10 facts om den norske skovkat for kommende og nuværende ejere

Har du en norsk skovkat eller overvejer du at anskaffe dig én? Her kan du finde info om baggrund, helbred og særlige egenskaber. Få også overblik over priser på den norske skovkat, som for få årtier siden faktisk var udryddelsestruet.


Norsk skovkat – den komplette guide

Norske skovkat er en af de mest populære racekatte i Danmark. Det er der mange gode grunde til: Det er en sund og klog kat med en imponerende pelskåbe, et generelt imødekommende sind og meget imponerende klatreegenskaber. 

I dag kender alle katteelskere til norske skovkatte. Det har ikke altid været tilfældet. For få årtier siden var den faktisk truet af udryddelse. Her kan du læse mere om norsk skovkat. Du kan enten fortsætte læsningen i ro og mag eller klikke dig frem til lige netop den information, du søger, via de 10 links herunder:

10 facts om norsk skovkat

  1. Den norske skovkat var tæt på udryddelse                                              
  2. Priser på norsk skovkat
  3. Mesterklatreren
  4. Katteracens fire forskellige pelsmønstre
  5. Den næststørste katterace i verden
  6. Norsk skovkat i familie med Maine Coon
  7. Helbredsproblemer hos norsk skovkat
  8. Pels og underpels
  9. Norsk skovkat i nordisk og norsk mytologi
  10. Populær i hele Europa

1. Den norske skovkat var tæt på udryddelse

Den norske skovkat har ikke altid været en kælen fætter, der lå og godtede sig i vindueskarmen. Katten har i århundreder levet vildt i dens hjemland, Norge. Her blev den norske skovkat genopdaget tilbage i 1930’erne som en kat med mulighed for avl og med et potentiale som huskat. Det satte anden Anden Verdenskrig dog en stopper for, inden avlen for alvor tog fart.

Vi skal helt frem til 1970’erne, før man i Norge atter fik øjnene op for skovkatten, og her var det faktisk på grund af dens manglende tilstedeværelse. I 1970’erne fik den norske skovkat fornyet bevågenhed, fordi der blev færre og færre af dem. Parres en korthåret og en langhåret fører det nemlig til korthårede katte.

I 1975 oprettede nogle norske katteopdrættere en forening, hvis formål var at bevare den norske skovkat som race. Foreningen hed Norsk Skogkattring, og i 1976 blev den anderkendt i FIFE (fédération Internationale Féline).

I 1990 blev der lukket for godkendelse af nye dyr fra naturen, de såkaldte novicekatte. Nu var puljen af avlsdyr og gener nemlig stor nok til, at racen kunne bevares – uden at det ville give problemer med indavl. Dermed var den norske skovkats overlevelse sikret.

2. Priser på norsk skovkat

En norsk skovkat med stamtavle er ikke billig, men priserne kan variere meget. Kattene handles i et prisleje, der ligger mellem ca. 3.000 og 5.000 kroner. Den enkelte kats pris er dog afhængig af en række forskellige faktorer:

  • Kattens alder har stor betydning for prisen. En ældre kat kan erhverves via adoption for en betragteligt mindre sum, måske ned til kroner 1.000 kroner.
  • Katte til avl og udstilling er dyrest. Skal katten skal bruges som kælekat eller til udstilling og avl er prisen høj. De mest kostbare katte er normalt killinger med fremtiden for sig på udstillinger og som avlskatte
  • Billigere i Jylland. Racekatte – og altså også norske skovkatte – er ifølge hårdnakkede rygter ofte lidt billigere i Jylland end på Sjælland. 

Til toppen

3. Mesterklatreren

 
Intet træ er uindtageligt for en norsk skovkat  

Kat eller Tarzan? Det kan nogle gange være svært at kende forskel – så fantastiske klatreevner har den norske skovkat. Hvis du nogensinde har set en kat klatre ned af et træ med hovedet først, er der høj sandsynlighed for, at det var en norsk skovkat, så sikkert bevæger den sig rundt i højderne. 

Racen har større og mere robuste klør end de fleste andre katteracer. Kløernes effektivitet giver den norske skovkat exceptionelle muligheder for at nå uanede højder, når de klatrer rundt i træer og trætoppe. Den norske skovkats bagben er desuden ekstraordinært muskuløse. Det giver dem et stort fortrin, både når de skal springe, og når de skal sikre sig fodfæste i eksempelvis træer.

