Test: Malesprøjter

Malesprøjten er uundværlig, når der skal males større flader i en fart. Men den kan også bruges, hvor penslen er for stor, fx mellem tremmer og bag ved rør. Vi har testet seks forskellige malesprøjter og fundet den bedste til dig.

Til store flader eller besværlige steder

En malesprøjte er god til vægge og lofter, møbler og garageporte. Vi vil dog ikke anbefale en malesprøjte til åbne stakitter – pga. stort spild af maling.

For at du får nogen tidsmæssig gevinst ud af at anvende en malesprøjte, skal der være tale om store flader eller besværlige steder. For der går tid med fortynding af maling og til rengøring efter brug.

Dæk alting grundigt af

Du skal også dække grundigt af. Den ultrafine farvetåge lægger sig overalt, så arbejder du i et enkelt rum, kan du regne med at skulle afdække ALT, hvad der ikke skal males. Uden undtagelse. Og arbejder du udendørs, skal du huske at flytte bilen (også naboens).

De maskiner, vi har testet, er almindelige gør det selv-maskiner, som fås til priser mellem 300 og 1.300 kroner. Dit behov afgør, hvilken maskine du skal vælge.

Sådan har vi testet

Styrke/resultat vægter vi med 40 %
Vi har vurderet kvaliteten på de materialer, maskinerne er bygget af. Virker de holdbare, eller er der fare for, at vitale dele brækker af efter kort tid? Og vi har bedømt maleresultatet på vægge og lofter. Kommer der meget maling på for hurtigt med risiko for løbere? Eller kommer der for lidt på, så det tager lang tid at dække?

Ergonomi = 20 %
Vægten er ret vigtig for, hvor længe du kan arbejde med en sprøjtepistol. Nogle modeller skal bæres i en rem over skulderen, andre står på gulvet og har en lang slange, så du kun skal bære pistolgrebet og malingsbeholderen. Hvis du skal male meget, skal du have så lidt at slæbe på som muligt.

Betjening = 40 %
Blandt andet: Er det let at skille og samle maskinen? Hvad med rengøring? Hvor nemt justeres dysen, Skal der bruges en eller to hænder?

Det betyder karakteren

9-10 Topkvalitet. Fås ikke bedre.
7-8 Rigtig godt. Masser af kvalitet.
4-6 Middel. Gennemsnitsprodukt.
2-3 Dårligt. Under middel. Bør undgås.
0-1 Elendigt. Gå langt udenom.

Nem at betjene

Foto: EarlexHV 3900
Earlex
Karakter: 8,2

Sprøjten justeres let med én hånd, endda mens maskinen kører, så du hurtigt kan skifte mellem at male bredt og smalt.

Styrke/resultat: Godt indtryk af både materialer og detaljer. Sprøjten giver et fint resultat, når der males, og du har god kontrol over farven, så der ikke kommer for meget på. Kører lige fint på vand- og oliemaling.

Ergonomi: Slangen er ganske lang, men ikke så blød, som vi kunne ønske. Den medfølgende 4-liters rygbeholder er smart, når du skal male store overflader. Gode håndtag uden skarpe kanter, og indstillingsgreb, som er til at nå.

Betjening: Alt det, du skal gøre med denne maskine, fra påfyldning, maling og til rengøring er let. Montering og demontering af mundstykke og beholder er let, og så vikler du bare slangen rundt om maskinen, når den ikke er i brug. Det sparer plads i værkstedet.

Pris: ca. 1.300 kr.
www.dva.dk
tlf. 70 23 42 39

God til prisen

Foto: BiltemaES 600
Biltema
Karakter: 6,4

Til den lave pris får du en udmærket sprøjtepistol, som endda kan klare at male møbler. Men den støjer.

Styrke/resultat: Plastikkvaliteten er ikke imponerende; man mærker, den er billig. Vi håber, den holder et stykke tid. Til gengæld blev vi overraskede over, hvad maskinen kunne. At den kan male finere møbler, er flot til den pris.

Ergonomi: Motoren bærer du i et skulderbånd, så det kun er pistolen, du bærer med hænderne. Derfor kan du nøjes med den korte slange. Pistolgrebet er OK med en behagelig aftrækker; du kan arbejde længe, før du bliver træt.

Betjening: Nem at skille og samle ved rengøring, men justering af dysen er for omstændelig, da du skal stoppe maskinen først, løsne og vride mundstykket. Det kræver to hænder. Røret, som suger malingen op, er let at afmontere.

