Nye ideer fra læserne - august

Få her 14 geniale ideer fra vores læserne. Se eksempelvis, hvordan du undgår skrammer på panelerne fra støvsugeren, og hvordan du effektivt kan holde dræbersneglene ude af bedet.

1. Bløde armlæn

60'er liggestolene er populære igen, men armlænene er af den hårde slags. Et stykke rørisolering er perfekt til formålet. Fandt nogle rørskåle, og fik dem skåret til, så de passer til armlænet - så nu: ingen problemer med armene efter middagsluren. 

- Joan V. Boje

2. Hjælp af pinde

Vi havde voldsomt svært ved at få vores regulator på gasflasken skiftet. Så kom min  mand på denne  "vægtstangs-idè". Ja,  sådan fik vi løst det problem i en snæver vending.

- Randi L. Hansen, Hundested

3. I al slags vejr

Jeg løste mit ønske om at kunne sidde "ude" i dårligt vejr. Med venners hjælp satte jeg  dette lille drivhus på mit hus. Det er jo ikke ret stort. Vi lavede et vindue om til en dør, således, at jeg kan gå fra huset ud i glasstuen.

Det er en fornøjelse, at sidde der om aftenen i aftensolen med en god bog og et par stearinlys. 

- A. Strømsholt, Enø

4. Styr på brændet og bordet

Hos Jørgen Knudsen i Holstebro er der fuldstændig styr på brændet. Oven i købet er det stakket, så det syner helt skulpturelt. Og oven på brændelyet er der plads til at sysle med  planter, jord og krukker. 

Når familien Knudsen skal have pommesfrites, er det også her på bordet, at de friteres, så der ingen lugt er inden døre. Det funktionelle bord med hele tre funktioner er såmænd lavet af en lang palle, som er delt i to, og malet. Godt gået!

- Jørgen Knudsen, Holstebro

5. Sild, der strækkes

Til gæster køber vi kvalitets-karrysild. Når sildene er spist, er der altid megen lage tilbage. Vi køber almindelige sild på tilbud, klipper dem i mundrette stykker, lægger dem i lagen,  og så har vi budget-karrysild til hverdagsbrug.

- Mia, Løgstør

6. Halve borde

Har været på jagt efter en form for reol til alle mine krydderurter, men kunne ikke finde noget i den størrelse, som jeg ville have eller til de penge, jeg har. Men så kom ideen: Jeg købte et bænkebord, savede det over på langs og monterede et par ekstra bordben. Så fik jeg to gode borde – og jeg kan sidde med kaffekoppen og nyde solen.

- Dorthe Bervild, Brønshøj

7. Fjern "filmen"

Min farfar lærte mig at lave en blanding af 1 dl salmiakspiritus og 5 dl vand. Bland forsigtigt, så det ikke sprøjter. Blandingen er fantastisk til en forrude,hvor "trafikfilm" hindrer et godt udsyn. 

- Peter, Herning

8. Væk med sneglene

Jeg har skåret bunden ud af en opvaskebalje. Baljen er sat ned omkring min stikkelsbærbusk. Nu tjener den som  et fremragende sneglehegn.

- Inge-Lise, Esbjerg

9. Fine navne

På stranden kan du finde af havet hvidvaskede grene eller pinde. Sådanne naturlige pinde, kan forsynes med et plantenavn som skrives med en vandfast tusch, pinden stikkes diskret og smukt i jorden ved planten. Pænt ser det ud, og navnet kan jo også være plantens latinske navn, hvis det er det, man gerne vil huske.

- A.F. Svaneke

10. Selvklæber

Jeg har lavet mange ridser og sorte skrammer gennem tiden, når jeg støvsugede. Det sker ikke mere. Jeg har sat selvklæbende filt rundt om mundstykket på min støvsuger. Nu er problemet løst.

- Janne, Herning

11. Hæklede bånd

Alle mine garnrester bruger jeg til at hækle bånd. Båndene kan bruges til værtindegaven eller fødselsdagsgaven. Båndene kan også snoes i forskellige farver og garnkvaliteter. Det gør bare, at jeg føler ekstra glæde, når jeg pakker mine gaver ind.

- Stine, Brædstrup

12. Ens småkager

Jeg er vild med at bage småkager. Ofte skal de skæres med kniv, og her kan det være svært at få dem ens i tykkelsen.  Prøv at lægge et stykke bagepapir oven på kagerne på bagepladen og tryk med en anden bageplade, så bliver de lige tykke.

