uger i køleskab, før de spises.

3. Syltede grønne tomater

Smager skønt til stegte kødretter – eller en stegt rødspætte.

  • 1 kg grønne umodne tomater
  • salt
  • 3/4 l vand
  • 3/4 l eddike

Kogelage

  • 1/2 l hvidvinseddike
  • 600 g sukker
  • 1 stang vanilje
  • 1 stang kanel
  • 2 tørrede chilier

Sådan sylter du grønne tomater

Skyl tomaterne, og skær stilken væk. Gnid derefter tomaterne med salt, og lad dem trække et døgn ved stuetemperatur. Tør saltet af tomaterne, og kog dem ca. 3 min. i vand og eddikeblandingen. Tag tomaterne op, og skyl dem straks i koldt vand. Bring eddike, sukker og krydderier i kog, tilsæt tomaterne, og lad dem koge ca. 5 min. Skyl sylteglasset i Atamon, fyld det med tomaterne og kogelagen, og luk til.

Læs mere om syltning af grønne tomater her

4. Grønsagspickles med karry

Lækker til fx oksebryst, roastbeef og smørrebrød, eller du kan bruge den finthakket til remoulade.

  • 200 g blomkål
  • 200 g gulerod
  • 1 00 g skalotteløg
  • 200 g små tomater
  • 200 g grønne bønner

Saltlage:

  • 1 l vand
  • 125 g salt

Kogelage

  • 1 l eddike
  • 375 g sukker
  • 1 brev Melatin syltekrydderi
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. gurkemeje
  • Atamon

Sådan gør du (Grønsagspickles med karry)

Rens grønsagerne, og skær dem i mindre stykker, og pil skalotteløgene. Bring vand og salt i kog, og køl af. Hæld saltlagen over grønsagerne, og lad dem trække natten over. Bring eddiken i kog, tilsæt sukker og krydderier, og lad lagen koge et par minutter.

Tag grønsagerne op, og kassér saltlagen. Blanchér grønsagerne et par minutter i kogelagen – tomaterne skal dog først i til sidst, de skal højst have nogle sekunder. Skyl grønsagerne i koldt vand, og kom dem i Atamonskyllede sylteglas. Sæt kogelagen til afkøling, og hæld den over grønsagerne, når den er helt kold. Luk til.

5. Blommechutney

Perfekt til vinterens gryderetter.

  • 1 kg blommer
  • 350 g rørsukker
  • 1/4 l hvidvinseddike
  • 100 g rosiner
  • skallen af
  • 1/2 citron
  • 2 fed hvidløg
  • 30 g frisk ingefær
  • 1 løg
  • 25 g salt
  • 1 tørret chili
  • Atamon

Sådan laver du blommechutney

Skær blommerne i mindre stykker, og hak citronskal, hvidløg, ingefær og løg fint. Kom det hele i en gryde, tilsæt sukker, eddike, rosiner og chili, og bring det langsomt i kog. Lad chutneyen koge ca. 1 1/2 time, til den begynder at tykne, hæld den på glas skyllet i Atamon, og luk til.

3 gode syltetips

  1. Opbevar de syltede ting et tørt, mørkt og køligt sted.
  2. Hvis tingene begynder at gære en lille smule, kan du redde dem med et opkog og derefter hælde dem tilbage på rengjorte glas.
  3. Kommer der mugangreb, bør de syltede ting kasseres.

Mest læste artikler