Sådan får du mest muligt ud af dit bryggers

Det er husets maskinrum, og det sørger for rent tøj og varme. Det kan du få – og  meget mere oveni, hvis du tager bryggerset alvorligt. Her er 11 gode råd til at få mere ud af bryggerset.


Få mest muligt ud af dit bryggers

De fleste bryggerser har mange funktioner, der dybest set ikke harmonerer med hinanden. Her er vaskeri, grovkøkken, opbevaring og vask. Desuden er bryggerset ofte husets foretrukne entré – og der, hvor overtøj, sko og støvler lander i den travle hverdag.

Måske er her også lidt værksted – foruden husets varme- og elinstallationer. Og så skal det se ryddeligt og indbydende ud, fordi de fleste gæster også kommer ind gennem bryggerset.

Det giver udfordringer til indretningen, men det kan løses, så kvadratmeterne bliver sprængfyldte af konstruktiv indretning, der fryder øjet. 

Tip: Nedlæg hoveddøren, hvis I ikke bruger den

Bor du i et ældre parcelhus med to indgange, er der formentlig én for meget. For det meste er der et bryggers, som I benytter som indgang, og så er der en hovedindgang, der måske aldrig bliver brugt. Egentlig er indgangen i bryggerest ikke pæn nok til gæster, men alle går alligevel den vej ind – igennem vasketøj, bunker af sko  og vasken med grøntsager.

Hvis I opdaterer bryggerset med låger for alle hvidevarer, skabsplads til rodet og eventuelt stryger håndvasken, kan den være hovedindgang. Så nedlægger du den “rigtige” hovedindgang og bruger pladsen til et pulterrum, gæstetoilet eller til en lille arbejdsplads.

11 gode råd til dit bryggers

1. Brug bryggerset som entré 

Fungerer bryggerset som hjemmets entré, er rummet det første, dine gæster møder. Så er det rart, at det mere ligner en entré end et vaskerum eller et grovkøkken. Du kan eventuelt gemme alt bag skydelåger, så rummet fremstår ryddeligt.

Overvej, hvor stort et behov du har for en vask i bryggerset, da vasken signalerer arbejdsrum frem for indbydende indgang. I bryggerset  gemmer sig en del installationer. Det  kan være dyrt at flytte dem. Heldigvis kan du snildt skjule diverse installationer i skabe.

2. Skoskab og knager giver orden 

Hvis alle alligevel kommer ind igennem bryggerset, er det vigtigt, at her er en god knagerække, et ordentligt garderobeskab og mulighed for at stille skoene væk.

3. Låger i bryggerset giver indretningen et løft 

Vaskemaskine, tørretumbler og måske også fryseren placeres ofte i bryggerset. Hvis du foretrækker, at vaskemaskine og tørretumbler ikke skal stå synligt, kan de elegant skjules bag skydelåger. Hvis du vælger en skabsfryser, kan den være ’integreret’ – det vil sige, at den er monteret med samme låge, som de valgte skabslåger.

4. En bænk giver siddepladser

Hvis der er plads, kan en bænk være et godt møbel i bryggerset. Her kan børn få hjælp, og alle kan sidde, når de tager sko på. Der kan være opbevaring under bænken, og så er en bænk med hynde et hyggeligt indslag i indretningen.

5. Høj vaskemaskine giver god arbejdshøjde

Vaskemaskine og tørretumbler kan løftes op i niveau, så  du opnår en perfekt arbejdshøjde. Nedenunder kan der være store skuffer til opbevaring af vasketøj.

6. Skydelåger i bryggerset sparer plads

Overvej også, om rummet egner sig til skydedørsløsninger, eller om du foretrækker almindelige højskabe. Fordelen ved skydedørsløsninger er, at de egner sig til selv de mindste rum, da skabsdørene ikke går udad, når de åbnes.

7. Skuffeskabe giver overblik

Du kan undgå kaos i bryggerset med smarte opbevaringsløsninger. Giv hver ting sin egen plads, og pas på ikke at overfylde skabene. Det er en god løsning at ændre de nederste skabe til skuffeskabe, da det giver et bedre overblik over indholdet. 

8. Måtter giver bedre humør

Bryggerset er ofte et gennemgangsrum, og det er derfor vigtigt at have et praktisk gulv, hvor en mudret støvle eller et regnvådt barn ikke er en katastrofe. Hav praktiske måtter, der tager imod våde børn, glade hunde og snavsede støvler. 

9. Høje skabe giver ekstra plads

Sørg for at udnytte pladsen i bryggerset til opbevaring i skabe fra gulv til loft. Her kan du gemme familiens fodtøj, overtøj, regntøj, strygebræt, gulvspand og koste. Når du planlægger indretningen af skabene, så husk at gøre plads til de større ting som støvsuger, trappestige, strygebræt og vasketøjsstativ. 

10. Dyb vask giver nye muligheder 

Vasken i bryggerset bør være stor og ekstra dyb. Det giver mulighed for at sætte tøj i blød, vaske et par mudrede gummistøvler og til at rense grøntsager fra haven uden stænk.

11. Indretningsarkitekt giver gode tips

Hvis du har planer om større ændringer i dit bryggers, er det en god idé at få hjælp fra en indretningsarkitekt fra det firma, hvor du vil købe elementerne. Arkitekten kender de mange forskellige elementer med specialfunktioner og kan ofte komme med helt nye ideer til, hvordan du får mest ud af rummet. 

Tag bryggers-testen

Er du klar til forandring derhjemme, så svar på spørgsmålene og bliv klogere på dine bryggersbehov.

1. Nævn tre ting, som I er gade for ved jeres gamle bryggers

2. Er der noget, der skal genbruges eller reetableres fra den gamle løsning?

3. Hvor mange hvidevarer skal bryggerset have, og kan I genbruge nogle af dem, I har? Kan vaskesøjlen evt. stå et andet sted.

4. Hvor meget plads ønsker I, og hvor meget har I til rådighed?

5. Skal rummet ændres i sin form, evt. slås sammen med et andet rum?

6. Hvor meget opbevaring har I brug for? Og hvad skal I have opbevaret i bryggerset?

7. Hvor meget bordplads har I brug for?

8. Har I brug for en vask?

Mest læste artikler