Bølge af indbrud: Sådan sikrer du bedst dit hjem

I løbet af oktober er der sket en stigning i indbrud - alene i én weekend oplevede otte husejere i samme by, at en eller flere gerningsmænd havde taget for sig af hjemmets indhold. Sådan sikrer du dit eget hus mod ubudne gæster.

Det er oktober måned, og mens de fleste familier landet over nyder efterårsferien, ja, så nyder tyvene også, at flere huse står tomme. I weekenden var det Viborg, der havde et større antal ubudne gæster. Det var primært smykker, kontanter, ure, computere, en PlayStation og nogle jakker, som de langfingrede tyve stak af med. 

Det lokale politi i Viborg siger til Viborg Folkeblad, at der muligvis er sammenhæng mellem de otte indbrud, men at det endnu er for tidligt at lægge sig fast på en hypotese.

Efterårsferien er altid hårdt ramt af indbrud

Generelt stiger antallet af indbrud landet over hvert år med hele 60 % i uge 42 sammenlignet med uge 41. Det skriver forsikringsselskabet Alm. Brand i en pressemeddelelse. 

Derudover så foretrækker indbrudstyvene de mørke måneder, hvor de kan tømme huse mere ugeneret uden at vække opsigt. Derfor er det en god idé at gøre det, man kan, for at sikre sit hjem mod indbrud.

Syv simple tips til at sikre dig mod indbrudstyve

  1. Sørg for, at der er lys i hjemmet, når du ikke er hjemme. Et god fif er at bruge automatiske tænd-sluk-funktioner.
  2. Anskaf en alarm.
  3. Sørg for, at værdifulde ting ikke kan ses udefra.
  4. Hav udendørsbelysning med bevægelsessensorer.
  5. Læg haveredskaber og stiger ind i skuret, og aflås det. Indbrudstyve benytter sig ofte af de redskaber, de finder omkring boligen.
  6. Ring 114, hvis du ser noget mistænkeligt.
  7. Ring 112, hvis du ser et igangværende indbrud.

Kilde: Alm. Brand

Mest læste artikler