Til toppen

4. Katteracens fire forskellige pelsmønstre

 
Norsk skovkat – enten makreltabby eller ticked tabby  

Når man taler om forskellige mønstre på katte, beskriver man dem med en fællesbetegnelse, der hedder “tabby”. Det er i kattegenetikkenen en overordnet betegnelse for pelsmønstre .

Den norske skovkat kommer i fire forskellige tabbymønstre – makreltabby, blotched tabby, spottet tabby og ticked tabby:

  • Makreltabby: En kat med striber.
  • Spottet tabby: En kat med pletter.
  • Ticked tabby: En kat med striber på benene og i hovedet, men hvor resten af kroppen er ensfarvet.
  • Blotched tabby/Klassisk tabby: En kat med et marmoreret eller ringformet pelsmønster. 

Den norske skovkat har disse fire overordnede mønstre, men hvert mønster kommer i mange forskellige farver.

Styrken på kattens farve beskrives i rufisme-gener. Hvis en sort kat er næsten helt grå, kan man sige, at den har få rufisme-gener. Hvis den derimod er varm og gylden i farven, har den mange rufisme-gener.

Til toppen

5. Den næststørste katterace

 
Kraften i de muskuløse bagben fornemmes tydligt i denne norske skovkat.  

Skovkatten fra Norge er en stor, stærk og muskuløs kat. Racen er dog samtidig slank og smidig med ekstraordinært stærke bagben. Dette sætter sit præg på kattens løbemetode og de kraftfulde spring, som den norske skovkat er kendt for.

Skovkatten er ligeledes en af de katteracer, hvor man ser størst forskel mellem hunnerne og hannerne. Hankatten kan blive omkring 5,5 kg og helt op til 7 kg. Det er større end adskillige mindre hunderacer.

Hunnerne bliver lidt mindre, men de er stadig store af en kat at være, nemlig omkring 3,5 kg til 4,5 kg. Steriliserede eller kasterede norske skovkatte bliver ofte lidt større end ikke-steriliserede katte. 

Den norske skovkat er en af de største katteracer i verden. Faktisk er det kun Maine Coon-racen, der bliver større end den norske skovkat.  

6. Den norske skovkat er i familie med Maine Coon katten

Kun Maine Coon-katten overgår den norske skovkat i størrelse, og det er ikke helt tilfældigt. 

Den norske skovkat og Maine Coon-katten er nemlig overraskende tæt gentisk beslægtede. Det kan undre, eftersom de to katteracer er adskilt af et mægtigt Atlanterhav. En seriøs teori forklarer dette med, at det var vikingerne, der bragte den norske skovkat med sig som skibskat, da de i en kortvarig periode i vikingetiden kolonialiserede det såkaldte “Vinland” i Nordamerika. Dette Vinland kan meget vel have ligget tæt på den nuværende delstat Maine, som Maine Coon er opkaldt efter, fordi det er her den som vildkat havde sit hjemsted.

Norske skovkat er desuden nært beslægtet med den sibiriske skovkat. Maine Coon katten er den største af de tre katteracer, stærkt efterfulgt af den norske skovkat.

Hvis man forsøgsvis skal beskrive forskellen på de to racer ud for subjektive vurderinger fra ejere af de to katteracer, så kan man sige, at den norske skovkat til sammenligning med Maine Coon-katten er initiativrig, intelligent, frygtløs og modig, hvor Maine Coon racen er mere blid, kærlig og hengiven.

Den norske skovkat deler derudover mange egenskaber med den største katterace. De trives begge to godt sammen med andre katteracer, hunde og børn. De er kort sagt meget velegnede som familiekatte.

7. Helbredsproblemer og sygdom hos den norske skovkat

Generelt er den norske skovkat en sund katterace. Katten er ikke indavlet ligesom mange nyere katteracer (som f.eks. Ragdoll), som døjer med helbredsproblemer, fordi arvemassen stammer fra meget få individer.

Der er dog hos norsk skovkat nogle forhold, man skal være opmærksom på. Der er hos norsk skovkat en generel højere forekomst af Hypertrofisk Cardiomyopaty (HCM), som er en sygdom, hvor hjertemusklen fortykkes. Det kan i særlige tilfælde føre til hjertesvigt. Der er også en en tendens til, at sygdommen hoftedysplasi kan ramme dem.

En anden ting, du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at anskaffe dig en norsk skovkat som huskat er, hvorvidt killingerne får den sociale stimulering, som er ekstremt vigtig for skovkattens udvikling og videre evne til at begå sig i sociale sammenhænge.

