Tjek først hvilken retning stuen vender
Lyse solrige rum kan bære mere farve end mørke rum. En god tommelfingerregel er, at nord- og østvendte rum har et blidere lys end syd- og vestvendte.
Nord- og østvendte rum
|
En bøtte maling og møblerne har fået et helt nyt udseende. |
Det betyder, at det kølige lys fra nord og øst smukkest understreges med blide, kolde farver som blå, grå og grøn. Og gerne pastelfarver.
Syd-og vestvendte rum
Omvendt kan syd- og vestvendte rum tåle noget kraftigere kulører, da lyset er varmere og stærkere. Pas dog lidt på de røde og brune nuancer, de kan få rummet til at syne mindre og give en indelukket fornemmelse.
Få det til at matche
Lyse farver på vægge og lofter får et rum til at virke større, mens mørke farver gør det mindre. Især et mørkt loft kan få et ellers stort rum til at virke meget lille.
Mørke vægge kræver mere elektrisk lys
Virkningen af farven vokser med størrelsen af væg- eller loftarealet, der males. Og da lys opsuges af mørke flader, gør det at lyset ikke reflekteres rundt i rummet. Det kan betyde, at du skal have flere lamper, hvis væggene males mørke.
Prøv at male en væg først
Er du i tvivl, så nøjes med at male en enkelt væg eller en dør for at vurdere effekten. Du kan også nøjes med at male paneler i en farve. Det er mindre flader, så du kan bruge kraftigere farver, uden at de dominerer hele rummet.
Husk det elektriske lys
|
En mørk farve er velvalgt til et lyst rum. |
Det elektriske lys betyder meget for, hvordan en farve tager sig ud. Bruger du sparepærer, får du én farve, og bruger du neonlys eller glødepærer, får du en helt anden. Det skal du have med i dine overvejelser, når farven vælges.
Hvis det er mange rum
Er det alle værelser i huset, der skal males, skal du prøve at forestille dig, hvordan det kommer til at se ud, hvis du står i et andet værelse og kigger ind.
Match farverne
Derfor skal farverne i de enkelte rum matche med hinanden, så du ikke får uhensigtsmæssige farvesammenstød rummene imellem.
Køb små farveprøver
De små farveprøver på størrelse med et frimærke er ikke gode nok til at vurdere, hvordan farven vil tage sig ud på en stor flade.
Mal et par kvadratmeter
Køb en lille dåse med en farveprøve, og mal et par m2, enten direkte på væggen eller på en egnet spånplade eller lignende. Vurder farven i forskelligt lys og på forskellige tider af dagen.
Den lyse kan altid blive mørkere
Husk, at en lys farve altid kan tones mørkere, mens en mørk selvfølgelig godt kan tones lysere, men så ender du måske med 20 liter maling i overskud.