Der er overraskende mange penge i dine gamle byggematerialer

Er du i færd med at skrotte bunken af gamle byggematerialer, der ligget i haven eller skuret i flere år, så læs lige med her først. Mange byggematerialer er nemlig utroligt dyre at købe fra ny, og derfor er de også mange penge værd i brugt tilstand. Og så er det godt for klimaet at genbruge materialerne.

Renoverer du hus, eller har du gjort det for nylig, ligger der måske bunker af brugte træbrædder og murbrokker i din have eller dit skur. Det ligner til forveksling gammel skrot. Men det er det ikke nødvendigvis.

For nogle byggematerialer er meget dyre, når man skal købe dem fra ny, og de fejler ikke nødvendigvis noget, bare fordi de udskiftes. Hvis du sælger dem videre i stedet for at skrotte dem, kan du få – for flere nok overraskende – mange penge for dem. Der er god videresalgsværdi i store dele af gamle byggermaterialer skriver DBA Guide.

Mange byggeprodukter kan nemlig sagtens holde til flere ejere:

– Flere byggematerialer er konstrueret til at holde i mange år. Det gælder for især ’klimaskærmen’, som vi kalder det – altså de udvendige materialer. Der er typisk 50-100 års holdbarhed på disse materialekategorier, siger Jakob Brandt til DBA Guide.

Jakob Brandt er vicedirektør i SMVdanmark – det nye håndværksråd. Han mener, vi skal blive bedre til at tænke genanvendelse ind i vores gamle byggematerialer. Det kan blive en fin forretning for dig.

Læs også: Dette gør-det-selv-projekt må du aldrig lave derhjemme

Så meget kan du tjene på dine brugte zink tagrender

Det er primært produkter, der har en lang levetid og en høj nypris, som det kan svare sig at genbruge.

– Det gælder for eksempel tagrender af zink. De er rigtig dyre og meget holdbare og har stort set ikke ændret design de sidste mange år. Dem skal du ikke smide ud, siger Jakob Brandt.

En zinktagrende er en slidstærk tagrende med lang levetid, men den koster også lidt mere end stål- og plasttagrender. Derfor er de populære at finde brugt og kan stadig være mange penge værd, selvom de har siddet på dit hus i en del år, fortæller Jakob Brandt.

Fordelen ved zinktagrender er, at de tåler alt slags vejr og er derfor også er modstandsdygtige overfor både havgus og saltvandståge og hårdt vejr. Nye zinktagrender er typisk blanke, men da zink er et naturmateriale, vil de ændre udseende med tiden og få en flot, mat patina.

En zinktagrende koster fra ny typisk mellem 140-200 kr. pr. meter. De er designet til at holde i 50 år. Mens stål og plast er lidt billigere og typisk holder i 25-30 år. Kobber er den dyreste model, men kan ikke holde helt så længe som de andre.

Ved et typisk parcelhus, hvor den længste side oftest er 20 meter langt, skal du bruge 40 meter i alt cirka. Så det kan hurtigt løbe op i mange tusinde kr.

Hvilke andre brugte materialer er penge værd?  

Stål- og metal-området har generelt en høj genanvendelsespris, fortæller Jakob Brandt. Radiatorer er derfor også med i denne pulje. 

– Hvis du f.eks. skal bygge en terrassedør, der hvor der er en radiator, tages radiatoren ned, uden at den hverken er designmæssigt eller funktionsmæssigt i udu. Den kan man lige så godt genanvende, siger han.

For radiatoren har lidt de samme kvaliteter, som zink tagrenden har. Det er et dyrt materiale, gangbart og stort set ikke slidt efter at have hængt på et hus i årevis.

Fra ny koster en typisk radiator 1.200-2.000 kroner. På DBA er der i skrivende stund 1.092 annoncer med radiatorer, og rigtig mange sælges for mellem 400-1.1000 kr. Så det er en skam blot at smide radiatoren ud.

Stadig flere danskere køber og sælger brugte byggematerialer, og det skyldes blandt andet, at danskerne er blevet mere klimabevidste.

– Det er blevet in at være bæredygtig. For ti år siden tænkte vi mest energi, når vi talte om klima, men nu har vi fået en bredere forståelse for, at det også er, når vi køber byggematerialer og tøj. CO2 aftrykket er kommet på dagsordenen, siger han.

Mest læste artikler