Krydr din pizza med egne urter

Det er ikke svært at lave dit eget pizzabed. Og der findes ikke noget bedre end varm, sprød pizza med drys af egen avl.

Lær at dyrke oregano, merian, basilikum og hvidløg

Dyrkning af basilikum kræver ikke den helt store indsats, men én ting er afgørende for din succes: Basilikum skal have læ for at trives.

Læs også: Dyrk din egen basilikum i haven

Det er en god idé at starte inde, hvis du vil dyrke basilikum fra frø. Det kan ske allerede først i marts, men du kan nå det endnu.

Der findes mange sorter, men Sweet basilikum anvendes ofte i madlavningen. Rød basilikum har en skarpere smag, og Lemon basilikum har et strejf af citron. Prøv dig frem, så du finder din favorit.

Frø skal sås tyndt

Så frøene tyndt. Dæk frøene med ca. ½ cm priklejord, og dup forsigtigt jorden på plads med en pegefinger. Vand forsigtigt. Basilikum tåler ikke at tørre ud, så uanset hvor du er i plantens vækst, er det vigtigt at sætte dem et sted, hvor du nemt kan holde øje.

Frøene spirer frem i løbet af en uge, og når du kan se to par blade, kan de sættes i potte. Lad dem endelig blive inde og sørg for, at de får min.  seks timers sollys om dagen.

Før du sætter dem ud, skal de langsomt tilvænnes ved et par
timers udeliv i dagtimerne.

Plant dem derefter i bed eller krukke i læ!

Husk at passe din basilikum med vand minimum en gang om ugen og gerne gødning (hver måned). Pas på ikke at vande stilk og blade for meget.

Nip de store blade

Når bladene er blevet store, kan du høste. Nip gerne bladene fra planten, så vokser nye frem. Sætter den blomster, skal de knibes væk, hvis du vil bevare en kraftig smag. Du kan evt. lade et par stængler springe i blomst, for de er både smukke og duftende.

Får du en kraftig vækst, kan du nippe blade fra og tørre dem i ovnen. (ca. 75° i et par timer afhængigt af bladstørrelse). Gem de tørre blade i en lufttæt beholder.

Ingen pizza uden merian og oregano

Du kan vælge mellem mange arter, og planterne er flerårige, så har du fået dem i god vækst, kan du regne med, at de spirer frem igen året efter. Husk dog, at de skal stå beskyttet, når frosten sætter ind.

De to urter bliver ofte forvekslet, men det gør ikke så meget, da de smager næsten ens og kan bruges i de samme retter.

Du kan dyrke oregano/merian på de fleste typer af jord. Urten vil gerne have masser af sol – men den er ikke så vandglad som de øvrige pizza-urter.

De fleste af arterne danner små tuer og sætter masser af blomster, så de er en fryd for øjet – og insekterne elsker dem.

Havemerian, Origanum majorana, er et godt bekendtskab for dig, som er ny i haven. Vælger du græsk oregano, Origanum Vulgare, får du en mere skarp smag, og Origanum compactum har også en kraftig smag og flotte lilla blomster.

Hvidløg dyrkes fra fed

Hvidløg er nemme at dyrke i haven, men de skal helst sættes i efteråret.

Du kan faktisk bruge fed fra de løg, du måske har i køleskabet til videredyrkelse, men venter du så langt frem som marts, før de kommer i jorden, skal du regne med, at de bliver små af vækst. Skal du først i gang nu, er det bedre at købe færdige planter på planteskolen.

Hvidløg tilpasser sig din jord, så du vil måske opleve, at de skifter farve fra sæson til sæson.

Vil du dyrke fra fed, gør du sådan: Vælg et solrigt sted til dine hvidløg og gennemarbejd jorden. Læg de uskrællede fed i ca. 7 cm dybe riller med spidsen opad. Der skal være ca. 10 cm mellem fedene, så de kan udvikle sig. Top med jord, så feddene er dækket af ca. 4 cm.

Vand i dagene efter såning og hold rillerne frie for ukrudt til du kan begynde at høste dine løg i juli måned.

Se også: Pizza – opskrift på hjemmelavet pizza

Mest læste artikler