Find den rette boremaskine

Køb en maskine, der passer godt til opgaverne.



Boremaskiner findes i utroligt mange udgaver – fra store slagboremaskiner og borehammere til små nemme akkuboremaskiner.

Har du brug for en handy boremaskine, der kan arbejde uafhængigt af strømnettet, er akkumaskinen et rigtigt godt valg. Den er nem, let og velegnet til mindre opgaver. Til gengæld kører den tør for strøm.

Skal du i gang med en større byggeopgave, hvor der skal bores mange huller, vil en maskine med ledning ofte være mere egnet.

De fleste boremaskiner kan også bruges som slagboremaskine, når du vil bore i hårdere materialer som beton eller mursten. Almindeligvis vil en slagboremaskine dog kun kunne gnave sig igennem blødere beton og mursten, så skal du bore i hård beton eller sten, er en borehammer det rigtige værktøj. Den har et kraftigt slagværk, der kan bore rigtig store huller i hård beton.

Elektronisk styring
På en boremaskine med “styringselektronik” virker kontakten som speederen på en bil – jo mere gas du giver, jo hurtigere kører den, men boremaskinen vil gå ned i omdrejninger under belastning.
Et eller to gear
Boremaskiner findes med enten et, to eller flere mekaniske gear.

Til almindelig “husholdningsbrug”, hvor du borer huller til en hylde på væggen og andre småting, har du kun brug for et gear.

Skal du derimod i gang med en større ombygning, vil en boremaskine med flere gear være det helt rigtige værktøj. DeWalt, tlf. 70 20 15 11Det er vigtigt, at boremaskinen har den rigtige størrelse til de opgaver, du skal bruge den til. Angivelsen af boremaskiners arbejdsområde er lidt kryptisk: “10 mm boremaskine” betyder for eksempel, at boremaskinen er beregnet til maksimalt at bore huller på 10 mm i stål. For slagboremaskiner, at den som det største kan bore 10 mm huller i sten.

Du kan godt bruge en 10 mm maskine til både større og mindre huller. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du sætter et lille bor i en maskine beregnet til store bor, vil arbejdet gå langsomt. Sætter du større bor i, end maskinen er beregnet til, er der fare for, at den bliver overophedet.

Bore-tips

  • Lille bordiameter – kræver højt omdrejningstal.
  • Stor bordiameter – kræver lavt omdrejningstal.
  • Bløde materialer – kræver højt omdrejningstal.
  • Hårde materialer – kræver lavt omdrejningstal.
  • Hvis boremaskinen kører varm, køles den hurtigst ved det højeste omdrejningstal uden belastning i et par min., indtil ventilatorluften ikke føles meget varm længere!

Smør boret
Hvis du køler boret, mens du borer, holder boret længere. Brug evt. en injektionssprøjte.

  • Jern: biologisk eller mineralsk olie eller fedt
  • Aluminium: petroleum, vand-sprit-blanding.
  • Glas: petroleum.
  • Akrylglas: bland vand og sprit
  • Træ, kunststoffer: som regel ingen køle- eller smøremidler

Mest læste artikler