Bonderøven guider dig til selvforsyning og det enkle liv

Frank Erichsen, nok bedre kendt som bonderøven fra DR’s programmer af samme navn, har udgivet andet bind om det enkle liv med udgangspunkt i gården på Djursland. Her deler han ud af sine erfaringer og gode råd om selvforsyning, bl.a. om kartofler, bær, gedehold og hegn.


Gode råd om selvforsyning

Foto: I bogen ”Det enkle liv – flere skridt på vejen mod selvforsyning” bliver du budt inden for i Frank Erichsens hjem Kastaniegården på Djursland. Her forsøger han sammen med sin familie at leve så selvforsynende som muligt, og han giver masser af gode råd videre. De selvforsyningsprincipper han bruger, har han enten læst om eller lært om af ældre bondefolk fra forskellige steder i verden.

Geder, bær og grindbygninger

Bogen er delt op i seks forskellige afsnit; om gedehold – fra ankaffelse til garvning af skindet – kartofler, hegn, huggehusarbejde, grindbygning og bærdyrkning. Du kan også se, hvordan du laver rangler og gynger til børnene. Frank Erichsen vil gerne give folk kundskaber gennem bogen, og meget af det han skriver om, kan alle kaste sig over. Der er dog undtagelser som fx grindbygning, en gammel måde at konstruere bygninger på, der kræver basale tømrerkundskaber hos læseren.

Holdning bag projekterne

Hvis man ikke lige har plads til geder, kartoffeldyrkning eller grindbygning, kan man alligevel sagtens blive inspireret af forfatterens tanker om selvforsyning og små historier fra livet på gården – og en afstikker til Tanzania. Der er nemlig en holdning bag projekterne og et ønske om en udvikling i en bæredygtig retning og om at give folk en glæde ved selv at udføre projekter og dyrke maden selv.

Frank Erichsen
Det enkle liv- flere skridt på vejen mod selvforsyning
Gyldendal
235 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.

Mest læste artikler