Advarsel: Indbrudstyve har frit spil i danske hjem

Trods et fald i antallet af indbrud advarer eksperter om, at danskerne er for dårlige til at sikre deres hjem. Det kan ellers gøres nemt og billigt. Læs her hvordan.

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik kan muligvis forlede nogen til at glæde sig over et fald i antallet af indbrud i 2020. Det bør man imidlertid ikke kun, hvis det står til partnerskabet Bo Trygt!, som blandt andet TrygFonden, Foreningen Realdania og Det Kriminalpræventive Råd står bag. Bo Trygt! advarer nemlig om, at alt for mange danske hjem er for dårligt sikrede mod indbrud. 

En ny undersøgelse udarbejdet af Det Kriminalpræventive Råd for Bo Trygt! viser således, at kun 12 procent af danskerne har mere end én lås på hoveddøren, mens kun 25 procent ønsker at sikre deres boliger bedre.

– Antallet af indbrud er væsentligt højere i Danmark end i vores nabolande. Det kan hænge sammen med, at mange danske boliger ikke er godt nok sikrede mod indbrud. Desværre tror rigtig mange, at deres hjem er sikret tilstrækkeligt, men virkeligheden viser, at de kan gøre langt mere for at sikre døre, låse og vinduer, lyder det fra Laura Bjerre Munch, projektchef i Realdania og en del af Bo Trygt! i en pressemeddelelse. 

Du kan sikre dit hus med enkle tricks

Den nye undersøgelse viser også, at en tredjedel af alle husejere fejlagtigt tror, at indbrudssikring ikke nytter. Tyven kommer ind alligevel, er den udbredte antagelse. 

– Det er rigtigt, at når først man har haft ét indbrud, så stiger risikoen for at få indbrud igen. Men derfor nytter det stadig at sikre sin bolig – både mod det første indbrud, og hvis det allerede skulle være sket en eller flere gange. Når vi i det seneste halve år har været mere hjemme og til stede i haver og kvarterer, har det i sig selv været en form for nabohjælp og dermed en forebyggelse af indbrud. Sammen med Nabohjælp er indbrudssikring af egen bolig det mest effektive middel mod indbrud. Det er dokumenteret i flere undersøgelser, siger Britt Wendelboe, programchef for Bo Trygt!.

 – Netop nu er mange boligejere optaget af at gøre deres hjem klar til den mørkere og koldere periode, vi går ind i. I den sammenhæng er det oplagt også at få kigget på sine vinduer, døre og låse, og hvordan man ellers kan sikre sin bolig bedre. Eksempelvis er sensorstyret lys og en lavere hæk nogle af de greb, der kan hjælpe til at holde tyven på afstand. Det behøver ikke være hverken dyrt eller besværligt at indbrudssikre sit hus, og vi ved, det virker, siger Laura Bjerre Munch. 

Faldet skyldes formentlig corona

De nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i årets 3. kvartal blev anmeldt 4.492 indbrud i private hjem, hvilket er 1.135 færre end samme kvartal sidste år. Det svarer til et fald på 20,2 pct. Ser man på hele 2020 til og med tredje kvartal, er der sket en samlet nedgang på 4.302 indbrud svarende til 25 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. I år er der indtil videre anmeldt 12.814 indbrud.

– Vi ved fra TrygFondens Tryghedsmåling, at indbrud er en væsentlig årsag til utryghed, og at utrygheden hos den enkelte meget naturligt stiger, jo flere indbrud vedkommende oplever. Det er derfor meget glædeligt, at indbrudstallet i Danmark fortsætter med at falde. Også selvom en del af udviklingen nok skal tilskrives, at danskerne har været mere hjemme end normalt det seneste halve år på grund af COVID-19, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo Trygt!.

Undersøgelser viser, at tyven ofte kommer flere gange. Indbrud kan derfor nemt skabe utryghed hos dem, det går ud over. Heldigvis er det de færreste, der oplever gentagne indbrud i deres hjem, men ikke desto mindre er det kilde til stor utryghed hos de ramte (kilde: TrygFondens Tryghedsmåling 2020)

Mest læste artikler