Rigtigt lys i hjemmet

Ligesom møblerne i hjemmet bruges til mange forskellige formål fra arbejde og madlavning til afslapning og læsning – skal lamperne og lyset fra dem også passe til formålet.


Arbejds- eller hyggelys
Du skal kunne se ubesværet i hele din bolig, men hvor kraftigt og hvordan lyset skal være, afhænger af, hvad du skal se. Arbejdslys skal være kraftigt og klart, hyggebelysning skal være dæmpet, og lyset i køkkenet og over hobbybordet skal helst kunne gengive farverne så naturligt som muligt. Derfor er det vigtigt, at lampernes lys, placering og materialer passer til formålet.

Før du køber nye lamper
Før du køber lamper og lyskilder, er det en god idé nøje at overveje, hvor lampen skal placeres, og hvad lyset fra den skal bruges til. Små detaljer og små kontraster kræver fx meget og samlet lys, mens orienteringslyset i en gang eller i loftet af stuen skal være mere diffust og nå ud i alle hjørner af rummet.

Store lysforskelle trætter øjnene
Det er også vigtigt, at der ikke er for store spring mellem lyse og mørke områder, da store lysforskelle trætter øjnene. Store rum kræver mellem fem og ti lampesteder, der kan tændes/slukkes individuelt. Det giver mulighed for at skabe forskellige lysstemninger.

Mest læste artikler