11 ting du skal vide om hunderacen corgi

Hvor meget ved du egentligt om hunderacen corgi? Her kan du læse 11 spændende facts om corgien og lære mere om sammenhængen mellem corgier og feer, vikinger og dronning Elizabeth II af England.

Pembroke welsh corgi og cardigan welsh corgi

Corgi er med tiden blevet mere og mere populære, men det er nu heller ikke så mærkeligt. Begge corgiracer er søde og intelligente hunde, der har mange egenskaber, der vil gøre dig blød i knæene. I Danmark er det cardigan welsh corgiracen, der er mest ubredt, hvorimod pembroke racen er en mere “sjælden” hunderace.

Her har vi samlet 11 af de bedste og sjoveste ting om den lille kortbenede hund, som du kan hygge dig med at læse.

corgi

1. Corgier uden hale

Der findes faktisk en race af corgierne, der ofte bliver født uden hale. De kan sagtens fødes med hale, men ofte fødes pembroke welsh corgier uden eller med en meget lille stump hale.

Manglen på halen var nyttig tilbage i tiden, da corgierne vogtede kvæg – så var der intet for køerne eller de andre dyr at træde på, når de blev hyrdet rundt.

I nogle lande er “docking” eller halekupering tilladt, hvilket betyder, at de rent kosmetisk får fjernet halen ved en kirurgisk indgreb, når hundehvalpene bliver født.

Det er ikke tilladt i Danmark og skandinavien, men det bliver brugt som en standard i nogle udstillingskonkurrencer for denne race, men altså ikke i Danmark. Med eller uden hale, så synes vi, at corgien er bedårende.

Læs også: Allergivenlige hunderacer – myter og virkelighed 

2. Corgier gør meget – men er alletiders vagthunde

Mange hunderacer gør meget, og corgien er ikke en undtagelse. Overvejer du at få en corgi, er det selvfølgelig noget, der skal tages med i overvejelserne. Det er dog på nogle punkter også en god egenskab, da corgien netop derfor er en god vagthund.

Før i tiden blev corgien brugt meget som hyrdehund, hvor den havde til opgave at alarmere hyrden, hvis noget ualmindeligt var på færde. Derfor er det ikke usandsynligt at din corgi gør, hvis den ser folk komme op mod hoveddøren, gå på dit fortov, eller hvis der sker noget, den generelt ikke er vant til.

Med andre ord vil din corgi højst sandsynligt gø, hver gang der sker noget, men du kan dog sagtens træne din corgi for at minimere dens gøen og få den til at stoppe på kommando.

Dog vil du højst sandsynligt aldrig kunne forhindre den i at gø til advarsel. Det ligger i dens natur, at den advarer dig om de ting, der er anderledes – og den stopper ikke, før du har gjort dit job og set efter, om de ting, der er anderledes, er farlige.

Det er ikke kun for at advare dig, at din corgi kan finde på at gø. Når du leger, har den også tendens til at give lyd fra sig. Den kan finde på at gø for at få dig eller noget andet til at flytte sig. Det er en tendens, den har taget med sig helt tilbage fra sin fortid som hyrdehund, hvor den styrede en flok får med sin gøen.

Læs også: Rolige hunderacer, som er kendt for ikke at gø

corgi

3. Corgi betyder “dværghund”

Corgiens navn kommer faktisk fra Welsh eller walisisk, som vi siger i Danmark. Corgien stammer fra Wales og har altid været en meget populær race i Storbritannien.

Den engelske dronning Elizabeth har 7 Welsh pembroke corgier og har haft racen, siden hun var ung. På walisisk betyder “cor” dværg og “gi” betyder hund. Derfor siger vi egentlig “dværghund”, hver gang vi siger corgi.

Læs også: 10 ting, du bør vide om franske bulldogs

4. Myter om corgien siger, at de stammer fra feer

Der findes mange sjove historier om corgiracen, og du har sikkert også selv hørt et par stykker, hvis du er ejer af en corgi.

Tilbage i tiden var der også mange fortællinger om corgien, og nogle gamle folkefortællinger antyder faktisk, at corgien stammer fra feer. Eller det vil sige, at fortællingerne fortæller om corgier, der var ansat af et magisk fe-rige.

Det siges, at corgierne stak af fra gårdene om natten og vandrede op i de walisiske bjerge for at arbejde for de magiske feer. Feerne skulle efter sigende have haft en ridende besætning, der red rundt på corgierne og hyrdede deres kvæg.

