Træbeskyttelse – sprøjtemaling eller pensel?

Vil du spare tid? Så er sprøjtemaling til træbeskyttelsen en god idé. Metoden egner sig til træbeskyttelse på terrassen, hegn, udhæng, skur og carport - ja, faktisk overalt. Men ofte er den gode, gamle pensel alligevel bedst - og hvornår er egentlig det?


Inden du går i gang skal du fjerne algerne 

Start med algerne. Sprøjt dem med et algemiddel. Det skal sidde i 4-5 dage, indtil både alger og rødder er døde (når algerne skifter farve fra grøn til brun). Herefter skrubbes træet med grundrens, så alger, fedt og snavs er væk. Skyl med rent vand.

Når træet er tørt – beslut så, hvordan du vil male

Når træet er tørt, skal malerskaller og løs maling slibes bort eller skrubbes med en stålbørste. Før du går i gang, skal du beslutte hvilken metode, der egner sig bedst: Pensel og rulle eller sprøjtepistol.

Du skal bruge:

  • Træbeskyttelse
  • Filt til afdækning
  • Malertape og evt. kraftig tape til filten
  • Tørvejr

Hvis du vil bruge sprøjte, kræver det:

  • En malersprøjte og en pensel
  • Åndedrætsværn

Hvis du vil pensle/rulle:

  • Stor pensel til de store flader ca. 3-4 tommer
  • Mindre pensel til afsætning, fx 2 tommer
  • Lille ½ tomme pensel til de svære steder
  • Malerbakke
  • Plastikposer
  • En rulle med lidt “pels” giver et fornuftigt lag træbeskyttelse og en pæn overflade 

Hvis du vil sprøjtemale

Har du et hegn med masser af kringelkroge eller flettede lameller, er det tidsbesparende at sprøjte træbeskyttelsen på. Brug afdækningsfilt, gaffatape og malertape, og gå grundigt til værks.

Pas på husmuren

Grænser hegnet op til et hus, skal du afdække min. 1/2 m ind på husmuren. Hvis du har fliser op til hegnet, skal de afdækkes et par meter ud fra hegnet. Sørg også for at sprøjte på en vindstille dag.

Så er du klar til at male 

Når afdækningen er overstået, starter det sjove. Sprøjten rigges til efter anvisningerne. Det enkleste er at købe malersprøjte og træbeskyttelse, der passer sammen. Så er du sikker på, at det har den rette viskositet (hvor flydende beskyttelsen er), så det flyder godt i malersprøjten. 
  
Olie eller vand – vælg den rigtige træbskyttelse

Vælg en pumpesprøjte

Gå efter en sprøjte, der skal pumpes op ved håndkraft. Så er du fri for ledning, når du skal ned bagerst i haven. Tjek også, hvor meget maling, der kan være i sprøjten. Da det store arbejde ligger i at dække af, gøre klar og gøre sprøjten ren efter brug, er det smart at male alt dit træværk på én gang. Malersprøjten kan godt ligge et par timer uden at tørre ind.

Fordele ved sprøjtemaling:

  • Når først afdækningen er på plads, går det hurtigt. Jo længere “reelt” hegn, der er, jo mere tid sparer du.
  • Det er så nemt at give andet lag, at du ikke kommer til at “snyde” og nøjes med 1 lag!
  • Det er nemt at komme ind bagved tværbrædder, flet, i kroge osv.
  • Du undgår de værste dårlige arbejdsstillinger. Ulemper
  • Afdækningen tager tid og skal være omhyggelig. Det er vanskeligt at undgå lidt “malestøvregn”.
  • Rensning af malersprøjten tager tid.
  • Sprøjtens skyllevand skal afleveres som farligt affald.

Maling med pensel og rulle tager længere tid

Maler du med pensel og rulle, kommer du ind i alle sprækker – men det tager tid at komme hele vejen rundt. Afdækningen er til gengæld noget lettere. Du kan nøjes med at lægge afdækningsfilt ud på jorden

Brug mindre ruller til uhøvlede brædder

En rulle er god, når du skal male et stort, glat stykke væg. Og har du en stor, glat facade af høvlet træ, er rullen perfekt. Sværger du til en rulle også til uhøvlede brædder, så undgå de helt store ruller. Her er en mindre fx. 9 cm bred rulle god, fordi du så kan tage et bræt ad gangen og evt. gå efter med penslen. 

KPolyesterfibre

Specielt når træet er uhøvlet, har du brug for en slidstærk rulle, og her er polyesterfibre det mest velegnede. Mens du normalt vil bruge en mere “langhåret” rulle til at male en væg indendørs – her kan luven være op til 20 mm – vil en rulle med en fiberlængde på 10 til 12 mm være bedre egnet til træbeskyttelse. Længere fibre har tendens til at klaske sammen, når de bliver mættet af træbeskyttelse.

Læs også: Sådan bygger du selv en træterrasse

Mal første med rulle og derefter pensel

Om du vil dække “nabomuren” og beslag af med malertape, er et spørgsmål om temperament og håndelag. Hvis hegnet har egnede flader, er det hurtigst at starte med en rulle og tage alt, hvad rullen kan klare. Herefter maler du resten med pensler.

Fordele og ulemper ved at bruge rulle og pensel:

  • Det er nemt at “smøre tykt på” og duppe træbeskyttelse ind i revner og på det sarte endetræ.
  • Afdækningen går hurtigt.
  • Arbejdet tager tid og kræver en del af tiden dårlige arbejdsstillinger.
  • Der er ingen besparelse ved andet lag.
  • Det er vanskeligt og tidskrævende at få penslen ind i alle kroge/overlap. 
  Fotos: Lise Mortensen Høy
  Beskyt evt. metalbeslag med malertape.

Dæk beslagene til

De fleste forsøger at pakke metalbeslag ind i afdækningstape, før de maler. Men det er svært at få tapen til at beskytte alle kanter. Prøv i stedet at fugte beslaget med en våd klud, så suger det ikke træbeskyttelsen. Mal rundt om beslaget, du kan evt. komme ind under beslaget, hvis der er plads. Tør med det samme træbeskyttelsen af beslaget med en fugtig klud.

Skal du male igen næste dag

Skal du male igen inden for et par dage, behøver du ikke at vaske pensler og ruller. Læg dem i en plastikpose og tryk luften ud. Så tørrer de ikke. 

Pas på miljøet efter du har malet

Træbeskyttelse må aldrig skylles ud i kloakken. Det gælder også skyllevand, når pensler og sprøjte skylles. 

Mest læste artikler