Derfor skal du hyre håndværkerne om vinteren

Der kan være mange fordele ved at hyre håndværkere om vinteren. Håndværkerne har oftest god tid, prisen kan være lavere, og kvaliteten af byggeriet er mindst lige så god som om sommeren.

Står du og skal renovere dit hus, er det en god idé at hyre en håndværker til at klare jobbet. 

Traditionelt venter vi til forår og sommer med at sætte gang i projekter, hvor vi skal have hjælp fra håndværkere, men modsat hvad de fleste tror, så er der faktisk mange fordele ved at sætte bygge-opgaver i gang i løbet af vinteren.

Og du skal ikke være bange for, at vinterbyggeriet bliver i dårligere kvalitet, for undersøgelser peger på, at det snarere er bedre.

Kulde er bedre end regn

Det er selvfølgelig vejret, vi har i tankerne, når vi fravælger byggeprojekter om vinteren, og det danske vejr er jo som bekendt ganske omskifteligt. Men sommervejret er sjældent bare blå himmel og solskin i flere måneder i træk.

De fleste år kommer der perioder med meget ustadigt vejr, hvor kraftige regnbyger opstår ganske pludseligt, og det er sværere at håndtere som håndværker end almindeligt novemberregn eller måske endda sne.

Prisen kan falde

Håndværkerne har traditionelt rigtigt meget at rive i forår og sommer. Sommetider så meget, de ikke kan følge helt med efterspørgslen.

Det betyder, der opstår ventetid, håndværkerne har overarbejde og firmaerne må betale mere for at få kvalificerede svende. Der kan også være ventetid på materialer, fordi der er massiv efterspørgsel hos leverandørerne.

Om vinteren, derimod, sendes håndværkere hjem, og firmaerne gør, hvad de kan for at holde på de bedste folk. Det betyder, prisen på byggeopgaver ofte falder en smule i vinterhalvåret, fordi det er vigtigt for firmaerne at have opgaver til de bedste folk. 

Håndværkerne har bedre tid, der er ro til at planlægge, så der ikke opstår ventetid, og derfor er risikoen for sjuskefejl langt mindre om vinteren end om sommeren, når der er et gevaldigt tryk på.

De bedste folk arbejder om vinteren

Et andet forhold, du kan overveje som villaejer/bygherre er, det som regel er de dygtigste håndværkere, som kommer ud til opgaverne om vinteren. Håndværkerne har ikke så travlt, som de har, når ordrerne vælter ind til firmaet om foråret og sommeren.

Firmaet har haft tid til at planlægge, så de kommer til tiden, har materialerne klar, og er ikke så pressede, at de kommer til at lave sjuskefejl. Hvis prisen så oven i købet er en smule lavere, end i højsæsonen, så er det et ekstra plus.

Selvfølgelig kan et voldsomt vintervejr forsinke – især udendørs byggeopgaver – men snestorme er sjældnere i Danmark om vinteren, end forsinkede byggeprojekter på grund af travlhed er det om sommeren. 

Taget kan også skiftes om vinteren

Det er de færreste, der umiddelbart har lyst til at få nyt tag eller få bygget en ekstra etage på huset i vinterhalvåret af frygt for, det bliver for koldt i huset, når det gamle tag er fjernet.

Men selve tagbeklædningen holder ikke på varmen, det er isoleringen, der klarer den sag. Så hvis bare isoleringen bliver liggende, så kan der skiftes tag uden kolde fødder, mens arbejdet står på.

Du skal bare sikre dig, at entreprenøren er forpligtet til at sørge for de nødvendige overdækninger, når dagens arbejde er overstået, eller vejret i øvrigt kræver det.

Forskere bakker op om vinterbyg

Statens Byggeinstitut (SBI) har for år tilbage undersøgt kvalitetsforskellene på sommer- og vinterbyggeri ved at analysere data fra Byggeskadefonden. Konklusionerne var, at vinterbygeri hverken er dårligere eller dyrere end sommerbyggeri.

De skrev i rapportens sammenfatning: ”Ingen af analyserne kan bekræfte påstanden om, at vinterbyggeri skulle være af lavere kvalitet end sommerbyggeri, snarere tværtimod.”

Ved præsentationen af rapporten skrev SBI: ”Tallene viser, at man i mange tilfælde kan få væsentligt flere kvadratmeter for pengene om vinteren, hvor der ikke er nær så travlt.”

“Når man bygger om vinteren, har håndværkeren bedre tid til fx at lave pæne fuger omkring vinduer og døre og at vente på, at betonen hærder. Og så undgår man måske nogle af de byggeskader, som sommertravlheden kan medføre.”

Lav en klar aftale om snerydning

Ved store byggerier – over 500 m– gælder den såkaldte vinterbekendtgørelse, hvor der er regler for, hvilke foranstaltninger der skal sørges for, når der bygges om vinteren, og hvem der bærer udgifterne.

Ved private mindre byggeprojekter skal du sørge for at lave en klar, skriftlig aftale med håndværkerne. Det gælder for eksempel snerydning, hvor det er vigtigt, at der ryddes grundigt, hvis håndværkerne skal arbejde udendørs.

Det er som regel håndværkerne selv, der klarer rydningen, så vær sikker på, at det er skrevet ned, om det er dig som bygherre, der skal betale for de timer, de bruger på det, eller om det er firmaet selv, der klarer den omkostning.

Mest læste artikler