- Mette, Alschit

13. Genbrug til grøntsagerne

Er du vild med have og egen avl i køkkenhaven, så skulle du måske lure Mølgaards idé af. Han dyrker grøntsager i plantekasser, og de skal fyldes med vand, mange gange på en sæson, inden de friske grøntsager kan sættes på bordet. 

For at skåne ryggen og gøre det lettere at fylde vand i selvvandingskasserne i drivhuset - har Mølgaard udtænkt et snedigt genbrug af plastikflasker. Han skærer bunden af flasken (som kan være af mange former, så længe den har en god lang hals) og stikker tuden ned i et hjørne af plantekassen. 

Nu er det nemt at fylde op med vand. Mølgaard har en "tragt" i hver selvvandingskasse, og det har gjort arbejdet som vandmand meget nemmere.

- Mølgaard

14. Ild i kogle

Nedfaldne kogler er gode, når du skal tænde op i brændeovnen. Jeg samler dem ind i løbet af året, og lægger dem tørt, så de er klar, når der skal lidt ekstra hygge inden døre.

- E. Kristensen, Varde

4. august 2017
Mere om Læserideer

Genialt vandspare-tip: Brusevand til planterne

Christel Baumgart deler en genial idé: Om sommeren, hvor terrasse­ og altanplanter­ne skal vandes godt, har jeg en spand stående i brusekabinen, hvor jeg samler det første kolde vand inden brusebadet hver morgen. Det bliver til mange liter vand i løbet af sommeren. Du kan se mange flere af læsernes idéer her.

Smart læsertip: Sådan dyrker du salat og persille på flaske

Ligger du inde med nogle brugte plastikflasker? Så har du det, der skal til for at plante salat og persille, som er fri for jord! Læseren,...

Smart læsertip: Sådan undgår du knuder på din vimpel

Læseren med dette smarte læsertip, kommer fra Tilst og hedder Bjarne Vangsgaard

Genialt læsertip: Sådan laver du din parasol om til et espalier

Læseren, der har skrevet ind med denne smarte ide, hedder Kaj Nielsen og kommer fra Roskilde. 

Sådan hjælper du fuglene med at bygge rede

Vil du hjælpe fuglene med at finde materialer til at bygge rede? Så har vi en genial idé til dig.

Sodavand mod muldvarpe

Vi har fundet på en effektiv måde at bekæmpe muldvarpe i vores græsplæne. Når man ser et muldvarpeskud, skal man grave ned til muldvarpens...

Arbejdsbræt

Her er det en god arbejdsplads dækket med plastic og aviser, når stueplanterne skal omplantes og krukkerne på terrassen tilplantes. Skal vi grille, bliver det dækket med et festligt stykke stof og bliver til et anretterbord, hvor man kan gøre kødet klar til grilningen, idet der er dækket op med krydderier, olier og lign. Endelig kan højden reguleres, så det bliver alle tiders disk, når børnebørnene leger butik. 

Lige billeder

Er du træt af altid at skulle rette på dine billeder, fordi de hænger skævt på væggen? Køb et brev dobbeltklæbende klæbepuder og sæt en...

Krans der matcher

Hvis man mangler en lyskrans i samme farve som servietterne, kan den hurtigt laves på følgende måde: klip en cirkel ud af servietten,...

Så hatten passer

For at beskytte mig mod solen, er jeg hattemand. Jeg har bøllehatte, kasketter, safarihatte, cowboyhatte m.m., og fra tid til anden må de nødvendigvis en tur i vaskemaskinen. Som regel kryber hattene i vask, men nu trækker jeg dem ned over en 5 liters gulvspand og lader dem tørre der. Derefter har jeg ikke mere problemer med pasformen. 

Ro på rullen

Når vi sidder udenfor og spiser med køkkenrullen på bordet, er det meget irriterende, når det halve af rullen blæser op ved det mindste...

Klodsbakke

Når man skal bære f.eks. porcelæn, madva rer m.m. ud i haven, så brug en klodskasse i stedet for en bakke. Der er mere plads, og man skal...

Varmt og rent

Når jeg skal varme et par frikadeller eller et par skiver kød, putter jeg det i en plastickogepose og lægger den oven i gryden med kartofler. Når kartoflerne er kogt, er kødet varmt og fuldstændig som nystegt uden brug af fedtstof. Samtidig undgår jeg at gøre en fedtet pande ren.

Varmt til fryseren

Jeg købte nogle billige havehandsker, som jeg bruger, når jeg skal tage ting op af frostboksen. På den måde bliver hænderne ikke så kolde.

Ingen oliepletter

Jeg bruger piberensere om flasker med olie, dressing o.s.v., så løber det ikke ned af flaskerne.