Indret soveværelset med sort og guld

Når der skal ske noget nyt i soveværelset, så kommer du langt med nyt tapet, maling, gode ideer og lidt indretningssnilde. Et almindeligt pænt, men måske lidt kedeligt soveværelse kan du give en makeover på en weekend, så det bliver luksuriøst og hyggeligt.


 
  Pænt, men farveløst og kedeligt. Sådan så soveværelset ud før forvandlingen.

Guldspray og lidt nyt

Soveværelset er et af de steder i huset, hvor hyggen godt må få en ekstra tand. Og det har det fået med guld og sort. De hvide natborde og lampeskærmene fik guldspray ligesom et par “glemte” vaser, som vi fandt i et skab. Et nyt sengetæppe og nye puder “binder” det hele sammen.

Det levende billede 

 

Væggen bagved sengen er tapetseret med tapet i sort og guld, der giver rummet mere dybde og hygge. Over sengen har vi hængt en gammel forgyldt ramme, og heri har vi sat en smal gallerihylde op. Rammen fandt vi i en genbrugsbutik, og et lag guld-maling friskede den op.

  På den lille hylde i guldrammen er der plads til en vase og sjovt nips.

En billig løsning

 

Gallerihylden blev malet med sort maling, så den falder smukt i med tapetet. Fordelen ved rammen er, at du kan skifte pynten på hylden ud efter humør og således få et nyt “billede” på et splitsekund. En billig og let løsning, der skaber en enorm effekt.

Hyggelig samling 

 

På gulvet er der lavet en hyggelig lille samling af ting. En gammel kuffert fundet på et loppemarked og en gulvvase i guldbronze skaber romantik og en nostalgisk stemning i rummet.

 
  Billedet bag kufferten er en guldsprayet plade med en wallsticker.

MDF-plade

 

Billedet bagved kufferten er en MDF-plade, som også er sprayet med guldspray – gerne ad flere omgange. Pladen er dekoreret med en kæmpe wallsticker, der forestiller en kandelaber. Igen er dekorationen udviklet med genbrugsmuligheder.

Skift “lysestagen”

 

Lysestagen kan skiftes ud med en anden wallsticker, når der er brug for at se på noget nyt.

Lækre gardiner

 

Et meget væsentligt element i det nye soveværelse er, at det hvide rullegardin er blevet skiftet ud. Målet var at tilføre noget karakter i vinduet, og gerne noget med guld og sort. Vi fandt en persienne, der udstrålede samme elegance som resten af indretningen. Lamellerne er af “guld”, og stellet er sortbejdset ask. Desuden giver persiennen mulighed for at lukke mere eller mindre lys ind i rummet. Det giver en fantastisk effekt.

Mest læste artikler