Bagebog giver dig opskrifter på 24 kager uden mel

”Kager uden mel” er titlen på den lille men meget brugbare og inspirerende bagebog, som indeholder opskrifter på kager med masser af forskellige ingredienser – men ingen hvedemel. Med i købet får du facts om råvarer og historiske anekdoter. Prøv opskriften på boghvede- og banankage sidst i artiklen.

Foto: Morten HoltumSpændende ingredienser erstatter hvedemelet

Kager uden mel lyder måske ikke som rigtige kager, men du vil nok blive overrasket over, hvor mange lækre ting man faktisk kan bage uden at savne melet i dejen. Med opskrifterne er det ikke et spørgsmål om at vælge hvedemel fra, men om at vælge en masse andet til – fx nødder, mandelmel og tørret frugt.

Kendte kager plus lidt til

Bogens forfatter, Lise Lotz, vil gerne vise, at kager ikke automatisk indeholder mel, og langt de fleste kager i bogen er oprindelig uden mel – der er altså ikke tale om nye opfindelser og tilpasninger til et mel-frit køkken. Der er kager, som de fleste kender, gulerodskage, fragilité og chokolade-valnøddekage, men også mere eksotiske som hummus-småkager og kastanjekage.

En bonus ved opskrifterne er, at de også kan bruges af folk, der er intolerante over for gluten, da ingredienserne er naturligt glutenfri.

Facts om råvarerne og historiske anekdoter

En anden bonus ved bogen er, at den igennem de 48 sider er fyldt med facts om de mere eller mindre kendte råvarer, der indgår i kagerne, historiske anekdoter og forklaringer på kagernes navne. Vidste du for eksempel, at kagen pavlova er opkaldt efter en russisk balletdanserinde? Eller at beduiner har brugt dadler som prævention til deres hunkameler?

Med ”Kager uden mel” får du stillet lækkersulten og bliver samtidig lidt klogere.

Lise Lotz
Kager uden mel
Forlaget Vingefang
48 sider
Vejl. pris: 100 kr

Bogen kan købes hos boghandlere, på Dansk Hjemmeproduktions hjemmeside og hos Forlaget Vingefang

Få opskriften på boghvede- og banankage
#br

Foto: Morten HoltumBoghvede- og banankage

1 randform (ca. 10 stykker)

225 g boghvedemel
225 g sukker
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt
2 æg
2 dl vindruekerneolie
100 g rosiner
150 g dadler
2 bananer

Evt. pynt: 50 g valnødder eller pecannødder

Boghvede er – på trods af navnet – slet ikke i familie med hvede. Planten er derimod beslægtet med rabarber.

Sådan gør du
Rør de tørre ingredienser boghvedemel, sukker, bagepulver og salt sammen i en skål. Tilsæt æg og olie, og rør det til en jævn dej. Rør rosiner og dadlerne – skåret i småstykker – i dejen. Mos bananerne, og tilsæt dem til dejen. Rør til de er godt fordelt.

Hæld dejen i en smurt randform. Bag kagen ved ca. 175° i 35-40 min.

Se også: Opskrift – svampet banankage med glasur

Mest læste artikler