Vær tryg, når du køber julegaver på nettet

Der kan være mange penge at spare, hvis du køber gaverne i netbutikkerne. De senere år det blevet sikrere at handle på nettet på grund af e-mærket, men der findes også firmaer uden e-mærket, som du trygt kan handle hos. Se hvad du skal være opmærksom på, før du lægger pakkerne i den elektroniske indkøbsvogn.



Det første du skal se efter på nettet

Kig efter om netbutikken har et navn, adresse, e-mail, telefonnummer og CVR-nummer. Endvidere skal der stå, hvordan butikken beskytter dine betalingsoplysninger. Hvis du ikke kan finde de informationer, så find en anden side at handle på.

e-mærket er din garanti for sikkerhed
Hvis du vil være 100 pct. sikker, så kig efter om netbutikken har e-mærket. Det er den danske mærkningsordning, der viser, at en netbutik drives lovligt og etisk forsvarligt. Bag mærket er e-handelsfonden, som består af Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet.

Hvilken garanti giver e-mærket dig 

  • Betalingsmåde er sikkerhedsgodkendt. 
  • Du modtager ikke spam fra netbutikken.
  • Du får kun nyhedsbreve eller reklamer, hvis du udtrykkeligt har sagt ja.
  • Du bliver gjort opmærksom på betingelserne for handlen.
  • Fortrydelses- og reklamationsret fremgår af den elektroniske ordrebekræftelse.
  • Du kan deltage i eventuelle konkurrencer uden at forpligte dig til andet.
  • Det fremgår tydeligt, hvilken virksomhed du handler med.

Pas på, når du udfylder data om dig selv
Du skal selvfølgelig skrive din adresse, mv, når du afslutter en handel. Og så bliver du spurgt, om du vil have nyheder fra butikken på mail? Overvej om du egentlig har lyst til det? Du kan nemlig hurtig få din mailboks fyldt med diverse e-kataloger og nyhedsbreve.

Brug en halv time og spar mange penge

Brug Google – find ud af, hvad varen hedder helt præcist. Søg på danske sider på Google. Nu får du en række firmaer frem, skriv priser og hjemmesidens navn ned. Så kan du lave din egen sammenligning. Hvis du oplever, at en af butikkerne er meget, meget billig, så brug din sunde fornuft. Det er måske ikke der, du skal handle.

Shoppingportaler sammenligner priser

Du kan også få hjælp via shoppingportalerne. På portalen skriver du hvilken vare, du ønsker prisen på. Og så viser portalen en række firmaer – nogle har også anmeldelser af butikken fra andre forbrugere. Her er nogle:

  • kelkoo.dk
  • pricerunner.dk
  • findpriser.dk
  • mobilpriser.dk
  • spar30.dk
  • e-guiden.dk
  • spilpriser.dk
  • ednpriser.dk
  • hifipriser.dk
  • dvdpriser.dk

Læs bl.a. mere om at handle på udenlandske hjemmesider og bytteret i netbutikker på næste side.#br

Se efter om, der er omkostninger
Udover selv prisen på varen, skal du også være opmærksom på, hvad det koster i forsendelse, og om der er yderligere gebyrer og afgifter. Hvis du er inde på en netbutik, der henvender sig til os almindelige forbrugere, skal priserne være inklusiv moms. Men tjek alligevel for en sikkerheds skyld.

Brug Dankort/Visa , når du handler

Brug dankortet, så kan dine penge trækkes tilbage, hvis du f.eks ikke får varen. Endvidere er de butikker, der modtager Dankort godkendt af PBS. Dine kreditoplysninger sendes via en krypteret forbindelse til PBS – netbutikken ser ikke dine oplysninger. Siden 1. oktober 2010 har det også været muligt at betale via bankoverførsel, hvis du vel at mærke handler på e-mærkede netbutikker.

Husk at tjekke bytteretten

Inden du køber julegaven, så vær opmærksom på, at du som regel kun har en fortrydelsesret på 14 dage. Tjek derfor, hvad netbutikken skriver om bytteret. Hvis der ikke står noget, så ring til forretningen og spørg, inden du handler, og få netbutikken til at sende en bekræftelse på bytteretten. Husk også at se efter sidste frist for at kunne handle.

Hvis du vil handle i udlandet
Det er vigtigt, at du tjekker reglerne for told, moms og punktafgift, hvis du handler på en udenlandsk hjemmeside. Der er forskel på lande i EU eller uden for EU. Der er også nogle ting, som er forbudt at indføre i Danmark, og der er restriktioner for bl.a. kopivarer. Du kan læse om reglerne på www.forbrugereuropa.dk

Når du har modtaget dine varer

Tjek varen med det samme – er der en skade, så klag med det samme. Tjek dit kontoudtog, så du ved at du er blevet trukket for det rigtige beløb. Hvis du fortryder – det skal ske indenfor 14 dage – så få en kvittering på, at du har sendt varen retur.

Hvis dine varer ikke kommer som aftalt
Netbutikken har 30 dage til at levere din bestilling i, hvis du ikke er aftalt noget andet. Hvis varen ikke er dukket op inden de 30 dage, har du ret til at annullere købet. Hvis firmaet ikke af sig selv giver dig pengene tilbage, skal du rykke for dine penge. Hjælper det ikke, kan du få banken til at føre pengene tilbage til din konto.

Lad dig ikke lokke af gratis gaver
Forbrugerstyrelsen har fået mange henvendelser om hjemmesider med banner, der lokker med løfter om gratis gaver. For at få gaverne skulle forbrugerne opgive oplysninger om kreditkort. Der kom bare aldrig nogen gaver – til gengæld havde de tilmeldt sig en abonnementsordning, der trak penge ud af deres konto hver måned.

Mest læste artikler