Usund gæst

Skimmelsvamp er dårligt for huset og helbredet. Læs her, hvordan du jager dem på porten – og undgår nye angreb.

Foto: Østergaard bygge & indeklimateknik a/s, tlf. 56 13 08 00

Af Lise Mortensen Høy, idényt nr. 9, 2006

Skimmelsvampe – eller mug og skimmel – er ubudne gæster, der kan give både træthed og hovedpine, og de kan desuden på længere sigt bane vejen for råd og svamp, der ødelægger dit hus.
Skimmel viser sig som grønne, sorte, brune eller hvide pletter eller plamager. Ofte vil plamagerne komme i hjørnet af brusenichen, omkring vinduerne eller ved radiatorerne. Men skimmelsvampene kan også flytte ind på mere skjulte steder. Her opdager du den ubudne gæst ved, at huset eller rummet lugter af mug – kælderlugt – og så må du snuse dig frem til, hvor den kommer fra.

Pas på helbredet

• Skimmelsvampe afgiver sundhedsskadelige stoffer i form af partikler (sporer) og afgasninger (lugte).

• Symptomer som træthed, hovedpine og åndedrætsbesvær kan skyldes skimmelsvamp i huset, især børn er meget udsatte.

Fjern svamperesterne
Skimmelsvampe flytter kun ind, hvis fugtigheden i materialerne er høj, over 70 pct. relativ fugtighed.

Normalt er boligens materialer ikke så fugtige, men i fx badeværelser, køkkener og på kolde overflader, hvor fugten kondenserer, kan der opstå forhold, der er ideelle for skimmelsvampe.

Finder du skimmelsvamp i dit hus, skal du fjerne svampene, men du bør også altid finde og fjerne årsagen til svampevæksten.

Ryk skabet bort fra væggen, luft mere ud eller køb en bedre udsuger. Det må ikke blive “rutine” at desinficere for skimmel!

De alvorligste skimmelproblemer opstår næsten altid i forbindelse med vandskader fx på grund af utætte tage og vandrør, eller vand, der suges op i vægge fra fundamentet. Skimmelsvamp i selve boligen eller i en kælder eller krybekælder er en alvorlig helbredstrussel, da de sundhedsskadelige stoffer fra skimmelsvampene vil blande sig med luften i boligen.

Skimmelsvamp i loftsrummet skal selvfølgelig også bekæmpes – men er ikke så alvorlig for beboerne, da stofferne fra svampene ikke så nemt kommer ned i boligen oppe fra loftet.

Ved vandskade lyder kuren på, at du hurtigst muligt skal have afhjulpet selve vandskaden, så der ikke længere trænger vand ind.

Herefter skal alle angrebne materialer enten afrenses eller udskiftes. Vær opmærksom på, at skimmelsvampene godt kan gro på våd eller fugtig mineraluld.

Hvis der er store områder med skimmelsvamp, bør det være håndværkere med professionelt sikkerhedsudstyr, der rengør området og udbedrer vandskaden.

9

Læs også: Sådan fjerner du skimmelsvamp

Mest læste artikler