Sådan undgår du nabostridigheder om julelys

I december går flere husejere all-in, når det gælder om at pynte facaden op til jul. Men hvad gør du, hvis de mange julelys generer din nattesøvn? Se med her. 

Julepyntede husfacader er blevet et almindeligt syn i de december. Nogle er tilfredse med en diskret lyskæde i thujaen, mens andre kører den amerikanskinspirerede stil fuldt af blinkende lys i alle regnbuens farver.   

Der kan være mange forskellige holdninger til julelys på boligen, og er det en kilde til irritation for andre på vejen, kan højtidens pynt hurtigt skabe nabostridigheder. For hvad gør du egentlig, hvis naboens blinkende julepynt forstyrrer din nattesøvn?  

Flere går all-in på lysudsmykningen

Ifølge Energistyrelsen forbruger lyskæder med LED-lys 80 procent mindre strøm end de gamle lyskæder, og derfor er flere boligejere begyndt at gå all-in på juleudsmykningen af huset. Der findes dog regler for, hvad man kan tillade sig, når det gælder lysdekorationer udenfor boligen.

Følg reglerne for lysinstallationer

Nogle andelsboligforeninger, ejerforeninger og grundejerforeninger har hver deres regelsæt om udvendig belysning, som bestyrelsen skal opretholde. Er dette ikke tilfældet, oplyser byggelovens paragraf 6d, at lysinstallationer ikke må være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne.

Det er dog et spørgsmål om definition, hvornår noget er til gene for omgivelserne, og er den hidsigt blinkende farvelade fra naboens julelys ved at drive dig til vanvid, er der to ting du kan gøre. 

Sådan slipper du af med naboens julelys 

1. Tal med naboen 

I langt de fleste tilfælde vil en direkte henvendelse til naboen kunne løse problemet – og samtidig holde den gode julestemning. Langt de fleste nabostridigheder kan undgås, hvis problemerne tages op, før de bliver for store. 

2. Klag til kommunen 

Nægter din nabo at slukke for det generende lys, kan det blive nødvendigt at klage til kommunen. Her vil kommunens byggesagsafdeling, som også tager sig af henvendelser omkring skiltning på facader, undersøge forholdende i sagen og vurdere, om der skal udstedes forbud mod lysudsmykningen. 

Kan trække i langdrag 

Vælger du at klage til kommunen, skal du dog være opmærksom på, at sagen kan trække ud. Inden der falder en afgørelse om, hvorvidt de blinkende rensdyr på din nabos tag også er så generende for omgivelserne, som du mener, kan december være overstået og pynten for længst taget ned. 

Læs også: Lyskæde udendørs til jul | så meget koster lyskæder i strøm

Læs også: Alt du skal vide om julebelysning til huset og haven

Mest læste artikler