Nu vil byggemarked hjælpe kunder med at vælge grønt

Dansk byggemarked introducerer nu grøn logo-mærkning, der skal hjælpe kunder med at træffe det rigtige valg, når de handler ind til byggeprojekterne. 

Miljørigtig maling, giftfri ukrudtsmidler og PEFC-godkendt træ. Selvom vi har intentionerne om at handle miljørigtigt ind til vores have- eller byggeprojekter, kan det være lidt af en jungle at finde frem til de grønne produkter blandt virvaret af varer på butikkernes hylder. 

Men det vil byggemarkedet BAUHAUS nu lave om på.

Derfor har de netop introduceret det nye miljø-logo Pro Planet. Logoet skal gøre det nemt for kunderne at passe bedre på miljøet ved at kunne træffe grønne valg, når de køber ind i byggevarehuset: 

– Vi er ikke frelste på nogen måde, men vi vil gerne være ansvarlige og generelt drive mere bæredygtige byggevarehuse. Pro Planet er en helt konkret hjælp til vores kunder, som gør det nemt for dem at træffe det grønne valg, når de handler hos os, fortæller Mads Jørgensen, der er administrerende direktør hos BAUHAUS i en pressemeddelelse. 

‘Spar på kemikalierne’

Hvad enten du ønsker at spare på energien, vandet eller kemikalierne – eller i det hele taget ønsker at passe på miljøet – kan den nye logomærkning gøre dig klogere på, hvordan du træffer mere bæredygtige og miljørigtige valg. 

Logoet kan blandt andet findes på produkter som giftfri ukrudts-midler, FSC-godkendte havemøbler, regnvandstønder, miljørigtig maling og varmegenvindings-anlæg. For at gøre det nemmere for kunderne at finde rundt i varerne, har byggemarkedet også inddelt Pro Planet-logoet i underkategorier som ‘pas på skovene’, ‘spar på energien’ eller ‘spar på kemikalierne’

– Vi har taget de første skridt på rejsen mod at uddanne os selv og vores kunder i at træffe det grønne valg, og vi er langt fra færdige, siger Mads Jørgensen. 

Starten på en grøn rejse

Pro Planet-logoet kan i første omgang ses i tilbudsaviser – både online og i postkassen. Næste step er at synliggøre det grønne valg i samtlige byggevarehuse og aktivt guide kunderne til at vælge en mere miljørigtig hverdag, når de går gennem havecenteret eller leder efter dele i VVS-afdelingen.

Mest læste artikler