6 bæredygtige alternativer til stanniol

Stanniol belaster og skader miljøet, hvorfor dit forbrug bør mindskes til det minimale. Vi har fundet 6 alternativer til dig.

Stanniol har i mange årtier været fast inventar i køkkenskufferne. Herfra bliver det hentet frem for at blive brugt til især madpakker og indpakning af madrester.

Men stanniol er lavet af aluminium, som er svært og yderst energikrævende at fremstille. Det kræver nemlig en stor mængde elektricitet at udvinde af jorden.

Vil du gøre noget godt for miljøet, bør du derfor begrænse brugen af aluminium til varme ting som fx at pakke en steg ind i.

Men heldigvis findes der mere miljøvenlige alternativer, som alle er lettilgængelige og nemme at bruge – vi har fundet 6 af dem:

1. Plastikbøtter

Du behøver ikke længere at bruge sølvpapir til madresterne – vi anbefaler, at du i stedet bruger plastikbøtter med låg. Opbevaring i plastikbøtter har desuden den fordel, at de ofte kan tåle opvarmning i mikrobølgeovn, således a du undgår at skulle bruge unødvendigt meget service. 

2. Glas med låg

Gamle syltetøjsglas kan nemt bruges til både madpakken og madrester. Du kan for eksempel opbevare grønsagsstager, små salater eller snacks i glassene.

3. Svanemærket madpapir

Foretrækker du en tæt indpakning, kan du i stedet bruge Svanemærket madpapir. Svanemærket sikrer at udvælgelsen af råvarer og fremstillingen er sket under nøje miljømæssige hensyn. Faktisk er stanniol over 30 gange værre at bruge end almindeligt madpapir.

4. Bagepapir

Har du ingen madpapir, kan du sagtens bruge almindeligt bagepapir i stedet. Bagepapiret fungerer på samme måde og er stort set produceret af samme materialer.

5. Genbrugsfolie

Kan du ikke undvære sølvpapiret, kan du i stedet købe genbrugsfolie. Genbrugsfoliet er lavet af genbrugsaluminium, som kommer fra dine afleverede dåser og lignende. Når man genanvender aluminium, spares der omkring 95% ren energi.

6. Bivokspapir

Der findes efterhånden et stort udvalg af genanvendeligt bivokspapir i et væld af mønstre – det er i princippet blot et stykke økologisk bomuld, der er smurt ind i bivoks, harpiks og en olie som jojoba – eller mandelolie. Bivokspapiret er antibakterielt og holder din mad frisk længere, så det oven i købet hjælper til at modvirke madspild. Det rengøres mellem hver brug med koldt vand og en mild opvaskesæbe, og alt efter brug kan der holde i 6 måneder eller mere. Derefter kan det ryge i komposten, da det er 100% komposterbart.

Hvad med husholdningsfilm?

Husholdningsfilm er ikke det sundeste alternativ. Faktisk er husholdningsfilm næstværst, når man måler effekt i CO2 – stærkt efterfulgt af fryseposer og almindelige plastikposer. Vil du gerne skåne klimaet, bør du derfor også begrænse bruges af husholdningsfilm (og helt ærligt – det er jo alligevel også vildt bøvlet at bruge!)

Mest læste artikler