Den fugtige kælder kan let blive tør igen

De fleste fugtige kældre kan blive tørre nok til mange forskellige formål, fortæller fagmand og slår fast, at et omfangsdræn altid er nøglen til succes.

Fugtig kælder er et stigende problem, og det kan være frustrerende at opdage, at du måske ikke kan bruge kælderen til det formål, du havde regnet med.

Men ifølge Thomas Rasmussen, autoriseret kloakmester og næstformand i bestyrelsen for organisationen Danske Kloakmestre, er det vigtigt at slå koldt vand i blodet, inden du lader frustrationen tage over. For der kan gøres rigtig meget ved problemet.

– Hvad og hvor meget, der skal gøres ved en fugtig kælder, afhænger selvfølgelig af, hvad kælderen skal bruges til. Derfor skal første skridt i et projekt altid være en forventningsafstemning, som skal klarlægge, hvad formålet med kælderen er. Er det nødvendigt med en stort set helt tør kælder, eller kan lidt mindre måske gøre det, siger Thomas Rasmussen i en pressemeddelelse fra danske kloakmestre.

Omfangsdrænet er afgørende

Som hovedregel har ældre huse ingen isolering på soklen, fortæller han. Derfor slår fugten ind på murværket. Det er der råd for. Gamle ydervægge kan nemlig fint isoleres, men først skal der laves omfangsdræn rundt om huset.

– Der er flere nøgler, du kan bruge, men omfangsdræn vil altid være hovednøglen, og her skal du være særdeles opmærksom på, at drænet kommer til at ligge langt nok under kældergulvet. Som minimum 30 centimeter. Der er set masser af eksempler på, at der er gået på kompromis med netop dybden. Måske fordi det har været besværligt at komme ned i de 30 centimeter eller dybere. Det duer bare ikke, fastslår Thomas Rasmussen.

Isoler den fugtige kælder udvendigt

Når omfangsdrænet er etableret, kan der isoleres udvendigt. Ifølge kloakmesteren findes der gode materialer af eksempelvis fugt- og vandafvisende stenuld og drænplader, der leder fugten bort fra ydermuren samtidig med, at der sker en udtørring af bygningskonstruktionen.

Arbejdets omfang er kritisk

– I de fleste tilfælde kan en autoriseret kloakmester vurdere, hvad der skal til for at gøre kælderen tør og anvendelig til de formål, husejeren ønsker at bruge den til. Men fagmanden skal naturligvis også kende sin begrænsning, og der kan være forhold, som gør det nødvendigt at få fat i en ingeniør eller en geotekniker for at få klarlagt omfanget af fugten. Hvis de ikke kender omfanget, kender de heller ikke løsningen, fortæller Thomas Rasmussen og slår fast, at kloakmesteren aldrig kan love en kunde en helt tør kælder.

– Det kan du simpelthen ikke opnå i et gammelt hus, konstaterer han.

Læs også: Fugt i kælderen – sådan undgår og tjekker du for fugt

Mest læste artikler