Børnenes rene badeland

Sol, sommer og vand er en god cocktail, men børnebassinet kræver voksen opmærksomhed og rent vand.



Af Marianne Engelbrechtsen, idényt nr. 6, 2006

Du bliver populær, når du hiver badebassin og vandslange frem og begynder at fylde vand i bassinet på en varm sommerdag. Vandpjaskeri er nemlig et stort hit for de fleste børn, men de kåde hvin kan hurtigt afløses af gråd og mavepiner, hvis man ikke tænker på sikkerhed og hygiejne. Forbrugerstyrelsen anbefaler i samråd med Teknologisk Institut, at vandet i et oppusteligt bassin skiftes hver dag pga. bakterier.

Gode råd ved badning
Stil en spand eller en lille balje med vand i ved bassinet, så alle kan vaske fødderne, inden de hopper i vandet. På den måde undgås jord i bassinet. Fjern altid blade og græs med det samme. Brug evt. et fiskenet. Dæk bassinet til, når du ikke bruger det.

Det rene vand
På markedet kan du dog købe forskellige rensningsmidler, der ifølge brugsanvisningen kan holde vandet rent i op til 14 dage, forudsat at du hver dag tjekker vandets pH-værdi og tilfører nyt rensningsmiddel. Hvis bassinet bruges ofte, skal vandet dog skiftes en gang om ugen. Husk at være meget påpasselig ved omgang med rensemidlerne, da de indeholder stærke og farlige kemiske forbindelser. Midlerne bør placeres i et aflåseligt skab, så børn absolut ikke kan komme i kontakt med dem.

Til større bassiner kan du købe filter og pumper, der renser vandet, og der bør altid være pumpe og filter i et bassin, hvor der tilsættes kemikalier.

Lad aldrig børn bade uden opsyn, og efterlad aldrig badebassinet med vand i. Børn kan drukne i selv små mængder vand.

Hold godt øje

• Vand koster: Prisen på vand er meget forskellig fra område til område i landet. Det kan koste alt fra 18 kr. og helt op til 59 kr. at fylde et badebassin med 1.000 liter vand.

• Ekstra opmærksomhed: Vandet i bassinet kan signalere, at noget ikke er, som det bør være. Bliver vandet grønligt, er der for mange alger i bassinet. Grønligt vand kan også skyldes opløst kobber fra en privat vandboring eller rustdannelse. Har bassinet glatte og slimede sider og bund, vokser der bakterier i bassinet – typisk fordi vandet ikke har været holdt ordentligt rent. Sker det, skal bassinet tømmes og gøres rent, inden det kan tages i brug igen.

• Kontrol af vandet: Du kan købe testsæt, så du kan måle vandets pH-værdi. PH-værdien fortæller, om vandet trænger til desinfektionsmiddel.

Så snavsede er vi
At der er god grund til at holde vandet rent og desinficere det, viser følgende tal fra Borup Kemi.

• 1 g jord indeholder over 1 million bakterier.
• En “afvasket” person afgiver de første fem min. i vand rundt regnet 500.000 bakterier.
• En “uvasket” person afgiver i nærheden af 100 millioner bakterier i vand de første fem min.
• 1 ml spyt kan indeholde op til 400 millioner bakterier.
• 1 g tarmindhold (fæces) indeholder over 1 milliard bakterier.
• 1 ml bundslam i bassin indeholder over 1 million bakterier.

Så skift vandet ofte.

Mest læste artikler