Sådan skifter du selv yderdøren

Hoveddøren er med til at give et samlet indtryk af huset, og det er derfor vigtigt, at den fremstår flot. Her finder du en guide til, hvordan du selv kan skifte din hoveddør.

Vi stiller mange krav til hoveddøren; den skal byde gæsterne velkommen, den skal kunne modstå sol, regn og slud, men den skal også holde indbrudstyve ude. Hoveddøren er med til at give et samlet indtryk af husets ydre. Hvis din hoveddør trænger til at blive skiftet ud, behøver du ikke have fat i en tømrer – vi giver dig her en guide til, hvordan du kan gøre det selv.

Læs også: Udskiftning af vinduer – sådan får du tilskud

Sådan gør du

1. Læs hele vejledningen igennem, inden du bestiller din nye dør. Derefter tager du mål af murhullet med en tommestok i begge sider. Dernæst bestilles døren i et mål, der giver plads til en fuge på 12 mm. Spørg gerne forhandleren til råds om opmåling, så du er sikker på, du får en dør i de rigtige mål.

2. Når du har modtaget din yderdør, skal du huske at tjekke om mål og finish er, som du forventer.

3. Start forsigtigt med at tage den gamle dør ud af karmen. Ofte er der hæftet en monteringsvejledning på den nye karm.

4. Fjern nu den gamle karm. Du starter med at skrue gamle skruer ud med en skruemaskine. Skær derefter fugen løs med en hobbykniv. Brug en fukssvans til at save den gamle karm over – så er det lettere at få karmen ud af dørhullet.

5. Muren renses for gammel fuge og snavs. Mange uderdøre kommer med et montagesæt med kiler, afstandsstykker, rawlplugs samt skruer med tilhørende bit og dækpropper. Tjek dette, når du bestiller døren.

6. Klæb illmodbånd under karmens bund, inden du placerer den løst i murhullet. Husk, at bundstykket skal være i vatter, hvorefter den klodses op fire steder og helst i fuld bredde. Brug afstandsstykker i formfast plast til at støtte siderne. Vær særlig opmærksom på, at hængselsiden er i lod, og at der er klodset op under bundstykket i denne side.

7. Når karmen er på plads, bores der for i muren. Sørg for, at du borer i en sten og ikke i en fuge. Med rawlplugs og skruer fastgøres karmens hængselside – husk endelig, at skruer skal sidde på indvendig side. Dette er vigtigt, da der ellers kan komme vand ind ved montagehullerne. Herefter monteres døren på karmen, hvilket går nemmest, hvis man er to. Et godt råd er at afmontere gummilisten i karmen (kun indadgående) og skruer i falsen, så undgår du vand, og at skruehuller kan ses.

8. Når døren er monteret på karmen, kan låsesiden skrues fast i muren. Døren stabiliseres også i siden med afstandsstykker. Døren skal nu justeres. Følg herefter den medsendte monteringshenvisning for præcis justering af hængslerne. Slutblikket skal også justeres, så den nye yderdør slutter helt tæt.

9. Luk herefter skruehuller med dækpropper.

10. Mellem dør og mur skal der isoleres, inden der monteres illmodbånd, som giver en tæt og flot finish af din nye yderdør. Når du har monteret dørhåndtaget, er din yderdør færdig og klar til at modstå vind og vejr i mange år fremover.

Kilde: Sweedoor

Læs også: Rawlplugs – sådan vælger du den rigtige

Mest læste artikler