Nyt reglement: Nu SKAL nye vinduer overholde disse regler

Bygningsreglementet skærper reglerne, så vi undgår at bruge unødig energi med vinduer der ikke holder på varmen. Find ud af, hvad de skærpede regler betyder for dig.

Fra den 1. februar 2021 kommer der skærpede regler for energikrav til vinduer og døre. Det betyder, at det bliver slut med selv at vælge mellem 2- og 3-lags vinduer som ellers hidtil har været muligt.

De skærpede regler stod egentlig til at træde i kraft den 1. januar 2021, men der er nu opnået politisk enighed om, at udskyde energikravet. Det skriver Dansk Byggeri. Udskydelsen sker på baggrund af coronanedlukningen i Nordjylland og derfor bliver overgangsperioden for de nye energikrav forlænget. Den én måned længere overgangsperiode skal til for at hjælpe de vinduesproducenter og håndværkere, som er blevet forsinket på leverance og montage.

Hvad indebærer de nye krav

Fra årsskiftet må der kun bruges A-mærkede vinduer med 3-lags glas, fordi et vindue ikke må udlede mere varme end det optager gennem solens stråler. Ifølge Bygningsreglementet må energibalancen for referencevinduet ikke være mindre end 0 kWh/m2 pr. år. I de fleste tilfælde, når der skal nye vinduer til, er det nødvendigt med 3-lags glas, men enkelte producenter leverer 2-lags glas, der lever op til de skærpede krav. Vinduer svarende til energiklasse B må kun anvendes i sommerhuse og fritidshuse. Vinduesfirmaet Velfac giver et udemærket overblik over ændringerne her.

Reperation

Hvis du vil udskifte ruderne i dit vindue, skal de nye ruder blot overholde de krav, der var gældende, da vinduet blev installeret. Udskifter håndværkeren hele det gamle vindue til et nyt, skal de nye regler opfyldes.

Byggetilladelse

Hvis renoveringen kræver en byggetilladelse, er det ansøgningstidspunktet, der afgør hvorvidt håndværkeren skal montere A-mærkede vinduer eller om han må montere B-mærkede vinduer. Har du søgt om byggetilladelse inden den 31. januar 2021, er det altså tilladt at montere vinduer svarende til energiklasse B, som er billigere end energiklasse A.

Hvis renoveringen ikke kræver en byggetilladelse, er det montagetidspunktet, der afgør, hvorvidt håndværkeren må montere B-mærkede vinduer. Det er altså tilladt at montere B-mærkede vinduer før den 1. februar 2021.

Hvad betyder det for mig

Her har vi listet nogle fordele og ulemper op, som angiver konsekvenserne for dig som boligejer.

Du får en lavere varmeregning

Vinduerne med 3-lags glas er mest energioptimerede og har derfor et lavere varmetab end de vinduer der formentlig er installeret i din bolig på nuværende tidspunkt. På længere sigt, vil du altså kunne spare på varmen og nyde en mindre varmeregning. Ifølge Energistyrelsen vil varmeregningen blive reduceret med op mod 7 procent. En del boliger vil samtidig stige et helt niveau på energimærkningsordningen bare ved at skifte fra 2-lags til 3-lags glas i vinduer og døre.

Vinduer med 3-lags glas kan forbedre indeklimaet i din bolig, da isoleringen forbedres. Du vil formentlig opleve mindre træk og kulde og muligvis også en lydreducering af trafikstøj.

Dagslys reduceres

Imidlertid er der ikke kun fordele ved vinduer med 3-lags glas, da mængden af dagslys vil blive ringere, fordi solstrålerne skal igennem et ekstra lag glas. Det kan dog løses ved at ændre lidt på vinduets proportioner ved udskiftning. Det vil være en god idé at snakke med en fagmand om dette.

Derudover skal du betale et større engangsbeløb for 3-lags glas end hvis du køber de billigere 2-lags. Derudover er de tungere og sværere at montere. Det vurderes at prisen på 3-lags glas er 10-30% dyrere end 2-lags glas. Du kan dog oftest opnå en mængderabat, hvis du køber et større parti vinduer eller døre.

Du må fortsat gerne beholde dine nuværende ruder og først skifte dem, når det bliver aktuelt. Også selvom det er efter den 1. januar 2021. Se her, hvordan du får tilskud til udskiftning af vinduer.

Læs også: idenyts store guide til køb og valg af nye vinduer

Mest læste artikler