Fortællingen er selvfølgelig blot en myte, men det er nu en fortryllende tanke at forestille sig en fehær komme flyvende på magiske corgier.

Det siges faktisk, at de, der har et forstående hjerte og et skarpt øje, stadig kan se den svage aftegning af fesadlen på ryggen af en walisisk corgi og tøjlemærker på deres skuldre.  

hunderace

5. Corgi-napperi

Hvis du ofte omgås en corgi, har du nok stiftet bekendtskab med deres tendens til at nappe. Selvfølgelig forekommer napperi hos alle hunderacer, når de er hvalpe, men hos en corgi fortsætter dette ind i voksenårene og resten af livet.

En corgi napper, når den er hvalp, ligesom alle andre hunderacer. Denne form for napperi skal trænes væk, og corgien skal lære, at det ikke er okay at nappe og bide. 

En corgihvalp kan bide meget hårdt i forhold til andre hundehvalpe. Derfor skal du være opmærksom på dette, hvis du har småbørn i familien, og du anskaffer dig en corgi hvalp. Det tager tid og kræver tålmodighed at træne din corgi til ikke at bide i leg.

Den anden form for napperi, der kan forekomme, er ikke noget du som sådan kan træne væk, hvis ikke du begynder helt fra hvalp. Corgien kan finde på at nappe dig på benene eller bagerst på fødderne for at få dig til at flytte dig derhen, hvor den synes du skal være.

Det er en medfødt adfærd corigien har fra sin fortid som hyrdehund. Den napper ikke hårdt, men det kan være ret irriterende i længden, hvis den gerne vil flytte rundt på dig. Derfor skal du især være opmærksom på dette, og hvordan du korrekt håndterer napperiet, når du opdrager din corgihvalp.

6. Corgi i forskellige farver

Der findes to forskellige racer, når det kommer til den walisiske corgi. Pembroke welsh corgi og cardigan welsh corgi, der hver især er opkaldt efter Cardiganshire og Pembrokeshire i Wales.

Der, hvor du bedst kan kende forskel på de to racer, er egentligt i knoglestruktur, kropslængde og i størrelse. Den største af de to racer er cardiganen. Den har store afrundede øre og en lang hale, og den findes generelt i flere farver end pembroken. Den kan både være brun, sort og rødlig med hvide partier, men hvid er som regel ikke en dominerende farve.

Cardiganen bliver mellem 27-31 cm i skulderhøjde og og vejer ca. op til 14 kg. Cardiganen har en dobbeltpels med både underuld og yderpels, hvor yderpelsen er af en lidt hård tekstur og middellængde. Underulden er blød og tyk.  

Pembroken har spidse ører og kan være en del mindre en cardiganen. Pembroken er ofte født uden eller med en meget kort hale, men kan også sagtens forekomme med en lang hale, der krøller oven på den nederste del af ryggen. Den har en kort og tyk underuld, mens den ydre pels er af middellængde men tæt.

Pembrokecorgier bliver mellem 25-30 cm i skulderhøjde, og hannerne kan veje mellem 12-14 kg, hvor hunnerne vejer mellem 10-12kg. Pelsfarven ses oftest i ensfarvet rød, zobel, fawn eller black and tan, som de betegnes. Farverne findes både med eller uden hvide aftegninger på ben, bryst og hals.

Dronning Elizabeth II corgier er af pembrokeracen og har altid været hendes yndlingsrace. Hun har gennem tiden haft mere end 30 forskellige hunde, og hun har faktisk selv kreeret sin egen race.

Den engelske dronning har nemlig krydset en welsh corgi pembroke med en glathåret gravhund, også kaldet en dachshund, og frembragt en helt speciel hund med tilnavnet “dorgi”.

Læs også: 10 virkeligt søde blandede hunderacer  

corgi

7. Pels og pleje

Corgier har en helt speciel pels, nemlig en dobbeltlagspels, der gør, at de kan modstå næsten al slags vind og vejr. Men den prægtige pels har sin pris, da en dobbeltlagspels også fælder dobbelt.

En corgi fælder både underuld og yderpels to gange årligt, og derfor vil du til tider kunne finde en del hår rundt omkring i dit hjem, hvis du deler det med en corgi.

