Sådan pifter du nemt og billigt dit køkken op

Det behøver ikke koste en formue at give dit gamle køkken en opfriskning. Med disse 14 råd vil du få et ”nyt” køkken nemt og billigt.


Køkkener har det med at blive hurtigt slidte og kedelige. Her kan du læse 14 nemme og billige tips til, hvordan du kan give dit trætte køkken en overhaling.

1. Ny front på soklen

Soklen i dit køkken er yderst udsat. Den er tæt på skidt og snavs, bliver ramt af støvsugeren og bliver med stor sandsynlighed ikke rengjort hver dag. Udskifter du soklen, vil dit køkken straks se mere frisk og pænt ud.

Du kan eksempelvis vælge at pålime en sokkelfront i stållaminat eller udskifte frontpladen med en tynd MDF plade på 9 mm.

2. Pift de gamle fliser op

Er dit køkken dekoreret med fliser, kan du nemt udskifte fliserne og give køkkenet et helt nyt udtryk. Der er et hav af fliser i alle prisklasser, som du kan vælge mellem.

Er du ikke til farvede fliser, kan du for eksempel lægge fliserne i et mønster, og på den måde opnå en nyt udtryk.

Er du træt af fliser, kan du også vælge at pudse dem op, så de forsvinder. Brug en tyndpuds, der kan hæfte på stort set alle overflader. Derefter kan du male direkte herpå.

3. Udskift overskabe med hylder

Overskabe kan virke voldsomt og tungt. Det vil give en lettere og mere hyggelig stemning, hvis du udskifter overskabene med hylder. Hylder giver også muligheden for at udstille dit flotte service og keramik, hvilket vil udtrykke personlighed i køkkenet.

4. Nye greb

Du vil blive overrasket over, hvor meget grebene gør for udtrykket i køkkenet. En udskiftning af de gamle, kedelige greb kan skabe personlighed og en gennemført stil.

Der findes et væld af forskellige greb af både træ, porcelæn, glas eller keramik. Du kan også lave dine egne greb af læderbånd, hvilket vil give køkkenet et råt udtryk.

5. Skift lågerne

Køkkenlågerne kan hurtigt blive slidte og trætte. Du kan derfor med fordel udskifte de gamle låger med nye.

Er du selv lidt fingernem, og har du ikke budget til at købe nye låger, kan du skære nye låger af en MDF plade, bore et hul til hængslerne med et hængselbor og til sidst male lågerne i en flot farve.

Du kan også skifte de gamle låger ud med gardiner, og på den måde give køkkenet et mere landligt og hyggeligt udtryk.

Et sidste, og klassisk råd, er at give dem en klat maling. Det vil til hver en tid pifte det trætte køkken op!

6. Nye lamper

God belysning er vigtigt i ethvert køkken. Men ikke nok med at det er vigtigt med godt arbejdslys, lamper kan også sætte den rigtige stemning. Udskift de gamle lamper med nye, og skab den stil du ønsker.

Har du et neutralt og hvidt køkken, kan du vælge lamper med farve, som giver mere liv til rummet.

7. Skift bordpladen

Bordpladen kan hurtigt komme til at se nusset og slidt ud. Er det en træbordplade, kan du nemt friske den op med en gang slibning og olie.

Du kan også få en ny stil i køkkenet ved at udskifte bordpladen til én i et andet materiale eller én i en ny farve.

Her kan du læse, hvilke overvejelser du bør gøre dig, inden du vælger en bordplade.

8. Mal væggene

Du kan også skabe liv i det gamle køkken ved at male væggene i køkkenet. Det er en forholdsvis simpel og billig løsning, som skaber store forandringer.

Maler du i samme farvenuance, men veksler mellem blank og mat, vil det skabe et flot spil i køkkenet.

Du kan med fordel male med en blank højglans bag komfuret, så det er nemmere at tørre væggen af efter madstænk.

9. Hæng køkkengrej op på væggen

Du kan skabe både hygge og overblik ved at hænge dine gryder, pander og andet køkkengrej op på væggen.

Du kan også bruge rionet eller vandrør som ophæng, hvis du ønsker et industrielt og råt udtryk.

10. Udskift vandhanen

Du tænker måske ikke, at vandhanen gør den store forskel for køkkenets udtryk. Men faktisk har amaturet meget at sige!

Der findes vandhaner i flere farver, materialer og prisklasser – vælg den, som understreger din stil bedst.

En messing vandhane vil give et eksklusivt udtryk, hvorimod en mat sort vandhane vil passe godt til en mere rå og minimalistisk stil.

11. Mal med tavlelak

Tavlelak er en sjov og kreativ måde at pifte køkkenet op. Mal med tavlelak på eksempelvis en hel væg, et felt på væggen som en opslagstavle eller mal en dør. Dekorer den malede flade med opskrifter, indkøbslister, huskelister eller få børnene til at tegne et fint motiv – mulighederne er mange!

Har du ikke mod på at male direkte på væggen eller døren, kan du male på en træplade og hænge den op.

12. Fyld køkkenet med grønt

Lad det grønne flytte ind i køkkenet. Den grønne farve vil friske ethvert gammelt og slidt køkken op. Krydderurter er oplagt i køkkenvinduet, og vil både være dekorativt og praktisk til madlavningen.

Alle planter er dog velkomne – de vil alle pynte i rummet! Er køkkenpladsen trang, kan du hænge planterne op.

Har du ikke grønne fingre, kan du opnå samme effekt med plakater eller tapet med plantemotiver.

Desuden vil en skål med frugt og grønt udstråle samme friskhed.

13. Pift gulvet op

Du kan også nemt pifte køkkengulvet op med enten maling, linoleum eller et flot tæppe.

Vær opmærksom på, at det er en god ide at vælge en rengøringsvenlig løsning. Ønsker du eksempelvis at pifte gulvet op med et tæppe, kan du vælge et plastik- eller bomuldstæppe, som let kan vaskes.

14. Udstil magasiner og kogebøger

Udstil dine madmagasiner og kogebøger på eksempelvis en magasinhylde, gallerihylde eller en gammel tallerkenrække. Det vil skabe en hyggelig og hjemlig stemning.

Mest læste artikler