Gode råd til huset

Hvad gør du ved knirkende gulve eller skimmelsvamp? Har du tjek på, hvor kraftig udsugningen på dit badeværelse bør være? Lufter du ud for længe? Få godt indeklima ved at følge disse simple råd.


1. Gå selv i krig med skimmelsvampen

Det er ok at rense mindre områder med skimmelsvamp med svampemiddel. En tommelfingerregel er, at i loftsrum skal området være under to kvadratmeter og i beboelsesrum under 20 x 20 cm. Men husk, at skimmelsvampene altid kommer igen, hvis du ikke fjerner årsagen. Et professionelt middel som fx ProtoxHysan, der kan købes i byggemarkeder, afrenser og desinficerer effektivt. Det er desuden godkendt som svampemiddel.

ProtoxHysan er et andet middel, som forebygger skimmelsvamp på fugtige og porøse områder. Rodalon bruges ofte mod skimmel, men er klassificeret som rengøringsmiddel og ikke som svampemiddel.

Rodalon indeholder fungicider, som forebygger svampeangreb, men fungiciderne fordamper dog, så virkningen er ikke permanent. Klorin er i ufortyndet form også effektivt, men har den ulempe, at det kan afblege ret kraftigt. Brug det derfor ikke på fx vægge med farve, farvede fuger eller natursten.

2. Knirkende gulv –  hvad gør du?

Et gulv knirker ofte, fordi det har arbejdet sig løst af underlaget, så brædderne gnider mod hinanden, når du går på det.

Er sømmene synlige, kan du selv ordne gulvet ved at slå de eksisterende søm fast til underlaget igen eller ved at banke det fast med nye søm. Metoden virker især på gamle fyrretræsgulve.

Du skal “dykke” sømmene ned i med en hammer og dyknagle. Dyknaglen placeres oven på sømmet, mens du slår, så sømmet presses ned i underlaget, indtil brættet sidder ordentligt fast.

3. Luft ud, men ikke for længe

Udluftning er vigtigt – på alle tider af året. Men lad ikke bare et enkelt vindue stå på klem i flere timer, eller mens du er på arbejde.

I vinterhalvåret vil det afkøle vægge og andre overflader, og så kræver det langt mere tid og energi at få stuetemperaturen op igen. Kolde vægge kan give kondens og føre til skimmelsvamp. Læg mærke til, om ruderne dugger. Hvis kanten af dug bliver over 2 cm bred, er det tegn på, at du skal lufte mere ud. Duggen skal du tørre væk med køkkenrulle eller klud, så det ikke senere udvikler sig til skimmelsvamp. 

4. Tjek udsugningen på dit badeværelse

Et sundt indeklima kræver god ventilation. Derfor bør du jævnligt tjekke husets ventilationssystem. Det kan du gøre ved at holde et stykke papir op mod den mekaniske ventilator på badeværelset. Suget skal være kraftigt nok til at holde papiret oppe.

Filtre og aftræksrøret til emhætten skal også renses. Husk også at rengøre tilstoppede udsugningskanaler samt at holde dem åbne.

Mest læste artikler