Sådan sparer du penge og forøger effektivt værdien af dit hjem

Én type renovering kan spare dig tusinder af kroner i hverdagen og samtidig øge værdien af dit hjem. Alligevel tøver mange boligejere. Læs hvorfor her.

Både temperaturerne, verdenshavene og CO2-udledningen stiger, og det får os til at interessere os mere og mere for varmepumper, isolering og andre grønne tiltag, som kan være med til at forbedre klimaet – og samtidig få vores bolig til at stige voldsomt i værdi.

Sådan lyder det i hvert fald, når hele to ud af tre boligejere ifølge Bolius’ boligejeranalyse, fortæller at de er interesserede i at energiforbedre deres bolig. 

Men når det kommer til i praksis at give boligen en grøn ansigtsløftning, er det langt fra alle der følger trop. Faktisk er det kun hver niende boligejer, der i en spørgeskemaundersøgelse udført af YouGov for Dansk Byggeri, svarer, at de enten har energirenoveret deres bolig eller forventer at gøre det. 

Siger ét, men gør noget andet

Og det er der en meget simpel grund til. Det fortæller energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

 – Vi snakker om at spare på energien og gøre noget godt for jordkloden, og her er det jo oplagt at starte med os selv hjemme i privaten. Men når det kommer til stykket, så siger vi et, og gør noget andet. I praksis er det ofte sådan, at et nyt samtalekøkken eller rejsen til Thailand prioriteres højere end hulmursisolering og udskiftning af varmeanlæg, siger hun i en pressemeddelelse. 

Det kan dog være en ærgerlig prioritering. Selvom en udskiftning af de grimme klinker på badeværelset eller en solrig ferie med familien umiddelbart kan føles mere udbytterig, er der nemlig mange penge at spare – eller tjene – ved at energirenovere hjemmet.

Boligen stiger i værdi

Ud over en besparelse på energiregningen, stiger salgsprisen nemlig omkring 50.000 kroner, hver gang boligen går en energiklasse op. Hvis et 100 kvadratmeter stort parcelhus går fra energimærke G til E ved for eksempel at isolere hulmuren og udskifte vinduerne, stiger husets salgspris altså med cirka 113.000 kroner.

Samtidig kan energibesparelserne ved at have en høj energistandard også blive ganske store over en årrække. 

– Mange opdager også, at der, ud over at spare på energiregningen, er en masse andre fordele som at det ikke længere trækker, indeklimaet bliver forbedret og så videre. Mange glemmer at se på de fordele ved energirenovering, og det er nok også derfor, at de grønne ambitioner hos en del boligejere bliver ved snakken, siger Camilla Damsø Pedersen.

Sådan energioptimerer du din bolig

Energioptimering af boligen kan både betale sig, hvis du skal sælge huset eller blive boende mange år fremover. Læs mere her, og se 4 gode indsatsområder.

Mest læste artikler