Glem ikke julehyggen: Kan koste bødestraf

Politiet har ekstra fokus efter uheld i Egå ved Århus. Læs mere her.

Juletidens hyggelige stunder indebærer ofte levende lys, men glemmer du dem, kan det blive en grim og dyr oplevelse. Politiet opfordrer dig, der julehygger med levende lys til at være opmærksom på at få slukket dem, når du forlader rummet og ikke længere kan holde øje med dem. Denne opfordring kommer blandt andet på baggrund af en brand, der opstod i en villa i Egå ved Aarhus. Det skriver BT.

Branden opstod formentlig på grund af et glemt stearinlys, men det er slet ikke så uskyldigt som det lyder. Det anses nemlig som overtrædelse af brandlovgivningen og uagtsomt forårsaget brand mødes med et bødekrav. Vedkommende blev derfor sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen og står nu til en bøde på mellem 3.000 og 5.000 kroner.


Gran og levende lys er en farlig kombination.

Østjyllands politi oplever hvert år lignende situationer i forbindelse med julens komme, hvor der tændes op for kalenderlys og adventskranse.

-Det er et tilbagevendende problem, ligesom når folk glemmer en gryde under madlavningen eller strygejernet. Det er det samme ansvar, som gør sig gældende, siger vagtchef Jes Frederiksen til avisen og tilføjer:

-I de fleste tilfælde sker det uagtsomt, da det sker i glemsomhed, men man bliver altså pålagt et bødekrav alligevel.

Husk at holde øje med dine levende lys, hvis du vil undgå en stor bøde. Du kan alternativt vælge at bruge LED stearinlys, så du undgår at bekymre dig om brandfare. Det er tilmed langt bedre for dit indeklima og din sundhed.

Mest læste artikler