En norsk skovkat har brug for meget socialt samvær allerede fra killing, hvis den skal kunne fungere som familiekat. Derfor kan det være en fordel at besøge killingen ved opdrætteren flere gange, inden du henter den hjem. På den måde kan du se, om killingerne er vokset op under de rette sociale forhold.

Til toppen

 
Var det norske skovkatte, der trak kærlighedsgudindens Frejas karet?   

8. Norsk skovkat i nordisk og norsk mytologi

Der findes flere forskellige myter om smukke, langhårede katte i nordiske mytologi og i norske myter.

Det siges, at gudinden Freja, der symboliserede kærlighed, frodighed og skønhed i den nordiske mytologi, red i en karet trukket af store, flotte og langhårede katte.

Myterne gik på, at, når Freja red over menneskets marker i sin “kattevogn”, ville høsten spire og vokse sig stor. Gårdejere, der satte skåle med mælk ud til Frejas katte, ville blive velsignet med en god høst. 

Der findes andre fortællinger fra nordisk mytologi, hvor man støder på de særlige katte, heriblandt fortællingen om Thor, der skal løfte Lokes søn Midgårdsormen, Jormungand, der er forklædt som skovkat.

Det er ikke kun i den nordiske mytologi, man støder på den norske skovkat. Andre gamle norske myter fortæller om en stor, langhåret, bjergklatrende og fe-lignende kat med klatreevner, som ingen før havde set hos nogen kat.

Det er ikke svært at forstå, at man så skovkatten som et overnaturligt væsen. Med den lange pels, de gennemborende øjne og spidse, lange ører kunne katten sagtens minde om noget fra eventyrbøgerne.

9. Pels og underpels på den norske skovkat

Det kan godt være, at de norske skovkatte kommer i stort set alle farver og mønstre, men de har alle sammen én ting til fælles: de har alle sammen en langhåret dobbeltlagspels med vandafvisende dækhår.

Den vandafvisende pels har været en life-saver gennem den norske skovkats levetid. Om efteråret udvikler katten en tyk og ulden underpels. Pelsen bliver tykkere, jo koldere vejret er. Sammenholdt med dækhårene gør denne pels, at katten kan bevæge sig rundt i den kolde skandinaviske natur uden at mærke synderligt til det.

Den norske skovkat har også tyk pels inde i ørerne, der både fungerer som en slags kulde- og høreværn. Racen har den samme form for tykke pels mellem tæerne på poterne. Her fungerer pelsen som en afart af vinterstøvler. 

Disse træk har i særdeleshed hjulpet racen til at overleve i snedækkede og hårde skandinaviske vintre gennem tiderne. 

Om foråret taber skovkatten sin underpels. Herefter har den blot de lange, lettere olierede dækhår, der smyger sig om kattens krop, tilbage.

10. Den norske skovkat er populær rundt om i Europa

Den norske skovkat er en ganske populær race rundt omkring. Især i Skandinavien er vi vilde med den. I udlandet har racen fået det populære kælenavn ”Wegies” som er en forkortelse af “Norwegians”.

Racen er højt favoriseret hos os i Norden, hvor den er blandt favoritterne i både Danmark, Sverige og på Island. Faktisk har den norske skovkat også opnået en populær status i Frankrig.

Til toppen

Den norske skovkat – en kat med temperament

 
Norsk skovkat – killinger  

Skovkatten er en meget selvstændig kat, der generelt er mindre frygtsom end andre katteracer. Den elsker at udforske og er meget aktiv. Dermed er det ikke sagt, at skovkatten ikke er en kat, der knytter sig til sin ejer – tværtimod.

Den norske skovkat knytter sig i høj grad til sin ejer, faktisk vil mange sige, at den på dette område kan minde utroligt meget om en hund. Aktivitetsniveauet minder også meget om en hunds samtidig med, at skovkatten er en meget intelligent race.

Den norske skovkat er meget snakkende, kontaktsøgende og på samme tid legesyg – du ville meget nemt kunne lære katten små kommandoer. Skovkattens modige sind fungerer rigtig godt sammen med både andre katte og hunde, da den ikke bliver skræmt af andre husdyr.

Den norske skovkat er også et rigtig godt valg, hvis du ønsker dig en meget kælen kat, der er villig til at putte på sofaen. Hvis du giver din norske skovkat den tid og opmærksomhed, som den kræver, er det en af de mest kærlige katteracer, der findes, og som nyder en hyggelig stund på skødet af sin ejer.    

Kilder: mentalfloss.com

Mest læste artikler