Rekordfå sommerhuse til salg

Der har de seneste ti år aldrig været så få sommerhuse til salg, som der er netop nu.

Salget af sommerhuse har gennem hele året været højere end normalt

Antallet af sommerhuse til salg er siden starten af maj 2019 faldet med 26 procent. Dermed rammer det samlede udbud et så lavt niveau, at det ikke er set lavere på noget andet tidspunkt siden 2010, Boligsiden begyndte at registrere udbuddet.

Der er to væsentlige årsager til det massive fald. Det meget høje salg af sommerhuse og coronakrisen.

– Salget af sommerhuse har gennem hele året været højere end normalt – også i de seneste to måneder, hvor Danmark har været delvist nedlukket på grund af corona. Samtidig har krisen fået sælgerne til at holde igen med at sætte deres sommerhuse til salg, så der nu er godt 8.000 sommerhuse til salg mod mere end 11.000 i starten af april sidste år, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Udbuddet af sommerhuse har været lavt hele året, og for bare tre måneder siden faldt udbuddet af sommerhuse for første gang i år til et historisk lavt niveau. Her i begyndelsen af maj er udbuddet af sommerhuse faldet yderligere, og med under 8.300 sommerhuse til salg, er der dermed sat en ny rekord.

Mest læste artikler