Disse hunderacer har det værst i kulden

Der er nok mange af os mennesker, som ville ønske, at vi havde en hundspels her om vinteren. Men faktisk kan vinterens kulde også blive for rå, særligt for visse hunde.

Særligt små hunderacer fryser i vinterkulden

Man skulle måske tro, at hundes pels kan holde hunden varm i selv de værste kuldegrader. Men det er langt fra tilfældet. Det er særligt de små hunderacer, som er udsat i vinterens kolde vejr.

Adfærdsbiolog og hundeekspert Jørgen Damkjer Lund udtaler: ”Du skal tænke på, at de små racer har en større overflade i forhold til deres kropsvægt. Det betyder, at de skal producere meget mere energi og have et højere stofskifte for at holde varmen.” 

Her kan du læse om 10 små hunderacer. 

Desuden har korthårede hunderacer normalt ikke så meget – eller slet ikke –  isolerende underuld, som de langhårede hunde. Dette gælder blandt andet chihauhau’en, der med sin korte pels og lille størrelse, er ekstra udsat i frostgraderne. Men det gælder også blandt andre bomuldshunden, der trods dens lange pjuskede pels har problemer med at holde varmen, da den ikke har underuld.

Tøj til hunden kan være nødvendigt

Eftersom det er særligt vanskeligt for små hunderacer at holde varmen, kan det derfor være nødvendigt med en hundefrakke. Du skal dog være opmærksom på, at hunde regulerer deres kropstemperatur gennem tunge og poter.

Hvornår er det så for koldt for din hund?

Trods en varm hundefrakke kan vinterens bidende kulde være for meget for din lille hund. Særligt poterne, der som nævnt regulerer hundens kropstemperatur, er udsatte i vinteren – både hvad angår vejsalt og kulde.

Her kan du finde en guide til, hvornår frostgraderne kan være farlige for din hund, og hvornår en lille tur er rigeligt. 

Hundens stofskifte nedsættes med alderen

Jo ældre hunden bliver, jo dårligere bliver hundens stofskifte også. Du skal derfor passe ekstra på, at din hund ikke bliver kold, da det kan være sværere for din gamle hund, at regulerer dens kropstemperatur.

Det kan derfor være en god ide at undgå, at din hund lægger sig på et koldt underlag – hvad enten det er indenfor og udenfor.

Avlen er skyld i, at hunde fryser

Hundens forfader, ulven, har ikke problemer med kulden. Tværtimod trives den fint i den vilde natur ned til minus 10-20 frostgrader. Ligeledes er slædehunde meget kuldetolerante. Når små hunderacer har problemer med kulde, er det fordi, det er fremavlede hunderacer.

Mennesket havde fokus på at fremavle hunde med et bestemt udseende, og mindre fokus på hundes sundhed og trivsel. Det resulterede i små, tyndpelsede eller måske ligefrem hårløse hunderacer, der med en højere legemstemperatur end almindelige hunde, simpelthen ikke kan modstå varmetabet.

Hvad sker der med hunden, når den fryser?

Det gælder for hunde, som det gælder for mennesker: Nedkøling af kroppen svækker immunforsvaret, så sygdomme er let modtagelige. Desuden er det ligeså ubehageligt for hunde at fryse, som det er for os mennesker.

Kilder: Videnskab.dk & Olivers.dk

Mest læste artikler