Pris: ca. 350 kr.
www.biltema.dk
tlf. 70 80 77 70

Nem at påfylde

Foto: WagnerW 670
Wagner
Karakter: 7,7

Glimrende malesprøjte, der ud over at male også kan blæse støv væk og puste luftmadrasser op med et særligt mundstykke.

Styrke/resultat: Plastik og detaljer er af god kvalitet, og helhedsindtrykket er godt, uden dog at der er tale om en professionel maskine. Resul-tatet blev bedst på højeste hastighed. På lav hastighed skete der ikke så meget.

Ergonomi: En let maskine, som bæres i en skulderrem eller i et stort håndtag. Slangen burde være længere, så man ikke behøvede at bære maskinen, mens man maler, og det er nødvendigt med en forlængerledning for at opnå en rimelig rækkevidde.

Betjening: Rengøringen går let, blandt andet takket være det kliksystem, der bruges til at skille håndtag fra mundstykke. Justering af sprøjtedyse kræver to hænder, og at maskinen stoppes.

Pris: ca. 1.200 kr.
www.wagner-group.dk
tlf. 73 27 18 18

Til træbeskyttelse

Foto: RyobiSSP 100
Ryobi
Karakter: 5,3

Lakering med højglans får du ikke held med med denne maskine, men skal sommerhuset have en omgang udvendigt, er den anvendelig.

Styrke/resultat: Robust og holdbart indtryk af maskinen. Den blæser ikke varmluft som andre maskiner, men har en lille kompressor, der ikke sprøjter farven ud som en fin tåge, men snarere lidt tilfældigt. Og det behøver ikke at være på grund af manglende rengøring af dysen.

Ergonomi: Da motoren sidder i selve maskinen, bliver den lidt tung at arbejde med. Rækkevidden bestemmes af længden på forlængerledningen. Dejligt gummiklædt greb og praktisk bærehåndtag i toppen.

Betjening: Denne model er lidt mere besværlig at skille og samle end de andre, og den bør smøres fra tid til anden. Du skal være omhyggelig, når du renser maskinen, så der ikke kommer vand ind i den.

Pris: ca. 750 kr.
www.ryobi-nordic.com.
tlf. 43 56 55 55

Solid og nem – bedst i test!

Foto: Black and DeckerHVLP400-QS
Black & Decker
Karakter: 8,3

Det er virkelig smart med et ekstra låg på siden af malingsbeholderen, så denne kan efterfyldes, uden at den skal afmonteres.

Styrke/resultat: Alt virker solidt og brudsikkert på denne maskine. Resultatet er godt, men der kommer ikke så meget farve ud, så tålmodighed er påkrævet. Dysen er ret følsom, så det er vigtigt at fortynde malingen korrekt.

Ergonomi: Gummiklædt håndgreb gør, at du kan arbejde længe med maskinen uden at blive træt. Den 6 meter lange slange gør dig fri af maskindelen og giver stor bevægelsesfrihed. Blød og let slange.

Betjening: Let at bruge, uanset om der skal males vægge, gulve eller lofter. Det er let at skille maskinen og gøre den ren med den lille børste, som følger med. Og det er lige så let at samle den igen. Enkel og pædagogisk illustreret indstilling af luftmængde og sprøjtedyse.

Pris: ca. 900 kr.
www.blackanddecker.dk
tlf. 70 20 15 10

Effektiv men tung

Foto: BoschPFS 105E Wallpaint
Bosch
Karakter: 8,0

Større og mere effektiv end de øvrige testmaskiner. Det betyder dog, at man lidt for nemt kommer til at pladre for meget maling på væggen.

Styrke/resultat: Hele maskinen virker meget solid, og den er meget effektiv. Den dækker store flader på kort tid, men der skal holdes godt øje med farvemængden, ellers løber den.

Ergonomi: Blød, lang slange gør arbejdet let. Det er også nødvendigt, da maskinen vejer over 5 kg. En fin detalje er et låg til malingsbeholderen, så du ikke behøver at rense denne, hvis du vil fortsætte med at male den næste dag.

Betjening: Vi havde lidt besvær med at samle maskinen efter rengøring. Hvor de mange dele hører til, fremgår ikke så tydeligt. Hvis du skal male med andre malingstyper end vægmaling, skal du skifte til et andet håndgreb (ekstraudstyr). Nem justering af dysen.

Pris: ca. 1.200 kr.
www.bosch.dk
tlf. 44 89 84 10

Personlighedstest – gratis online-test af din personlighedstype

Mest læste artikler