Flyt ud i skuret – hvis du mangler plads til hele familien

Er teenageren ved at fylde for meget, og står du med en garage eller et skur, du ikke bruger, er det nærliggende at kombinere de to ting. Projektet er dog ikke så enkelt, for der er mange regler, som skal opfyldes. Sørg for at se kritisk på dit skur, for måske er det nemmere, og billigere, at bygge noget helt nyt.


Byggekrav til boligen

For at ændre et skur eller en garage til bolig skal du have en byggetilladelse fra kommunen. Det betyder som udgangspunkt en beskrivelse af projektet, tegninger af skuret og forskellige typer beregninger.

Bebyggelsesprocenten skal overholdes
Når en bygning skal indrettes til beboelse, skal den opfylde de krav, der er til beboelse. Det betyder bl.a., at bebyggelsesprocenten skal overholdes.

Rummet skal være isoleret
Lofthøjden inde skal være mindst 2,3 meter. Nye regler siger, at adgang til og fra det fri skal være uden trin. Rummet skal være isoleret, så det lever op til nugældende isoleringskrav. Det betyder typisk 30 cm isolering i lofter og gulve og 20 cm i vægge, samt at vinduerne skal være med lavenergiruder.

Kommunen kan stille krav

Kommunen kan tillige stille krav om, at bygningen opfylder de statiske krav, der er til huse. Det indebærer, at huset skal kunne klare vind, sne, personlast m.v.

Søg om dispensation
Kommunen kan gå ind og vurdere hvert enkelt tilfælde. Du skal være opmærksom på, at hvis du overskrider en eller flere bestemmelser, kan en evt. godkendelse blive fulgt af andre krav. Samtlige bestemmelser der er på området, er beskrevet i bygningsreglementet, BR 08, og evt. suppleret med øgede krav i lokale bestemmelser (lokalplaner).

Styr på detaljerne
For at kommunen kan tage stilling til din ansøgning, skal du sørge for at udarbejde følgende:

  • Byggeansøgning, der i ord beskriver, hvad det er, du har tænkt dig.
  • Tegninger, der viser det fremtidige udseende.
  • Varmetabsberegning.
  • Evt. statiske beregninger, hvis kommunen mener, det er nødvendigt.


Hvem gør hvad?

Det er arkitekten, der udarbejder tegninger og byggeansøgning, ingeniøren laver varmetabsberegninger og statik. Statik er krav til bygningens stabilitet og styrke. Håndværkeren sørger for, sammen med en arkitekt eller en ingeniør, at arbejdet bliver udført korrekt og efter gældende regler.

Læs også: Tiny house – den hurtige guide til pris og regler

Mest læste artikler