Isolering af huset udefra

Skal du isolere dit hus, er der gode grunde til at gøre det udefra. Når arbejdet foregår på ydersiden af huset, griber det ikke ind i væggene i huset. Dernæst kan indvendig isolering snildt “stjæle” op mod fire kvadratmeter af beboelsesarealet.



To fluer med et smæk – facaden bliver også renoveret

Der er mange fordele ved at lægge isoleringen uden på huset. Hvis muren er revnet eller slidt, får du samtidig en fuld facaderenovering. Og hvis der er problemer med fugt eller revner i soklen, er der mulighed for at grave ned, dræne omkring huset og føre isoleringen ned langs med soklen. Her skal en fagmand dog tjekke og eventuelt reparere soklen, før den “dækkes til”.Læs også: Udvendig isolering – sådan får du et tilskud
Foto: Rockwool

Isolering udefra kan ændre husets udseende betragteligt.

Væk med kuldebroer
Isoleringsmæssigt har den udvendige isolering også fordele. En indvendig efterisolering vil ofte efterlade kuldebroer ved indvendige vægge og ved gulvene, hvor isoleringen bliver brudt. Den udvendige isolering vil være helt tæt og lukke for træk og kuldebroer.

Beskytter også mod vejret
Endelig er der den store fordel for huset, at alle bærende kon­struktioner: murværk, sokkel, bærende bjælker osv. bliver lukket inde bag isoleringen – og er dermed beskyttet mod påvirkningerne fra regn, vind og temperatursvingninger.


Hvilke ydervægge kan isoleres?
Alle former for ydervægge kan efterisoleres udefra. Det er blot vigtigt, at arbejdet udføres korrekt – og at materialerne passer til ydervæggen. Som ekstra bonus kan du få præcis den facade, du gerne vil. Den nye isolerede facade kan afsluttes som pudset, filtset, malet, med træ/bjælker eller med alle former for plader. Der er også mulighed for at pudse facaden på selve huset og sætte et andet materiale på gavlen.

Jo tykkere isolering – jo mere energi er sparet
Tykkelsen af isoleringen kan være fra 25 mm og helt op til 500 mm – jo tykkere isolering, jo mere energi sparer du! Du skal blot overveje følgende: En tommelfingerregel siger, at du kan lægge fra 100 til 150 mm uden på dit hus, uden at flytte vinduerne med ud. Men det afhænger naturligvis af, hvor store vinduerne er, og hvordan lyset falder. Du skal også tjekke, at udhænget ved tagskæg og gavle er “stort nok” til at “bære”, at muren bliver tykkere. Samtidig bliver løsningen kun god, hvis underlaget er bæredygtigt og uden store revner. 

Undgå fugt inde
Hvis du efterisolerer huset indefra, er der risiko for fugtproblemer, fordi den varme luft indefra kan trænge igennem den nye væg og sætte sig som kondens på indersiden af den kolde ydermur.

Det problem undgår du helt ved at efterisolere væggen udefra.

Foto: Isologi

Batsene er skåret ud og sat på væggen.

Brug en fukssvans
De bats, der benyttes til efterisoleringen, er meget hårde og stive. De saves ud med en fukssvans – og kan saves i smig fx rundt om vinduerne.

Tjek reglerne
Efterisoleringen gør husets udvendige areal større. Det øgede areal – op til 250 mm isolering – tæller ikke med i bygge­procenten på grunden, men skal indberettes til BBR-registret.

Mest læste artikler