Du kan forebygge det meste af fældningen ved at børste din corgi grundigt hver dag i de perioder, hvor den fælder.

På grund af corgiens korte ben vil du også ofte opleve, at din corgi bliver våd på maven. Pelsen rammer jorden og bliver våd og snavset. Dette snavs bliver transporteret indenfor, hvis du ikke holder øje med det efter en gåtur.

Det kan umiddelbart virke, som om hunden ikke er beskidt under maven, da den har en vandafvisende pels. Men vandet og skidtet lægger sig i små bobler uden på pelsen og bliver transporteret med på corgiens vej.

8. Corgi vs. sibirisk husky

Det er ikke lige til at spotte ved første øjekast, men de små corgier deler faktisk forfædre med den majestætiske sibiriske husky.

Corgier har mindre tilfælles med hunde på deres egen størrelse og mere tilfælles med deres større hundebrødre. De kan måske ikke trække en slæde navigere gennem en snestorm, men de har den samme udholdende beslutsomhed som den sibiriske husky.

Begge hunde besidder en robust dobbeltlagspels og er yderst intelligente, hårdtarbejdende og energiske. Både corgien og den sibiriske husky tilhører hundetypen “spitz”. Der er ikke en race i sig selv, men mere en betegnelse, man har tildelt en speciel gruppe af hunde, der deler mange egenskaber.

Corgien tilhører den lille kategori af spitzhunde, hvor den sibiriske husky tilhører den store kategori.

Læs også: Disse egenskaber gør bomuldshunden til favorit blandt danskerne

corgi

9. De gamle vinkinger elskede corgien

Corgierne stammer som sagt fra Wales i Storbritannien, og racen siges at være blandt de ældste hyrdehunde i verden og over 3000 år gamle.

Ligeledes findes der også fortællinger, der påstår, at corgierne skulle have ledsaget vikingerne tværs over søerne, da de kom og bosatte sig i Wales.

10. Det kan give bøder at stjæle en corgi

.. Eller det kunne det før i tiden. Hvis du i gamle dage stjal en corgi under den walisiske lov, ville du få en bøde. Der var ret strenge straffe for at bortføre en af de firbenede medarbejdere, som der var stærkt brug for på de forskellige gårde. Dette viser bare en lille del af den respekt, som corgierne har tilegnet sig gennem tiden.

11. Corgi er intelligent og social 

Corgien er en meget vokal hund, og den bruger en bred vifte af lyde, når den forsøger at udtrykke sig. Den har meninger og holdninger til ting, den er bestemt, og den holder ikke igen, når den forsøger at få din opmærksomhed.

Det er en intelligent hund, og det får du også at mærke, hvis du anskaffer dig en. Corgier er hurtige til at opfange forskellige adfærdsmønstre, og derfor vil den også være meget hurtig til at lære unoder.

Det kan være rigtigt nemt at lære din corgi kommandoer som at sidde, ligge og rulle – men lige så nemt, som det er at lære den det, lige så nemt vil det være for corgien at lære ting, du ikke ønsker.

Den lærer hurtigt at huske, hvor du gemmer godbidderne, at du ikke kan fange den, når den løber fra dig uden snor, eller at du gav efter sidste gang, den tiggede ved bordet.

Derfor skal du være standhaftig i opdragelsen af din corgi og altid være et skridt foran den. Med det sagt er en corgi en hund, der elsker at tilbringe tid sammen med sine mennesker.

Corgier kan sagtens være alene hjemme og lider ikke som sådan af separationsangst, som andre hunde kan gøre det. Men når du er hjemme, vil din corgi hellere end gerne tilbringe sin tid i dit selskab.

Der er gang i corgien, som ville hade at blive efterladt i en hundegård, og det er næsten umuligt at lære en corgi, at den kun må opholde sig enkelte steder i huset.

Hvis det stod til din corgi, fulgte den dig overalt i huset og hjalp både til med madlavningen, tøjvask, og hvad ellers den måtte få lov til. En corgi vil følge efter sin ejer rundt i hele huset og foretrækker, at alle befinder sig i samme rum.

Det er igen grundet corgiens gener som hyrdehund, at den har denne adfærd, hvilket corgien har tilfælles med mange andre racer af hyrdehunde.

Læs også: 11 ting du sikkert ikke vidste om en labrador retriever 

corgi

Kilder: Corgicare.com, mentalfloss.com, www.rover.com

Mest læste artikler