Sådan gør du rent i boligens forskellige rum

Foråret er oplagt til en grundig rengøring. Det er en god idé at gøre hovedrent to gange om året for at mindske risikoen for allergi. De forskellige rum kræver forskellige rengøringsmetoder, og hyppigheden varierer også. Få gode råd til stuerne, soveværelset, køkkenet og badet.


 

Flere grunde til at rengøring er vigtigt

Rengøring er nødvendigt af flere grunde. Først og fremmest får du et godt indeklima, så du ikke bliver dårlig af at være inden døre. Rengøringen er også med til at forhindre, at bakterier og skadedyr, der er sygdomsfremkaldende, kan udvikle sig. Og så holder dine ting sig bedre, når de bliver passet og plejet.

Brug en måtte i entreen

Entré, gang, bryggers, hall. Det er her, du kommer ind udefra, så her vil der naturligt blive slæbt jord, sand, fugtighed m.m. med ind i huset. Det er derfor vigtigt at have en god måtte. Du kan evt. lægge to måtter, en uden for og en inden for indgangsdøren. De får opsamlet meget snavs. Husk at gøre måtter/riste rene jævnligt – ellers er du lige vidt.

Rengøring i stuen afhænger af brugen

Hvor ofte du skal gøre rent i stuer og kontorer afhænger af, hvor mange mennesker der opholder sig i rummene og hvor tit, samt hvilke materialer der er i rummet. Fx er tykke tæpper og polstrede møbler ikke gode for støvallergikere og kræver derfor ofte rengøring. Gør ofte rent i disse rum, så de fremstår præsentable.

Ekstra fokus på rengøring af børneværelserne
#br

Soveværelset er en støvfanger

I soveværelset vil der altid dannes støv, når I bevæger jer i sengene. Vær opmærksom på, at husstøvmider trives godt i det varme sengetøj. Støvsug ofte, og tør tit støv af på glatte flader. Luft gerne sengetøjet for åbent vindue, når vejret er godt.

Gør rent i børneværelset ofte

Det er endnu vigtigere at gøre ofte rent i børneværelserne, da børn generelt er mere følsomme og modtagelige over for støv end voksne. Luft hyppigt ud, og sørg også for at gøre børnenes legetøj rent.

Urent køkken er sundhedsskadeligt

Det er nødvendigt at have et rent køkken for at lave sundhedsmæssig forsvarlig mad. Alle steder, der kommer i direkte kontakt med madvarerne, skal være rene. Arbejd altid med rene klude – gerne flere forskellige – rene børster, skærebrætter og knive.

Gør rent med det samme

Rengør flisevægge med det samme efter endt madlavning, så fedt ikke sætter sig fast. Husk jævnligt at rense emhættens filter, så den hele tiden kan virke optimalt. De udvendige dele aftørres jævnligt for fedt og snavs. Vask gulv ofte – det bliver let fedtet, når du laver mad. Hav evt. en håndstøvsuger, så du nemt og hurtigt kan støvsuge ting op, du spilder, med det samme.

Fjern fugten i badeværelset

Det er vigtigt, at et vådrum når at tørre helt hver dag for at forhindre et fugtigt miljø, der er rigtig god grobund for udviklingen af bakterier, skimmelsvampe og insekter. Brug kalkfjerner og et universalrengøringsmiddel, når du gør rent i badet. Det fjerner kalk og det fedt og snavs, der har sat sig fast i kalkaflejringerne. Husk jævnligt at rengøre dit badeforhæng.

Gode tips til den effektive rengøring – og til hvordan du minimerer risikoen for allergiske reaktioner
#br

Opbevar alle remedier på samme sted

Et godt tip til, hvordan du hurtigt og nemt kommer i gang med at gøre rent er at opbevare alle dine rengøringsmidler, redskaber og maskiner på det samme sted. Så kan du hurtigt danne dig et overblik over, hvad det er for remedier, du skal bruge i dag.

Let adgang til rekvisitterne

Sørg for, at du let kan få fat i rekvisitterne, så du ikke igen og igen skal irriteres over de fire ting, der falder ud i hovedet på dig, når du skal have fat i støvsugeren. Så er du allerede irriteret, inden du går i gang med rengøringen, og så bliver det endnu mere surt.

Opbevar farlige rengøringsmidler rigtigt

Den indvendige side af skabsdøren kan bruges til at hænge kroge og beslag op, så du her kan hænge børster, klude og forskellige dele til støvsugeren. Hav evt. et mindre skab eller en hylde meget højt oppe, hvor de farligste rengøringsmidler kan opbevares uden for de mindstes rækkevidde. Nu er du godt forberedt til den store forårsrengøring.

Rengøring nedsætter risiko for allergi

Allergi kommer ikke kun fra pollen, men i lige så høj grad af skimmelsvampe og husstøvmider i hjemmet. Men ved at støvsuge effektivt kan du mindske de allergiske reaktioner.

Støvsug hver uge

Støvsug mindst en gang om ugen. Specielt tæpper, gulvrevner og i og omkring den varme seng, hvor husstøvmider er vilde med at være.

Undgå fugt ved at tørre det af

Tør fugt af, især i badeværelse, køkken og kælder. Tænd altid emhætten, når du laver mad.

Luft ud dagligt

Lav korte og effektive gennemtræk. Og altid efter at du har støvsuget, så støvet ikke hvirvles op. I pollensæsonen er det bedst at lufte ud om natten/aftenen, fordi antallet af pollen falder stærkt, når solen er gået ned.

Gør hovedrent minimum to gange om året

Gør rent i alle kroge og hjørner i dit hjem. Vask vægge, lofter, paneler og døre af. Tøm og skrub skabe og skuffer, vask gardiner, og træk møbler ud fra væggen, så du også kan få fjernet det skidt og snavs, der har samlet sig bag dem.

 

Mest læste artikler