Sådan undgår du duggede ruder

Får du også kondensvand på indersiden af dine vinduer?
Læs her, hvorfor problemet opstår, og hvordan du bliver det kvit.

Når der dannes kondens på indersiden af dine vinduer, kan det skyldes flere ting – typisk, at dine vinduer ikke er isoleret godt nok, eller at du ikke lufter tilstrækkeligt ud.

Fugt i boligen stammer primært fra beboerne: fra vores ånde og sved, fra når vi laver mad eller tager et bad, fra vores planter, dyr mv. Hvis du ikke kommer af med denne fugt, stiger den relative luftfugtighed i boligen, og det viser sig bl.a. ved dug på indersiden af vinduerne.

Luftfugtigheden bliver høj

På et tidspunkt kan den relative luftfugtighed i boligen blive så høj, at selv godt isolerede bygningsdele ikke kan holde temperaturen høj nok til at undgå dugpunktet – den temperatur, hvor den relative luftfugtighed har nået 100%. 

Det er ved denne temperatur, at vandindholdet i luften fortættes til små vanddråber – og det er disse vanddråber, du ser som kondens på vinduerne.

Et udpræget vinterproblem

Et eksempel er nyere termoruder, som ellers isolerer godt, men selv de kan ikke holde luften omkring sig varm nok til at undgå dugpunktet. Når fugttilføjelsen er stor – hvis du eksempelvis har mange gæster i boligen, eller du tørrer hele familiens tøjvask indendørs – vil de dugge til.

Mange oplever, at kondens på vinduerne er et særligt vinterfænomen – og det er der en grund til. Når temperaturen falder udenfor om efteråret og vinteren, bliver ydervægge, vinduer, tag mv. også nedkølet. Og når de udendørs bygningsdele bliver nedkølet tilstrækkeligt, sker det ofte, at de indvendige overflader når under den dugpunktstemperatur, hvor fugten i luften fortættes.

Men hvordan slipper du så for de duggede ruder her i vintersæsonen?

Der er især fire ting, der gør udslaget:

4 råd til at undgå duggede ruder

1. Luft ud.

Alle indeklimaeksperter er enige: Den bedste løsning mod dug er grundig udluftning med gennemtræk 2-3 gange om dagen af 5-10 minutters varighed. 

2. Hold øje med den såkaldte relative­ luft­fugtighed.

Investér i et hygrometer, som kan vise den relative luftfugtighed i boligen, og sørg dernæst for at holde den relative luftfugtighed under 50-55% i hele vinterhalvåret fra november til maj ved udluftning og opvarmning.

3. Placér radiatorer under kolde vinduer.

Når radiatoren sidder under et vindue, vil den varme luftstrøm fra radiatoren stige op og hæve rudens overfladetemperatur. På den måde kan du modvirke kondens. Er dine vinduer gamle, kan du også overveje at udskifte dem med nye lavenergivinduer, der isolerer bedre. 

4. Hold en ensartet temperatur i huset.

Kolde rum trækker varm og fugtig luft ind, og når den varme luft kommer ind i uopvarmede rum, stiger den relative luftfugtighed, og der kan dannes kondens.

Temperaturen i et rum – uanset hvilket rum i boligen det er – bør ikke være under 17 grader. Der bør heller ikke være mere end 4-5 graders forskel på det varmeste og det koldeste rum i boligen. 

Hvad kan du ellers gøre for at undgå duggede ruder?

  • Brug emhætten, når du laver mad.
  • Hæng ikke tøj til tørre i boligen.
  • Luk døren til badeværelset, når du er i bad.
  • Tilstop ikke udluftningsventiler i vinduer­ og ydervægge.
  • Luft ekstra godt ud, når fyrings­sæsonen starter.

For at undgå skimmel i fugerne på dine vinduer er det en god idé at tørre fugerne af dagligt. Fjern også dug og kondens fra ruder og vindueskarm med fx et stykke køkkenrulle eller en klud. 

Relativ luftfugtighed

Den relative luftfugtighed er forholdet mellem den aktuelle mængde vanddamp i en luftmasse og den maksimale mængde vanddamp, som luftmassen kan indeholde. Den relative luftfugtighed afhænger desuden af luftmassens temperatur og tryk.

Relativ luftfugtighed udtrykkes normalt i procent med værdier fra 0 til 100%. 

Mest læste artikler