Julefrokostmad med øl som krydderi – få fem opskrifter

Øl er et dejligt krydderi i julefrokostmaden - både på grund af de krydderier øl indeholder, men også fordi alkoholen er god til at balancere fedmen i julemaden. Få opskrifterne på rødkålssalat med øl-sirup, stegte sild i øllage, ølbraiseret andelår og vafler med øl. Øl kan desuden gøre flæskesvær ekstra sprød - vi fortæller hvordan.


Øl-sirup

En mørk øl koges sammen med 3 dl lys rørsukker. Når siruppen har den konsistens, du foretrækker, tager du gryden af komfuret og hælder siruppen i et skoldet glas.

Rødkål med øl-sirup

Et par håndfulde fintsnittede rødkålsstrimler vendes i et par spsk. ølsirup og et lille skvæt æblecidereddike. Valnødder hakkes groft og vendes i salaten sammen med tørrede tranebær.

Opskrifterne på øl-sirup og rødkålssalat er venligst udlånt af Piskeriset.dk

Vafler med øl

Ca. 12 stk.

200 g smør eller margarine
200 g mel
1 tsk. bagepulver
60 g sukker
½ tsk. salt
2 dl øl
1 ½ dl mælk
4 æg delt i blomme og hvide

Fremgangsmåde:
Smelt smør. Bland mel, bagepulver, sukker og salt. Rør øl og mælk i. Rør dejen ensartet. Tilsæt blommer og smør – pisk dejen glat. Lad den hvile i en halv time, før hviderne piskes stive og vendes i. Bag de første vafler med lidt smør på vaffeljernet.

Opskrift fra Margit Pindstofte, læser på idenyt.dk

Stegte sild

10 hele sildefileter
Rugmel til panering
Salt og peber
Hele blandede peberkorn
Løgringe

Sildefileter halveres – rygfinne skæres væk. Lægges i koldt saltvand i ca. 5 min. Dryppes af i et dørslag. Vendes i groft rugmel. Krydres med salt og peber. Steges ca. 5 min på hver side – dryppes af på køkkenrulle.

Lage:
½ liter lagereddike
½ liter dark ale
300 g sukker
½ pose syltekrydderi
Alle ingredienser koges langsomt op, løg tilsættes til de er møre. Lagen hældes på silden og tildækkes. Bedst efter 4-5 dage i køleskabet.

Ølbraiseret andelår

4 personer:
4 stk. andelår
1 dl andefedt
1 flaske maltfyldig overgæret ale med mere end 6% alkohol
1 stk. helt hvidløg
10 stk. laurbærblade
10 stk. allehånde
1 stang kanel
4 stk. kardemommekorn
8 stk. sorte peberkorn
1 stk. appelsin
½ stk. knoldselleri
400 g jordskokker
½ dl groft salt
Sort peber

Fremgangsmåde:
Knus allehånde, kanel, kardemomme, laurbærblade og sort peber med saltet. Massér saltet ind i andelårene, og lad dem trække i min. 4 timer. Ønsker du et bedre resultat, så lad dem trække natten over i køleskabet.

Skræl og skær selleri og jordskokker groft, del hvidløget, og skær appelsinen i 4 dele. Læg dem i bunden af en ovnfast form med høje kanter. Skyl saltet og krydderierne af andelårene, læg dem på grøntsagerne.

Hæld øl og andefedt ud over lårene. Braisér lårene i 3-5 timer på 100 grader, indtil kødet begynder at slippe fra benet. Serveres med kogte kartofler og asier.

Øl-valget er op til dig

Valget af øl er vejledende, så det gælder om at finde din egen favorit-øl til de forskellige retter.

Øl giver sprød svær

Flæskestegen på julebordet bliver ekstra sprød, hvis du hælder en kop øl over stegen, når der er 1 time tilbage af stegetiden. Det affedter sværene og giver perfekte svær.

Mest læste artikler